Det er naturligt for alle at deltage i så mange sociale aktiviteter som muligt. At være en del af samfundet, vennekredsen, familien, fritidsaktiviteter mm.
Når man har en depression er det meget svært. Bare sådan en lille ting som at tage ud at handle, kan være meget overvældende for mig. Men værst er det, når det er til fest, familie komsammen eller større begivenheder i det heltaget. Jeg skal hele tiden forholde mig til andre og smalltalke, i stedet for at kunne sidde hjemme hvor ingen ser, høre og bemærker mig.
Jeg får følelsen af at være anderledes og bliver frustreret over jeg ikke kan det sammen som de andre. Det er alt sammen noget der giver sorg- evt gøre nuværende sorg større. Men det er ikke det eneste, problem for mig.
Når man skal noget, er det oftest forbundet med en masse almindelig gøremål. Det kan f.eks. være at gå i bad, finde det rigtige tøj (føler sig ikke tilpas i noget som helst) og ikke mindst turen ud af døren derhjemme og rejsen frem til det. Det er sådan set lige meget om turen er kort, lang og hvordan den foregår. Alt dette kan alene slå mig fuldstændig ud. Det er mange ting på en gang. Småting tænker du nok. Ja men der skal også kun småting til at vælte en i forvejen uoverskuelig verden.
Alle siger (læger, psykologer) at det er bedst at socialiserer sig i alle former. Den eneste måde at komme af med sin socialfobi (angst), er at konfrontere den. Finde noget der passe til en, da vi alle er forskellige. Gerne starte i det små, for så at bygge videre på det med tiden. Kunne være en tur ud at spise, i biografen, venner-sammenkomster osv, hvad der nu passe bedst til en. Men når bare tanken om det gør en dårlig, og man på forhånd ved, at det vil blive et helved. Det er stort set umuligt eller i hvert fald meget svært at hygge sig. Hvorfor skal man så tage afsted?
Jeg prøver virkelig på at følge deres råd. Har dog stadig til tider meget svært ved at komme ud. Det skal generelt være noget der er hurtigt overstået. Når en jeg en gang i mellem handler et større sted, end den lokale købmand, er det noget der skal gå meget hurtigt. Jeg går meget målrettet efter det jeg skal have og så bare ud igen. Jo kortere tid jeg der, jo mindre skal jeg forholde mig til. Når ikke at føle mig så meget anderledes, og når ikke at blive dømt af andre. Den evige frygt for at blive dømt, set ned på, bagtalt osv. Vores samfund nu til dag stille mange krav til identitet og til at kunne indgå i mange sociale arenaer. Følelsen af at være anerledes bliver hurtigt mærkbar.
Jeg holder mig mest til sociale aktiviteter, hvor folk kender mig og kender til min sygdom. Fordi der er det ikke helt så nødvendigt at opretholde facaden, som den “normale” der er på samme bølgelængde som alle andre.
En ting er sikkert, bare at ligge i sin seng dagen lang, er alt andet godt. Selvom det at komme ud, er meget svært og uoverskueligt, er det nødvendigt. Man skal bare finde balancen og med tiden gradvist skubbe til sin egen grænse, men i eget tempo for at det bliver til en succes oplevelse.