Når samvær og deleordning trækker tænder ud….

Jer, der følger troligt med herinde i mit lille univers, ved at, er der noget jeg kan få en over nakken for, så er det når jeg deler MINE holdninger, tanker og følelser, specielt i forholdt til min ex og ikke mindst til hvordan mine børn bør passes og trives bedst. Utroligt egentlig, men sandt er det, desværre…. Men det holder mig nu ikke tilbage, og i dag  er ingen undtagelse.

Det kan uden tvivl være meget forvirrende og hårdt for børn (i alle aldre), når forældrene i vælger at flytter hver til sit. For mine børn var det dog ikke den store omvæltning, da deres far alligevel aldrig var hjemme eller fortog sig noget med dem. Han var chauffør og sov ude til daglig. Weekender og ferie brugte han på sig selv. Sådan følte jeg det ihvertfald. Til gengæld slap børnene (os alle) for den dårlige stemning og skænderierne.

Jeg fokuserede meget på at skabe en tryg base for dem, men så der også var plads til samkvem med deres far. Desværre kom det først rigtig op at køre 2 1/2 år efter vi var gået fra hinanden. Børnenes far og mig, snakker fint sammen, men kun omkring børnene.

Jeg fandt min kæreste for et år siden og vi flyttede sammen i sommers. Det gik forbavsende godt, efter som det var nye omgivelser, ny skole, nye venner osv. Oven i det så var der en mand i huset også. Det tog lidt tid for dem, inden de turde at lukke ham helt ind. Tænk nu hvis han forsvandt igen, som de så tit sagde. Med tiden gik det op for dem, at han ikke kun var på “besøg”. Han vil dem virkelig og giver dem det de virkelig har behov for og ikke mindst har manglet.

Nu fik de også en anden opfattelse af hvad et godt og kærligt forhold var for noget. Det kendte de ikke rigtigt, da min ex og mig aldrig rigtig havde været kærlige overfor hinanden mens børnene så og mærke det. Hvis vi som forældre ikke kan vise vores børn, hvad et godt forhold indebær (accept, gensidig respekt, omsorg, vise kærligheden osv) hvordan skulle de så kunne lære det?

Nå tilbage…. Siden vi flyttede, har jeg måtte overtale børnene til at besøge deres far. Du ved den der, de ville egentlig gerne besøge ham, men samtidig ville de ikke. Børnene havde åbenbart følt et stort svigt, for de havde ingen tillid til deres far. “Han har alligevel ikke tid til os”, “gider ikke at lave noget med os”. Det var de ord jeg altid fik i hovedet. Jeg valgte at holde den på den gode side. Jeg fortalte at han elskede dem og at de skulle give ham en chance for at bevise det og tage afsted.

De var hos deres far hver anden weekend, men som tiden gik, kom det desværre tilbage til de gamle vaner. Deres far aflyste aftaler, og var ikke interesseret i at bytte weekend. Og en enkelt eller to gange, var det pga at børnene havde været syge. Egentlig er det fint nok at aflyse fordi man skal noget. Men nu når børnene i forvejen ikke har tillid og tryghed, er det måske ikke det mest hensigtsmæssige at gøre eller?

Der går automatisk længere og længere tid mellem besøgene. Fint nok man gerne vil med til den der Bierfest eller 40 års fødselsdag. Men når man har sine børn så lidt, så må man kunne tilsidesætte ens egen behov, som alle andre forældre også gør til dagligt (selvfølgelig til en vis grænse). Eller i det mindste tage imod og bytte weekend, så ventetiden ikke bliver så lang, for børnenes skyld.

Ja ja alle børn har ret til samkvem med begge forældre. Jeg ville heller aldrig nogensinde forbyde dem at have kontakt eller se deres far, tvært imod. Jeg vil gerne have de har det, så de ikke senere føler svigt og føle at de mangler noget. Lige som jeg gør… (er selv skilsmisse barn uden kontakt til min far).

Men hvad gør jeg når de nægter at besøge deres far? Den eneste forklaring jeg kan få fra dem, er at de kede sig “Han gider ikke lave noget med os, sidder bare med sin telefon” siger de. Og så virker han sur og skælder meget ud (Det gør jeg da også 😛 ) Når jeg snakker med ham om det, får jeg at vide, at han ikke har råd til at foretage sig noget med dem hver gang de kommer. De får da det de ønsker at spise, som regel grillbar eller den gyldne måge.

Jeg vil ikke blande mig hvad de laver og spiser når de sammen. Det er noget deres far må styrer. Men men børnene har masser af social aktiviteter til daglig, når de er skole, leger med venner, fritidsinteresse osv. Tror nu mere det de mener er at de har brug for bare at have deres far, hans nærhed og opmærksomhed. Bare lave noget ham alene (og selvfølgelig hans kæreste) som gå ture, spille spil, hygge med film – bare at mærke han er tilstede hos dem….

Jeg ved deres far ikke vil tvinge dem til noget, heller ikke samkvem. Han vil det bedste for dem lige som jeg vil. Om det så betyder at man skal trække i nødbremsen, er vel underordnet. Så længe det er for børnene skyld og ikke de voksnes. I bund og grund så handler det om at lave nogle gode aftaler, hvor man tilgodeser børnene og deres behov så de trives bedst. Hvilket ikke altid er tilfældet med en “halv” far eller mor.

Kom gerne med jeres indput her – mening og evt oplevelser. Jeg  er virkelig en frustreret og bekymret mor !

God aften 🙂

 

 

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *