En ny uge er startet – en frisk start, eller det troede jeg. Weekenden har budt på en ordentlig tur i følelses-karrusellen og det tyder på at det fortsætter. Det er specielt to ting, der har starte hele denne karruseltur. Jeg har det dårligt med det, at det alligevel kom så vidt. Føler virkelig jeg har fejlet stort denne gang. Men er samtidig også nød til at erkende, det har åbnet mine øjne, for en meget vigtig ting her i livet.
Når jeg tænker på “forpligtelse eller at binde sig” kommer der per automatik et ord op, Fobi. Jeg var ved at starte dette indlæg med at skrive, at jeg er bange for forpligtelse, men jeg er ikke sikker på, det dækker det. Egentlig er forpligtelse/binde mig, en ting der vil sætte mig “fri “, men trods det holder jeg det alligevel på afstand. Søger mod grønnere græs, andre horisonter, mens jeg forstiller mig, at mit liv er indhyllet af omstændigheder, der ikke er mine.
Det med forpligtelse er, at det ikke kommer uden tilknytning… tilknytning af bestemmelser. Når du begår/binder, åbner du dig op til muligheden for skuffelse. Altså hvis du virkelig, og mener virkelig, vil noget og ikke får det – knusende skuffelse. Hvis du elsker nogen, virkelig elsker med alt, og de så ender med at forråde dit hjerte – Rædselsvækkende skuffelse. Hvis du forpligter dig til en ny livsstil, og du ikke følger den – skuffelse, dog din egen, men stadig skuffelse. Alt skuffelse er forbundet med smerte.
Forpligtelse kommer ikke uden sine små potentielle konsekvenser. Det er lettere at tro, at hvis du aldrig begår eller binder dig, så vil du ikke lider så meget. Hvis du vil have noget, men altid holder dig åben til en anden ting, så er sikkerhedsnettet altid den anden ting. Hvis du holde dit ene ben klar lidt udenfor døren, klar til at flygte på den mindste chance for skuffelse, kan du forlade det uden at forstyrre for meget. Det er en escape hatch – ikke den bindende ting. Den efterlader dig åben, til at trække med skuldrene og siger til dig selv, “Nå ja, jeg ønskede det ikke alligevel”….!
At forpligte sig til et projekt, en person, et job, en placering betyder noget, du springer ud over klippen. Helt uden at vide hvor du vil lande. Hvis du aldrig forpligter, vil du altid have kontrollen. Du vil vide hvor langt du kan lade dig selv gå, før du begynder at trække dig tilbage – tilbage til det velkendte. At forpligte med entusiasme er sgu skræmmende. Det er her du er nød til at stole blindt på dig selv, se dig selv bevæge dig hen imod en dag til dag handling, uden at vide hvad der vil ske og hvad resultatet vil blive. At give slip på denne kontrol er svært, og jeg slipper ikke de fleste af dem uden en kamp.
Forpligtelse, at binde mig, er mit Mount Everest, en truende bjergtop jeg ikke helt kan erobre. Jeg forholder mig ubeslutsom og udfylder mine pauser med “Jeg ved ikke”, “måske” og “vi vil se”, som om jeg prøver at stjæler mere tid. Trods jeg ved, at den stjålne tid/ventetiden er tiden jeg mister og ikke vil får igen. Jeg er “nærig” med min kærlighed og mine forpligtelser. Det er noget jeg har lært at gøre, da jeg var ung, da jeg var alt for følsom overfor lune mennesker, verdenen og usikkerheden om alt. Jeg lærte at beskytte mig selv, at holde alt og alle en armslængde væk. Hvis nogen/verden ville såre mig, ville jeg være klar. Jeg har det stadig trykt på mig, og jeg bliver ved med at prøve , at løsrive den “sandhed” fra min hud. Jeg lære stadig at være åben overfor mennesker og situationer, men elsker samtidig også at opretholde min styrke. Jeg lærte at hærde mod verden, men nu skal jeg lære at blødgøre. Jeg har aldrig kendt blødhed, rigtig kærlighed, forpligtelse og hengivenhed og opholdt mig der længe nok, til at lære det at kende, uden kun at kende smerten. Det er som om jeg kan elske en person, et sted eller et projekt, så længe jeg er sikker på, at jeg også kan unlove it, indtil jeg ser nødudgangslemmen, så skubber, skubber og skubber jeg væk….!
Denne modstand jeg føler til forpligtelse, at binde mig, er det bare en indikation af, hvor meget jeg egentlig har brug for det i mit liv? Jeg er nok nødt til at forpligte mig til engagement, OMG! Selv om det er skræmmende og jeg ikke ved hvad resultatet vil blive, er jeg nødt til at vide om det er det værd – bare for at vide, at jeg kan gøre det. Vige bort fra potentialet i skuffelse fører (helt poetisk) kun til et meget skuffende liv. Fandt jeg mig selv i slutningen af mit liv, uskadt, uplettet fra mine år, ville jeg ikke engang være stolt på nogen måde. Havde jeg derimod forpligtet mig nådesløst til de dele af mit liv, der har brug for hengivenhed, ville jeg nok ikke engang bekymre mig om resultaterne. Jeg ville nok bare bekymre mig om forfølgelsen af det. Jeg ville være glad for at jeg havde gjort de ting, som jeg havde ladet livet slå mig med. Livet kommer alligevel til at slå mig på nogle punkter, og jeg kommer ikke ud af det i live. Så kan jeg vel lige så godt “go down with a fight” eller ???
God aften til jer 🙂