Jeg vågnede af lyden af vækkeuret. Det havde været en lang og urolig nat igen. Jeg havde været vågen mange gange pga svedture, kvalme og generelt uro i kroppen. Sådan havde det været noget tid nu, men det var ligesom symptomerne forstærkes som tiden gik….
Jeg så mig selv i spejlet- mager, triste blege ansigt med mørke rander omkring de tomme øjnene. Jeg havde ikke energi eller lysten til at fortsætte med dagens gøremål. Det var en kamp for mig bare at komme op, synet af mig selv skræmte mig egentligt. Jeg havde i lang tid skubbet det bag mig, med begrundelsen “det er nok fordi det er første barn og skal lige ordentlig ind i en dags rytme”. Så bliver det hele bedre igen…. Ak jeg blev klogere med tiden. Man skal aldrig ignorer sin krop og de symptomer den kommer med….
Et bad, makeup og håret sat, så var der nok ikke andre der lå mærke til det frygtelig syn af mig. På arbejdspladsen var jeg tilstede og alligevel ikke. Jeg havde svært ved at holde fokus- koncentrationen var et fremmed ting. Alligevel formodet jeg at kunne smile på de rigtige tidspunkter, trods jeg tit og ofte slet ikke bed mærke i hvad der skete eller blev sagt.
Jeg kunne mærke jeg trak mig mere og mere fra fællesskabet- jeg blev mere og mere indelukket, det socialeliv var stort set helt væk for mig. Jeg havde det bedst hjemme, indenfor mine egne fire vægge. Det hele så sort ud i mine øjne- jeg kunne ikke se meningen med noget som helst mere. tristheden og ensomheden overtog mit liv fuldt ud. Først da jeg begyndte at få for mange sygedage og arbejdspladsen krævede lægeerklæring, tog jeg mig sammen og fik en tid ved lægen. Min læge så mig i døren og sagde uden tøven “den er da helt galt med dig”. Jeg brød sammen ved disse ord- Det kunne ikke skjules….. Så kom tanken, Du er alvorlig syg…….