Endnu et tabubelagt emne er abort. Sådan føler jeg det i hvert fald. Jeg har fået foretaget en provokeret abort for 13 år siden. Jeg følte ikke jeg var klar til at få et barn, Det var det man i dag kalder en ups´er. Jeg havde det egentlig fint med min beslutning den gang. Da jeg først fandt ud af det og fik det bekræftet ved lægen, var jeg sådan set ikke i tvivl om hvad jeg skulle.
Jeg mødte op på sygehuset tirsdag d. 16.1- 2001 til en samtale. Jeg fik en pille med hjem jeg skulle tage dagen efter. En pille der ville slå mit foster ihjel. Det var sgu underligt og kan huske det tog alligevel lidt tid for mig at få den pille slugt. Det gav en underlig følelse i kroppen, som om man var syg og alligevel ikke syg.
Fredag d.19.01-2001 mødte jeg så ind på sygehuset kl. 9.00 om morgen hvor jeg fik en stik pille. Denne pille satte gang i det hele. Jeg fik det der minder om veer, sammentrækninger og voldsomme smerter i maven. Jeg blødte voldsomt meget. Rendte meget på toilettet, fordi det bare rendte ud af mig. Pludselig da jeg sad på toilettet, fik jeg en meget voldsom smerte, og en flod stod ud i toilettet. Jeg tilkaldte en sygeplejeske, som kom og bekræftede at det såkaldte “barn” var kommet ud. Nede i toilettet lå en lille klat og svømmede rundt mellem blodet. Den lille snot-klat var mit “barn”. Pludselig blev jeg ramt af sorg, blev meget ked af det, men holdt det for mig selv. Ingen skulle se hvor følsom jeg var. Jeg blev sent hjem efter dette, men ville fortsat bløde en uge til to fik jeg at vide. Hvilket jeg også gjorde.
De efterfølgende dag var jeg meget præget af skam og skyldsfølelse. Jeg var meget ked af det, og græd snot i lange baner. Jeg delte bare ikke mine følelser eller sorg med nogen. Jeg lå alene i sengen om natten, kun omgivet af snot-papir, tonsvis af snot-papir. Jeg var bange for de ville kalde mig uansvarlig. Bange for de ville bebrejde mig for ikke at passe ordentlig på. En abort er jo frivillig, så hvis jeg havde det dårligt med det, skulle jeg måske have valgt anderledes. Tror det er det mange andre sidder med de tanker og derfor ikke taler om det i offentligheden.
Min daværende kæreste var ikke til nogen hjælp. Han havde ikke evnen til empati for andre. Ej det er måske at være hård. Jeg tror faktisk ikke han forstod hvad det egentlig gjorde ved mig. Hvordan skulle han også kunne det når jeg ikke åbnede mig. Jeg åd sorgen selv og har gjort det i mange år, den smager sgu ikke godt og giver kun brækfornemmelse. Det har ligget dybt i mig, naget mig ubevidst. Noget jeg aldrig har fået bearbejdet. Noget jeg den dag i dag stadig kan sidde og græder over når jeg tænker på det.
Jeg har egentlig ikke fortrudt mit valg den gang, for det var, det helt forkerte tidspunkt i mit liv. Jeg har nu to dejlige børn og ved nu hvor meget børn beriger ens hverdag, ja hele ens liv. Et evigt “give og få” af den ubetinget kærlighed, der er mellem børn og deres forældre. Det er med til at jeg stadig får skyldsfølelse og skam over det jeg gjorde. Det har været en meget voldsom oplevelse for mig, noget jeg aldrig kan glemme. Men det gør det ikke til et tabu-emne. Jeg er ved at lære at tackle de følelser, der kommer op i mig når jeg tænker på det. Jeg kan ikke slippe tanken. Der vil altid være dage hvor den kommer, nætter hvor jeg drømme. Men jeg kan lære at sætte ord på, så følelserne ikke er så overvældende. Så jeg kontrollere min reaktion på det. Noget jeg skulle have gjort fra starten. Men dengang var jeg pligtopfyldende, ansvarsfuld og gjorde hvad andre mente var rigtigt. Alt dette ville falde til jorden hvis jeg fortalte sandheden. Jeg ville fremstå som et dårligt menneske…..
Nej jeg er sgu ikke et dårligt menneske. I hvert fald ikke værre end andre. Jeg var ansvarsfuld den gang, fordi jeg tog en god beslutning. Jeg havde langt fra et stabilt liv den gang. Ingen fast arbejde, ikke et godt parforhold, ikke rigtigt et sted at bo. Kort sagt kunne jeg ikke tilbyde en værdig tilværelse for mit barn, så det tog jeg ansvar for. Jeg var ikke klar til at kunne vende det på 9 måneder, så måtte vælge den næst bedste valg. Bestemt ikke noget jeg var stolt af, men var den eneste rigtige at gøre for mig og “barnet”. Jeg er bestemt ikke tilhænger af abort, men man er nød til at tænke over om man kan give et barn en værdig tilværelse. Alt prævention kan svigte og det har ikke noget med modenhed eller ansvarsfuld at gøre. Det træder først i kraft når du tager den rigtige beslutning for dig, med “barnet” i bagtankerne.
God Weekend til jer alle.