En god ven sagde engang til mig, at når man var sådan én, som reflekterede meget over livet, så var det naturligt, at man af og til røg ned i sorte huller. Hvor man skulle tillade sig selv en tænkepause. Det råd har jeg tænkt meget over på det seneste, for han havde ret. Af og til har jeg dage, hvor jeg sætter spørgsmålstegn ved det meste og bare har lyst til at smide alt ud med badevandet og starte forfra. Kender du også det?
Men handler det ikke bare om at give slip? Give slip på frygten, tankerne, følelserne, glæden – ja jeg kunne blive ved. At give slip er vel det samme som at se virkeligheden i øjnene. Det er den eneste måde vi kan overskue situationerne, på en realistisk måde. Ved at give slip begynder jeg at kunne skabe en positiv reaktionskæde, som tillader mig at træffe gennemtænkte beslutninger. Det var de vise ord jeg fik med på vejen…. Først når jeg giver slip, ville jeg kunne åbne døren til det inderste kammer helt. Jeg troede faktisk jeg havde lært at give slip. Jeg var ret så sikker, og det føltes egentlig også godt. Jeg har sådan set også givet slip, jeg har i hvert fald fået løsrevet min følelser fra afhængigheden af smerte og problemerne. det betyder ikke jeg bare har vendt ryggen til og gået min vej. Nææ jeg har bare lært at se årsagen og virkningen mere objektivt og nøgternt.
At give slip er hverken venlig eller uvenlig. Det er en enkel måde at begynde min egen helbredelse på, og den tillader mig at overvinde de ødelæggende påvirkninger, som jeg var besat af fra andre menneskers opførelse. Efterhånden som jeg lærte at give mere slip, fandt jeg ud af, at jeg også kunne få et lettere, mere konstruktivt og ikke mindst lykkeligt liv, ligesom de fleste andre har. Det betyder ikke at jeg skal leve uden de personer, men at nu er jeg bevidst om min egen individualitet og kan videre udvikle den uden deres påvirkning. Så er der bare skyggerne tilbage. De skygger som jeg egentlig havde fortrængt, men som hurtigt begyndte at kravle rundt på loftet igen, da jeg mødte min kæreste. Den sidste uge har jeg virkelig været på overarbejde når det gælder følelser og tanker. Ikke fordi jeg på nogen måde er i tvivl. Jeg har aldrig mødt en der kan røre mig så meget, på en helt ubeskrivelig måde – et usynlig specielt bånd mellem os, der gør at vi connected til hinanden, trods en afstand.
Hvorfor så skyggerne? Den har jeg et svar på nu. Skyggerne er det/dem jeg har mistet. De kommer frem fordi han rør ved det sted, hvor de en gang boede, dybt i hjertet, et sted der åbnes, når den inderste dør springer op. Jeg har vandret alene, de sidste mange år, så ingen har været i nærheden af den. Jeg har mindet mig selv og mine skygger om, at jeg kan miste og hvad man gør. Man græder alle sine tårer og øjnene ud af hovedet, og så op på hesten igen. Jeg skal slet ikke holde igen med at åbne den inderste dør. Den skal bare stå åben så jeg kan miste, miste og miste igen. Så længe jeg ved hvordan man gør, når det sker. Trods det prøver jeg alligevel at undgå det – undgå at miste igen.
Jeg ser skyggerne og mærker, at hvis jeg ikke åbner den inderste dør helt, så vil jeg miste det vigtigste af alt. Nemlig muligheden for virkelig at have noget at miste. Og ja jeg har virkelig noget at miste nu. For første gang har jeg turde at sige det højt, selvom det kun er her på bloggen….. indtil videre 😉 Jeg skal åbne den inderste dør og jeg ved hvordan man gør. Det er det gode ved at miste en del, at man kender til det. Jeg vil ikke længere vandre alene, jeg ville ikke længere være bange for at elske, fordi jeg er bange for at miste det jeg elsker og mig selv igen.
Skyggerne er et symbol på kærlighed, det er den jeg møder når jeg går gennem døren. Det er kærligheden der åbner døren. Jeg vil elske de er der, jeg vil svæve rundt med dem og det er fordi, de er kommet da han rørte ved det sted de boede. Det var ikke for at fortælle mig at jeg aldrig skulle miste igen, men for at fortælle at jeg trygt kan åbne døren, lige netop fordi jeg ved hvordan man gør, når man mister.
Selvfølgelig kan jeg miste igen. Det er sandt jeg kan blive såret og forladt igen, jeg kan beslutte ikke at elske og forbinde mig igen. Men hvis jeg vælger ikke at forbinde mig, er det slet ikke fordi jeg ikke forstår at forbinde mig til kærligh
eden og ham. At forbinde betyder at knytte sammen. Atomer forbinder sig og skaber nye strukturer, større og anderledes end sig selv. Men vi forbinder også vores sår – sår der skal hele. Når vi forbinder os, forbinder vi vores sår fra forladthed og gamle svigt. At sige jeg aldrig vil forbinde mig igen, er det samme som at sige, at jeg aldrig vil tillade mit sår at hele….!
Åbner jeg ikke døren og forbinder mig, vil jeg aldrig se det smukke sted, bare af frygt for at falde og miste igen. Har altid set det som en svaghed at åbne døren, men det er egentlig det der er med til at gøre personen stærkere….. !
Nu kan jeg endelig sige ja fra dybet af min sjæl.
God aften derude 🙂