Alkohol – din kælling !

Er det overhovedet muligt at have et ordentlig socialt liv i Danmark, hvor alkohol ikke er en integreret del af vores sociale arenaer? Kan man deltage i festligheder uden det er omkring flaskerne? Det enkle og klare svar er JA!

Udtryk som “Hold kæft hvor skal jeg være fuld i aften” spyttes ud af kæften helt naturligt, lige som det er at gå toilet og sende en neger på kanal- rundfart….. Man kan efterhånden ikke en gang tage på kaffebesøg ved de gamle, uden alkohol er en del af det.

Vi kender alle sammen dagen derpå, hvor vi siger “Jeg drikker aldrig igen”. Ligger i sengen/sofaen, total værdiløs og har selvmedlidenhed. Jeg har ikke kun besøg af de gale tømre på over-etagen, jeg har også en Bermuda trekant i kraniet. De ellers festlige ting der er sket aftenen før, ender i Bermuda trekanten – pist væk.  Min bankkonto led også voldsomt under de mørke huller. Hvad fanden er så egentlig pointen i at drikke?

Jeg har i mange år drukket alkohol, lige som alle andre gør. Da jegtog min første uddannelse boede jeg på skolehjem. Det var sgu en stor fest. Der røg hurtigt nogle liter af det organisk opløsningsmiddel indenbords til diverse festlig arrangementer, de fleste var selv-opfundet 😛  De fleste skoledage blev gennemført med den vildeste høstak og pandaøjne (mascararester). Og når de gale tømrer havde fået fyraften, jeg havde fået et bad og ny krigsmaling på, ja så var Frøken Panda sgu klar igen.

Som tiden gik blev mit alkoholforbrug værre og værre. Jeg drak meget uhæmmet, kendte ikke nogen grænse – kun det at falde omkuld. Hverdagene blev også inddraget. Selv når jeg var oppe ved min hest endte det oftest i en stak bajer. Det kostede nogle vilde spritture i min gamle røde Corsa. Det er sgu ikke noget jeg er stolt af, tvært imod, men er bare nød til at erkende at jeg har gjort det.

Alkohol har været tæt på mig fra barnsben af. Det eneste jeg kan huske om min far, er at han læste avis og de mange daglige øl han indtog. Da mine forældre blev skilt, begyndte min bror at drikke. Han drak uhæmmet og i smug. Det tog også hurtigt overhånd for ham. Han har drukket lige siden og er den dag i dag alkoholiker. Jeg har set hvordan det starter, hvad det gør ved folk (fysisk, psykisk, abstinenser, pårørende mm), set hvordan flasken overtager mere og mere af ens liv.

Det organisk opløsningsmiddel overtog også store dele af mig. Det var min måde at flygte på. Når jeg havde en dårlig dag/var meget presset, noget gik mig på, når følelserne pressede sig på. De dage hvor jeg vidste jeg ville græde mig selv i søvne, drak jeg for at undgå det. Der er ikke ret mange der ved hvor meget jeg egentlig har drukket, men lad os bare sige det var for meget. Det er ikke noget jeg er stolt af, derimod er det nedværdigende for mig – at jeg ikke har kunne styrer det – drikke hæmmet og i ordenlige mængder. Men mit forsvar er, at jeg havde så meget brug for at føle mig normal og glad… bare for et par timer….!

Det har bare været det eneste tidspunkt, hvor jeg har været glad. Det lyder dumt, ondsvagt, svagt, frygteligt men jeg har bare ikke kunne finde glæde i noget der ikke indebar alkohol…. Indtil jeg blev gravid. Først der fandt jeg en erstatning, noget der kunne få mig til at stille flasken på hylen.

De sidste 10 år har jeg stort set været alkoholfri. Eller det vil sige for 8 år siden drak jeg 4 glas vin til mit bryllup, ellers har jeg været alkoholfri. Det har bare ikke altid været let og smertefrit for mig. Der var/er stadig mange lumske flasker undervejs, jeg kan risikere at snuble over.

At jeg ikke drikker, betyder så at jeg nu mærker mig selv og mine følelser. Det er sgu hårdt at skulle føle så intenst hele tiden (når man er sensitiv). Så jeg har fundet andre måder at nedsætte min egne følelser. Jeg ser f.eks. enorme mængder film/serier, når det er slemt. Jeg læser også bøger (koncentrationen halter bare lidt) Ved disse ting kan jeg fjerne opmærksomheden fra hvordan jeg har det, distrahere mig selv fra mine egne følelser, underligt men det virker.

Mit liv gennem mange år med en mand der drak meget, har ikke altid gjort det let. Det endte altid i voldsomme skænderier og psykisk terror, ikke noget der modvirker lysten til at drikke. Men jeg holdt fast i Minnesota modellen – nemlig aldrig at røre alkohol igen. For jeg var sikker på, at hvis jeg tog en enkelt øl, meldte trangen sig til at drikke sig i hegnet igen. Jeg ville så være hooked og toget stopper først når jeg ligger i rendestenene. Det ville jeg aldrig kunne byde mine børn….

Det sociale pres – de mange spørgsmål, uforståenhed overfor ens valg, kan tynge mig meget. Men dem der virkelig vil mig noget godt, acceptere mit valg.

Hvad er dine erfaringer med alkohol? Fylder det meget i dit liv og hvorfor/hvorfor ikke ?

God aften derude 🙂

P.S.  Jeg har et par gange i år, prøvet at tage en øl, men med samme resultat. Lysten til mere, er stadig for stor, så tilbage til vandvognen. Jeg tør simpelthen ikke andet, for hvem siger jeg kan drikke hæmmet og begrænset nu?