Det som føles som en af de største kriser at komme igennem, et brud af dimensioner, er en skilsmisse. Ja ja det var min beslutning, men det gør bestemt ikke lettere. Man har fælles børn, minder, venner og familierne er flettet ind i hinanden. Man har fælles bolig og økonomi som bare bliver flået fra hinanden. Nej man skal ikke blive sammen for enhver pris, men heller ikke bare smide håndklædet i ringen uden en kamp først. Vold fysisk som psykisk samt anden svigt i ægteskabet, giver ikke andre alternativer, end at komme væk i en rasende fart og måske søge hjælp og støtte til dette.
For mig var hverdagen mere ulykkelig end lykkelig. Når først ens partner lyver, fortier og bedrager. Ja selv kommunikationen var kørt helt af sporet, vi var begge klar over det og terapi hjalp heller ikke. Tja så der var kun en vej vist – se at kommer videre. Ja skilsmisse tager tid, faktisk viser undersøgelserne at det tager gerne 2 år at kommer videre.
Troede det værste var at skulle fortælle det til sine børn. At sætte sine elskede børn i den situation, at de fra nu af og resten af deres barndom aldrig mere skal opleve at have deres mor og far under samme tag. Jeg har altid sagt at mine børn ikke skulle igennem det samme som mig. Jeg er slev skilsmissebarn (ikke på den gode måde) og nu udsætter jeg mine børn for det samme. Det gør sgu ondt i mit moder-hjerte. Føler stadig jeg fejler/svigter på det grundlag, selvom jeg virkelig har prøvet og der var ikke andre muligheder.
Jeg har skulle sluge mange kameler og er sikker på det har min ex også gjort. Det er en meget stor beslutning at ønske skilsmisse, og det er ikke den lige lette vej, men en vej fyldt med krinkelkroge, smerte, ensomhed, frustrationer, afvekslet med lettelse og godt mod, der pludselig igen kan afløses af den dybeste afgrund. Det der har fyldt mest ved mig, var mine følelser…. Sorg, vrede, uretfærdighed, fortvivlelse, især skyldsfølelse osv det var meget uoverkommelig……
Det var en stor omvæltning for børnene og mig. Det var meget vigtig for mig, at der blev tænkt hvad der fremadrettet ville give størst mulig tryghed for børnene, deres behov for tryghed og følelsen af at have en base, samt samværet med deres far. Det skulle vise sig at være en evig kamp, som nu er endt med at jeg er total fyldt op….. Fyldt op på ny af frustrationer, sorg, en form for vrede, fortvivlelse, skyldsfølelse osv. For fanden da også, det gør ondt, den pisse skyldsfølelse, følelsen af at have fejlet/svigtet, er ikke til at bære. Inderst inde ved jeg godt, jeg ikke kan gøre noget anderledes.
Omkring samværsondringen har mit fokus hele tiden lagt ved det der var bedst for børnene og ikke mig som forældre. Det er deres behov der skal opfyldes og ikke forældrenes behov. Børn har ret til både deres mor og far, den holdning vil jeg altid have. Men det var som at slå i en dyne. Jeg kom ingen steder med det. I starten var jeg med under samværet. Min ex ønskede det, og jeg tænkte det nok var fordi han ikke var så tryg ved at være alene med børnene. Det ville kun være en periode, og så kunne de selv.
Jeg må nu to år efter erkende at jeg endnu en gang har været for naiv og kun er blevet udnyttet. Jeg blev kun brugt til at hjælpe med børnene, så han fik mad på bordet og andre praktiske ting. Lidt det der “lege familie” igen. Det sidste års tid overholdt han ikke en gang aftalerne. De samme følelser som under skilsmissen kommer op i mig igen….Tja selv tårene kommer….. Hvorfor fanden kan den mand blive ved med at ramme mig på den måde? Det er ikke en gang mig han svigter, men sine børn. Men det er mig det gør ondt på, hvorfor?
Jeg ved han er et menneske af kød og blod og har følelser et sted. Men helt ærligt det er hans børn, hans eget kød og blod, forstår bare ikke hvordan man kan være ligeglad med det. Måske mig det er fuldstændig fra snøvsen her. For 14 dage siden havde vi en aftale om at han skulle have børnene ned til sig. Han blev bare væk og da jeg så tog kontakt til ham søndag aften, fik jeg bare det her smidt i hovedet “Jeg kan ikke tåle at se dig glad, derfor vil jeg ikke se eller snakke med mine børn fremover” Jeg var total målløs. Fik så efterfølgende at vide de kunne hver især kontakte ham efter de var blevet 12 år hvis de ville. Ja right, den ene må om tre år, den anden skal så yderlig vente tre år…. Come on hvad sker der lige der…. Og alt sammen bare fordi jeg er kommet videre og har fundet en ny kæreste…..
Siden hvornår er det blevet forbudt at kommer videre og være glad? Det der pisser mig mest af er hans kommentar “Jeg fornemmer den nye kæreste virkelig er noget alvorligt, der kan holde længe. Dejligt du endelig glad igen, men jeg kan bare ikke acceptere det” og så er det oveni købet børnene der bliver straffet…. På min lykke….. Ved godt at deres glæde kommer gennem min glæde, men alligevel føles det som at få en kniv i hjertet og så lige få den vredet rundt et par gange…
Ved godt jeg ikke får nogle svar herinde fra, men jeg skulle bare have det ud, de tanker og frustrationer fylder bare så meget…
God aften derude 🙂