Nu har de seneste indlæg handlet lidt om hvad jeg har været igennem. Men er det grunden til jeg er knækket ned? Tja ikke helt vil jeg siger. Gennem min terapi har jeg lært en del om mig selv. Jeg er langt fra færdig, men er kommet et stykke på rette vej, synes jeg selv. Min omgangskreds er også begyndt at kunne mærke en forskel nu 🙂
Jeg ser sådan på det hele. Selvfølgelig har jeg haft dårlige oplevelser, som ikke ligefrem har gjort det let for mig. Men den personlighed jeg har haft- delvis stadig har, er en kombination af noget der er medfødt, og dannelsen undervejs påvirket af opdragelse og omgivelserne.
Jeg har altid været den stille, genert pige, der har gået og passet sig selv. Jeg var god til at leve med mig selv, så sådan var det stort set altid. Jeg kan ikke huske jeg nogensinde har siddet på skødet af mine forældre fået kys og kram. Jeg er slet ikke i tvivl om at de elsker mig (i hvert fald min mor), men de havde nok en anden måde at vise det på.
Indtil mine forældre blev skilt havde jeg ikke mange venner. Kan kun huske to som jeg ind i mellem legede med. Efter vi flyttede og jeg kom i en anden skole, fik jeg pludselig flere venner, eller gjorde jeg. Nu hvor jeg tænker over det, havde jeg nogle enkelte drengevenner, som virkelig var der for mig. Pigerne var ikke noget jeg arbejdede så meget i, gør det stadig ikke. Jeg havde den gang svært ved at komme ind til pigerne, og blive accepteret af dem. Jeg gik ikke i modetøj, brugte ikke sminke osv hvilket var en nødvendighed….
Jeg brugte derfor meget tid på at “spille smart” være lidt som en dreng.Nu når jeg sidder og tænker/bearbejder det, så kan jeg kun se at jeg faktisk hadede mig selv. Jeg var aldrig god nok til nogen, var ikke pæn nok, skulle hele tiden bekræftes i hvad jeg gjorde var godt nok. Jeg slås stadig med det problem. Jeg ved at så længe jeg har de hadefulde tanker, der stille hvisker til mig konstant. Mine valg af mænd har afspejlet sig i mine tanker om mig selv. Hvis jeg ikke kan elske mig selv, hvordan skulle en mand så kunne det. Derfor har jeg ubevidst altid valgt de mænd der ikke gav sig fuldt hen til mig, ingen respekt og ingen kærlighed.
Jeg har sagt til mig selv, at jeg bare skulle tage en anden type mand, en som jeg normalt ikke ville falde for ved første øjekast. Så ville det blive godt igen. Nææ nej så let er det sgu ikke. Jeg har nu erkendt jeg må ud på en lang rejse. En rejse til stilheden- lukke støjen ude og roen ind, så jeg kan høre de stille tanker, og få sluppet dem. Lad dem drive væk med strømmen- lad floden skylle min fortid og tankerne væk. Det vil give mig mulighed for at elske mig selv. Først når jeg elsker mig selv og acceptere jeg ikke kan gøre alle tilfredse, vil jeg kunne lade andre komme helt ind til mig. Give dem chancen for at elske mig. Give dem mulighed for at være mit lys, som kan varme min sjæl, røre mig stille og blidt, som den forårs vind, jeg elsker.
Det er mit liv, ikke min mors, ikke naboens eller venners liv. Nej det er mit og jeg vil leve det, som jeg vil. Jeg er ved at finde mig selv. Det vil blive “grimt” for nogen, nogen vil have svært ved at acceptere mit nye jeg. Men jeg har lært at sige “Fuck dem”. Jeg kan ikke tilfredsstille alle. Ikke alle vil elske mig, ikke alle vil forstå mig, men jeg vil ikke længere være et styk kvæg, der bliver drevet rundt med, lukket i en bestemt boks. Jeg tager selv mine beslutninger og vælger selv hvilken vej jeg vil gå. Dem der forstår mig, acceptere mig for den jeg er og de valg jeg træffer, kan følge mig på vej ud i verdenen, med respekt for andre, livets mange facitter og forskelligheder. Livet er en lang rejse, hvor man hele tiden skal lære. Mennesker fejler, det er det der gør os til mennesker. Jeg har lært af mine fejl, blevet klogere på mig selv og ikke mindst lært meget af mig selv. Jeg er på rette vej nu, stærkere end nogensinde før. Det er aldrig for sent at starte på ny….
So here I come- dagen i dag er min første dag i mit liv.