Når mænd svigter

De samtaler jeg går til, giver mig meget, både dårlige og gode ting. De er alle med til at belyse den person der er indeni i mig- mit virkelig jeg. Give mig en forklaring på hvorfor mit sande jeg gemmer bliver skubbet i baggrunden for noget der slet ikke er mig, men bare en facade. det er en process jeg skal i gennem for at jeg kan komme til at hvile i mig selv- starte det liv jeg gerne vil have. Der er mange ting som er betydningsfulde i ens udvikling, især når man er barn/ung. En af de ting der fylder meget i mit hovedet- er min far, det svigt jeg føler han har givet mig. En far jeg ikke har den dag i dag.

Jeg ved han lever, ved faktisk også nogenlunde hvor han bor. Men har ikke nogen kontakt med ham. Jeg ville ønske jeg havde, han er trods alt min biologisk far, mit blod- en del af mig, om jeg så vil have det eller ej. Bare at skrive dette gør meget ondt, ved ikke hvorfor? Han har jo aldrig været der for mig, hvorfor så føle denne store smerte og sorg? Hvorfor har jeg den følelse af et kæmpe tomrum, når jeg tænker på min far. Jeg ved jo ikke en gang om jeg går glip af noget. Jeg har så mange spørgsmål, og ved et eller andet sted jeg nok aldrig får svar på dem. Så er der kun accepten tilbage. Det er bare så forbandet svært, for fanden DET ER MIN FAR, hvordan kan han smide mig sådan ud til højre, så følelseskold?

Min forældre blev skilt da jeg var omkring 8 år. Min far fandt en anden. Min bror og mig så ham en dag sammen hende, de kyssede på hjørnet af vejen hen mod skolen. Vi løb selvfølgelig hjem og fortalte det til vores mor.Min far flyttede sammen med hende og det første år gik fint nok eller ? Kom da på besøg ved ham hver anden weekend. Hans nye kone befandt sig stort set altid i deres soveværelse, hun ville slet ikke se os og ingen skulle prøve på at snakke til hende. Min far fortog sig ikke andet end at være hos hende. En gang i mellem kom han ud for at læse avis og drikke bajer. Det er i hvert fald det jeg husker. Han var bestemt heller ikke ædru, når han kom efter os. Men pludselig en dag kom han ikke som aftalt. Ingen afbud eller forklaring på hvorfor. Han blev bare væk, hørte ikke mere til ham. Skubbede han virkelig mig væk til fordel for hende? Hvordan kan man svigte og såre sine egne børn på den måde? Hvorfor var hun mere værd end sit eget kød og blod?
Det gør så ubeskriveligt ondt, at blive svigtet af sin egen far på den måde. Så kom dog med en forklaring i det mindste, synes det skylde du mig…..
Det der gør mest ondt er, at jeg ved jeg har en lillesøster. En pige hvor det hovedsageligt er ham der tager sig af hende. Det er ham der henter og bringer hende, giver hende kærlighed, omsorg osv. Noget jeg aldrig fik ved ham. Hvorfor er hun mere værd end mig, hvad har jeg gjort forkert? Var jeg ikke sød nok?
Jeg mangler så mange svar. Det frustrere mig og der går ikke en dag hvor det ikke bliver vendt i mit hoved.
Nu sidder der sikkert nogen og tænker. Så giv dog slip, det er jo ingenting. Hva så med alle dem der bliver misbrugt, slået osv. Ja de får virkelig en barsk start på livet, jeg føler virkelig også med dem.
Men den usynlig omsorgssvigt er også noget der sætter dybe ar i sjælden. Jeg er slet ikke i tvivl om at min mor gjorde det hun kunne. Men hun er kun en mor. Forstå mig nu ret, selvom hun er en mor der gør alt, vil der altid være noget hun ikke kunne give på samme måde som en far/mand ville kunne. Jeg sige mand, fordi det skal nemlig vise sig at min far ikke var den eneste mand der har svigtet mig. Han kridtede bare banen op for de andre…. Jeg er faktisk vokset med mænd gennem hele min barndom der har svigtet mig, stampet på mine følelser, gjort mig mindre værd end andre. En af dem har endda forgrebet sig på mig da jeg var teenager. Det var dog ikke en jeg levede sammen med, men en håndværker der skulle lave noget i vores hus. Men stadig en mand der igen misbrugte min tillid. Den historie uddyber jeg i et indlæg senere.

Den dag i dag betaler jeg så prisen for det. Jeg har stor mistillid til mænd. Jeg kan ikke vise følelser for andre end mine børn- at græde foran andre var tabu, da jeg var barn. Der blev altid lagt en dæmper på mine følelser, så nu er de helt forsvundet ind i mig. Noget der kun kommer frem når jeg er alene. Så er der ingen der ser min sårbarhed, og kan misbruge den. Det gør også at jeg reagere uhensigtsmæssigt overfor andre mennesker, især mænd (også kærester). Har svært ved at begå mig socialt, jeg skal hele tiden leve op til andres forventninger om hvem jeg er, eller burde være. Det er sgu hårdt at holde den facade konstant. Inde bag facaden befinder der sig en lille skrøbelig pige, som er ved at hele og bare ønsker at blive accepteret som den hun er, uden følelsen af at blive set ned på “hun er da sær”- gud hvor ville jeg ønske alle vidste det. Så kunne jeg måske bedre slappe af, når jeg færdes udenfor min dør og lære at leve livet ligesom dig……!
Nej det er ikke en undskyldning for den jeg er. Det er heller ikke for at skabe opmærksomhed eller medlidenhed. Det er bare en lille del af mig, der havde brug for at få det ud i lyset. Ingen er skyld i den jeg er, retningslinjer blev bare lagt for mig, gennem hele min barndom. Jeg kunne jo bare have valgt den anden vej eller kunne jeg?

Den lille tåre, som ingen ser
falder mens andre ler
selvom den falder tungt til jord                                                                                                                                 betyder den meget mere end ord….

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *