Fra teenager til voksen

Det er ikke til at se. Teenager ser så glade ud, når de i stimer indtager byens gågade, butikker eller diskoteker. Smilende, småfnisende og flirtende, graver de sig gennem den ene mængde efter den anden, uden at være påvirket af bekymringer og problemer, som den hektiske hverdag medføre for de fleste. Teenager har kun små ubetydelig problemer at døje med, mener nok de fleste. Men har de nu også det? For mig var det anderledes. Tror der en del andre der kan nikke genkende til noget af det.

Jeg var den stille pige, med begge ben på jorden. Altid smilende og fuld af fis og ballade. Det er den beskrivelse jeg får fra andre. Men sådan hænger det slet ikke sammen i min verden. Den lille pige der var fuld af fis og ballade, havde følelsesmæssig ting at slås med. Det kunne jeg jo ikke vise, det skabte jo ikke venner, tænkte jeg, så derfor kom den glade facade frem. Man skulle jo bare feste og score. Der skulle eksperimenters med alt fra a-å. Det blev det også. Jeg har bestemt ikke været nogen engel- jo men med et B foran. Jeg har ikke altid gjort det let for min mor, prøvet grænser af, endda overskredet en del. Det var min måde at få frustrationerne ud på, havde jo ikke nogen at snakke. Hvem ville dog også bruge tid på det?
Der var så mange muligheder, så mange ting man konstant skulle forholde sig til og valg der skulle træffes. Jeg kunne slet ikke se mig ud af det. Hvor passede jeg bedst ind, passede jeg overhovedet ind nogen steder. Jeg hungrede sådan efter accept, omsorg, ville ses for den jeg var og ikke bare en tilfældig brik mellem alle andre. Jeg vidste bare ikke hvordan jeg opnåede det. Jeg prøvede alt af og lige lidt hjalp det, følte jeg. Ved godt den dag i dag, at det slet var sådan. Det var kun noget jeg havde fået printet i mit hoved- var meget selvdestruktiv.
Jeg prøvede forskellige grupper af, begyndte en overgang at færdes med “de store drenge”, fik eksperimentere lidt med stoffer. Ja det er der mange prøver. Jeg kom da heldigvis også ud af det efter kun et par forsøg. Men kontakten til den kreds forblev. Jeg fandt ud af at fest og alkohol, var en god måde at holde tankerne, bekymringer- kort sagt holde hovedet kold på. Der var fuld fart over feltet, og alligevel en aften gik det galt for mig.
Vi sad i kælderen ved en ven, havde det sjovt og festede lidt. Nogle røg lidt pot, og andre drak bajer. Pludselig fandt jeg mig selv i hjørnet, følte mig enormt meget ensom. Alle andre havde det sjovt, hyggede og grinte. Jeg kunne bare slet ikke finde smilet. Min kæreste sad i sofaen/ sengen, snakkede med en anden pige. Jeg følte mig total overset, var desperat efter at få hans, de andres opmærksomhed. Det næste jeg husker er at min kæreste sidder og rusker mig mens han råber “hva fanden har du gang i”. Han holder rimelig hårdt fat om mine håndled. Jeg er total forvirret og kan slet ikke fremstamme noget som helst. Han slipper mine arme og nu så jeg blodet…..

Jeg brød ud i gråd. Min kæreste holder grædende om mig, mens han sige “du må sgu ikke forlade mig”. Nu gik det op for mig, hvad jeg havde lavet med den lille springkniv jeg stadig havde i hånden. Jeg smed den hurtigt, og stor hyllede. Jeg kunne have været død. Jeg ville jo slet ikke dø, kun en lille smule, men ikke sådan rigtigt. Der blev aldrig snakket mere om det efter den aften. Jeg forbød min kæreste at fortælle det til min mor, selvom han mente det var bedst. Jeg lovede at jeg aldrig ville gøre det igen, og det løfte har jeg holdt til punkt og prikke. Jeg var så heller ikke mere i tvivl om at min kæreste virkelig elskede mig dengang.
Det farvrige liv med fest og ballade og min facade holdt ved i mange år. Drak på hverdage, mødte endte op på arbejde med tømmermænd eller stadig beruset. Sådan fortsatte det mere eller mindre indtil jeg blev gravid med min søn. Nu blev jeg tvunget til at tage det med ro, blive voksen. Men så begyndte min facade stille og roligt at æde mig op indenfra. Jeg kæmpede hverdag med at finde noget der kunne skjule mit indre. Det måtte for alt i verden ikke komme ud. Tre et halvt år efter kom min datter til verden, knækkede filmen. Jeg kunne ikke mere men ingen måtte finde ud af sandheden. Så ville jeg bare være helt alene igen. Ingen ville kunne forstå mig alligevel. Nej jeg skulle bare sørge for alle andre altid var glade, og fik deres behov dækket.
Det tog mig yderlige et par år inden jeg opsøgte min læge. Han så mig kun i døren, og sagde så “den er da helt galt med dig”. Han kunne se lige igennem mig, jeg kunne endelig give slip, og lod tårene trille ned af mine kinderne.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *