Jeg var begyndt at give mig selv high five, fordi jeg har overlevet visse ting. Synes selv jeg var ret velfungerende, med forbehold for de der almindelig småting. Men bedst som jeg troede jeg havde fundet min indre ro, blev jeg sat af på sidesporet igen.
Jeg er lige nu i en periode hvor det er fandens svært at bo i mit hoved – mit selvkritisk jeg er vendt tilbage og jeg sætter alt for høje krav til mig selv. Urealistisk og perfekte krav, der ikke gør en skid andet end at spænde ben for mit selvværd og min livskvalitet.
Tror jeg altid har haft en snert af utilstrækkelighed og været meget sensitiv. Noget der stammer helt fra da jeg var ganske lille – Okay det er jeg stadig… Så fra da jeg var barn. Ikke at jeg har haft en dårlig barndom, men der har været visse ting jeg gerne ville have været foruden, fordi det er noget der stadig stikker i mig, selv efter så mange år.
Jeg høre ofte at jeg er en pige der kan tåle lidt at hvert, du ved den der hårde type. Det er nok mest pga min væremåde og min nok så store kæft at selv Kim Larsen er misundelig… Nope, velkommen til min beton beklædte facade. Bag den er der en lille skrøbelig pige med et enormt behov for tryghed, stabilitet og omsorg. Det er kun i stilhed og alene, hun lukker op for sluserne.
En del dage føler jeg mig ikke god nok. Ved ikke om det skinner igennem til dig, men ved at det gør det hos kølemanden. At jeg sammenligner mig, mit liv, mit forhold med alle andres nok så perfekte liv, kombineret med alle de “nederlag”, og en form for psykisk tortur (grunden til det kommer ud, når jeg er klar til at dele det offentlig) alt det, gør at det meget svært at mestre og rose mig selv når noget lykkes, fremfor at finde fejl og mangler.
Jeg ser dagligt hvor meget kølemanden får udrettet og arbejder sin lille røv i laser hver eneste dag. Samtidig er han der for alle andre, der sker konstant noget ved ham. Jeg kender ikke nogen, der kan jonglere med så mange bolde på en gang. Og hvad laver jeg? Tjo fedter lidt rundt med at gøre det sidste færdig på mit studie, laver lidt ædelse, almen husligt- og have-arbejde (som alle ved, jeg ikke mestre godt), råber lidt af ungerne og hjælper kølemanden på de få område jeg kan lige pt. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne leve op til hans tempo, udfoldelser, hans livsstil?
Jeg kan sagtens glæde mig på andres vejne og under dem deres succes. Egentlig er det ikke jalousi som skære i mig. Det er mere følelsen af ikke selv at være så god – i det hele taget god nok. Det stikker inde bag ved selvværdet og gå-på-modet. Lige der hvor usikkerheden sidder sammen med pigen der blev mobbet og de hygger sig – men så begynder de to at tale sammen….!
De får mig til at føle mig som en genstand uden følelser eller ikke ret til at handle udfra dem. Jeg lærte i en tidlig alder at jeg skulle spille flere forskellige roller og agere som voksen = usammenhængende identitet. Mit lave selvværd og fortvivlelsen gør at jeg gentagende gange lader folk bruge mig som dørmåtte, hvordan siger man sige fra?
Gad vide om det er derfor jeg er mistroisk og har et stort behov for at have kontrol? For mister jeg kontrollen, mister jeg mig selv, bliver trådt på og holdt for nar. Det giver mig angst – angst for at miste, så heller selv give slip….
Jeg er rædselsslagen for at sove, fordi drømmende er så realistiske og rammende. Panikangst, søvnløshed og tankemylder er bare toppen på listen af de oplevelser de giver mig. Jeg bliver fanget og kvalt. En enorm følelse af magtesløshed indtræder og det får mig til at trække mig!
Det er sgu da en uklædelig egenskab jeg har fået mig og jeg hader virkelig at fortælle om det, for det gør mig både svag og pinlig. At man som voksen, mor til to, har det sådan, trods det slet ikke er den person jeg vil være. Jeg har 47.000 gange sagt til mig selv, at jeg ikke vil være sådan, men det er sgu som alle andre dårlige vaner – pisse svært at slippe af med. Men for fanden hvor det hjælper at få det ud, selvom det ikke gavner noget, tværtimod…
Det ændrer nu ikke på, at jeg aldrig helt slipper af med nogle af de traumer som ligger og ulmer under overfladen. Det vigtigste er vel bare, at jeg selv lærer (og det prøver jeg på) at de mennesker jeg møder i mit liv, som bliver lukket ind, ikke skal slås med mine skeletter i skabet. At de ikke kommer til at betale for den lorte “fest”, som de aldrig har deltaget i.
Langt de fleste af os har ar på sjælen, spørgsmålet er bare hvordan folk tackler dem. Nogle lader sig definere af dem, mens andre har lært at leve med deres eksistens, accepteret dem og lader dem ikke fylde ret meget. Det sidst nævnte er den opskrift jeg arbejder med. Ja den er lang og hård. Man kan hurtigt ofte få lyst til at give op på ruten – But I won’t, er jo bare endnu et nederlag 😛
Beklager det usammenhængende indlæg, men skulle ud med alle de tanker. Hmm…. måske jeg skulle få fat en i hjernevrider….!
Over and out 🙂