Warning: Use of undefined constant ddsg_language - assumed 'ddsg_language' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/livgivende.dk/public_html/wp-content/plugins/sitemap-generator/sitemap-generator.php on line 45
Super woman vs reality!

Super woman vs reality!

9964c3cb1618160232a66ad88703476eJeg har ladet bunken med det usorteret vasketøj være, og placeret mig i hjørnet af sofaen. Om det er fluen der summer rundt, alle de indlægsideer jeg har, som jeg ikke kan eksekvere pga den sparsomme tid, den lille ny pige i huset, det stykke gulerod jeg ikke kan få ud af mit tandkød, eller om jeg bare ikke er træt nok til at kunne sove .- jeg ved det ikke. Men det hjælper i hvertfald ikke at jeg småstresser over at jeg burde sove, for i morgen kommer en ny dag, hvor jeg skal være frisk og overskudsagtigt, da jeg er ene mand på voksenpinden med både børn og dyr i min varetægt.

Jeg er fan af ferie og fridage men alligevel glæder jeg altid til at hverdagen kommer igen. Glæder mig til de faste sengetider, madpakker og mere struktur end der er i fridagene. Men glæden er der ikke alene. Det er en smule angstprovokerende og skræmmende, ja angsten ligger stadig på lur. 

Hvorfor nu det – Tjo alle ved godt at en super woman altid er glad, og glæden smitter af på andre. Hun har overskud til alt og hjælper selvfølgelig hele familien, venner – ja alle andre, så de har det godt. Hun kan håndtere alle kriser, også andres og hun vil aldrig vise sine børn eller mand hendes frustrationer, sårbarhed, vrede eller at hun er udkørt.  

Hvordan fanden er det så lige, at jeg er blevet til den mindst super woman agtig overhovedet??? Mig, som så gerne vil være super woman og gøre alting rigtigt – også selvom det følelse forkert for mig selv. Hende speltmor der har så meget rygrad og overskud at hun kun fodre ungerne hjemmelavet grov-boller og øko-grød. Hvor grøntsagerne selvfølgelig kun kommer fra eget drivhus, der kun er indkøbt til at ligge de kedelige billeder op på fjæs. Huset og haven er altid rengjort til mindste detalje, så billederne høre hjemme i mode-kataloget. Tøjet og make up er perfekt hver dag, der deltages i alt og ungerne underholdes konstant…. Aaa men hvordan gør de alle det? Hvor finder de overskuddet henne? Eller er det bare mig der er retaderet og doven….!

Har alle de her øko-spelt mødre så heller de forbudte følelser? Alle de ulykkelige, triste og desperate følelser. For slet ikke at nævne de slemme/vrede følelser. Dem der i fortvivlelse kan få dig til at hæve stemme. Dem der kan sætter et mærke hos ens børn og/eller partner. De udbrud der får ens børn til at reagere med gråd og modstand, fordi de fornemmer noget men er for små, til at forstå. Dem der får kæresten til at trække sig væk eller starte et skænderi, der sårer mere end det løsner. Hvordan og hvor langt kan man som menneske blive ved at gemme alt det væk, bare fordi man har en title som mor?  

Dem der hiver tårene ned af kinderne (men kun når man er alene). Kender i det? Den gråd der er så ubehagelig at komme af med, men alligevel så lettende at byde velkommen. Den gråd der i flere timer, eller måske endda dage, har sat sig godt og grundigt fast som en stor, gigantisk klump i halsen og blokerer luftvejene. Den kvæler dig lige så langsomt!!! Du søger efter luft, men der er ikke plads eller tid til dine tårer.. Til at være nedtrykt. For du er jo nogens mor og kæreste. Du skal være der for dem alle. Ikke hvilken som helst men dine helt egne højt elskede børn og kæreste. 

Jeg er blevet slået ud – er fuldstændig ukampdygtig. Jeg snakker ikke med nogen om det. Jeg holder det egentlig hemmeligt (indtil nu!!) for jeg er flov over det. Det er sgu grænseoverskridende, det er slet ikke mig det her – jeg har ikke lyst til at være den… Det er jo ikke noget man bare snakker om, man skal helst kunne det hele, være super woman. Så jeg føler mig sgu en smule begrænset og alene i det her med alle følelserne og tankerne. Er det fordi man som mor giver så uforbeholdt meget af sin kærlighed væk til de små væsner, at man pludselig står tilbage nærmest helt tom og med følelser af at der er hul indeni? Så dyb at selv alverdens kærlighed ikke føles som nok til at fylde hullet.

Måske er det bare mit behov for bekræftelse der er steget med 200 % efter jeg har fået smag for det – et umenneskeligt stort behov for at blive set, hørt, bekræftet og fysiske kontakt. Er jeg bare et lille sort monster der alene lever på andres accept, bekræftelse og kærlighed – og bare vil have mere og mere af det? Får jeg det ikke så begynder de stærke følelser at buldre løs og den sorte spiral overtager dagens lys….!

Jeg tror nu bare at jeg i den grad hungre efter et tegn på at min hønemor kamp er det hele værd – at min kærlighed er gengældt trods mine svigt og manglende overskud til at ordne alt det jeg burde gøre dagligt. Er jeg virkelig den eneste der ikke kan rumme alle de skide følelser? Og ikke har overskud til at frembringe de perfekte insta -venlig billeder af hus, have, børn ja livet generelt. Hvem er super  øko-spelt woman? For jeg er det sgu ikke, jeg prøver men det lykkes ikke. 

Er jeg så en dårlig mor og kæreste eller bare et ualmindelig følsom væsen? Måske ligefrem egoistisk fordi jeg ikke kan styre mig selv og vælger at lægger låg på mig selv, indtil de små poder sover. Hold op, hvor kan jeg ævle en hel masse om meget lidt – nu vil jeg klappe i, forsøge at få foldet det skide vasketøj, lavet mad og få sovet.

Godnat 🙂

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *