Den sværeste del ved depression, er nok at finde en måde at fortælle folk om det- at sætte ord på det, og ikke mindst hvilken reaktion kommer der? Vil de kunne forstå det eller er det bare mig der har helt gak gak i skralden? Jeg skammer mig, skammer mig over at jeg fik en depression, skammer mig over at jeg har svigtet alle. Jeg er en fiasko, det er de følelser der præger mig mest de dårlige dage. De dage hvor jeg bare vil være selv, ikke ses med nogen, for jeg er alligevel ikke det værd.
De udsvingerne er en del af mit liv lige nu, de kan komme fra dag til dag, endda fra time til time. Jeg kan skifte personlighed på et split sekund, uden jeg selv bemærker det, har endda svært ved at huske det bagefter. Det er noget der virkelig trækker tænder- når jeg “forsvinder” og bliver erstattet med en anden personlighed, hvor det primær formål er at skubbe væk og såre ALLE…..
Det er hårdt at skulle føler den intense smerte hele tiden, men hvordan skubber man den lidt i baggrunden? Tja der findes nok mange forskellige måder til det. Vi er alle forskellige, ligesom processen og bearbejdelsen er. For mig betyder det en mere eller mindre isolation fra omverden. Hjemme med min ende placeret dybt i sofaen og så ser jeg tv- masser af tv, eller spiller letter spil. Det fjerner min opmærksomhed fra hvor hvordan jeg i grunden har det.
Når jeg ser tv, har jeg en mani med at sætter mig ind i skuespillernes liv,oplevelser, følelser osv. Det får mig til at skubber mine egne tanker og følelser væk. Det er dog ikke alle film/serier der har den effekt på mig. Jeg trækker mest til kærligheds- de romantiske film, gerne kombineret med noget overnaturligt. Jeg har f.eks. set Twilight sagaen et utal af gange. En god kærligheds film, kombineret med det overnaturlig. Det gør, at jeg ikke skal forholde mig til virkeligheden- sammenligne handlingen med virkeligheden, en virkelighed der er smertefuld og sort for mig. At det lige er de romantiske film jeg trækker til. Er fordi når det gælder følelser har jeg et stort problem. Jeg kan ikke vise følelser, og har svært ved at modtage følelser. Jeg kan sagtens drage omsorg for andre, men ikke når det gælder mig selv. Når det så gælder i et forhold, er jeg helt lost- dermed ikke sagt jeg ikke vil. Jeg tør bare ikke- ved ikke hvordan man gør det. Har aldrig rigtigt lært det.
Mange har spurgt hvorfor jeg ikke bare socialisere mig når de dårlige dage kommer. Det gør jeg ikke fordi så mærker jeg rigtigt at jeg er anderledes. Jeg vil konstant skulle forholde mig til andre, hvad tænker de om mig- opretteholde en facade. Jeg vil være alt for sårbar, og har meget let til tåre. En del af mig andre ikke skal se- tænk hvis det blev misbrugt…….
Min evig mistillid til andre og følelsesløshed er min største plage, og hæmmer mig rigtig meget i min dagligdag. Jeg har dog stadig håbet, ved det vil ændre sig. Ikke i morgen, heller ikke om en måned. Heling tager tid, lad tiden få tid, og en dag ser det hele anderledes ud….. 🙂