Det oftere og oftere, at folk spørger mig, hvorfor jeg ikke har en kæreste? Det vil jeg gerne prøve at give et svar på. Der er da helt sikkert mange årsager til at jeg er single f.eks. Jeg er kræsen, jeg er vanskelig, dårlig til at lukke mennesker ind, dårlig til at gå på kompromis, nyder min tilværelse som den er nu – yah take a pick… Måske der er en dybere grund. Det er gået op for mig, at der kan være en anden mulighed. Ikke sagt at denne alene forklare det, men i mine øjne bære den en del af skylden. Når man af flere omgange og i længere perioder har været den anden kvinde, elskerinden eller den der sidder alene der hjemme, mens manden hygger sig byen. Det der er forbundet med den forbudte lyst, det der skal gemmes væk. Det giver sgu ridser i selvværdet, og så er det lige meget om det er ens eget valg eller ej. Jeg må ihvertfald indrømme det fået mig til at føle mig som et lille bitte ubetydelig menneske. For hvem bliver egentlig kærester med elskerinden? Eller bare være den der sidder tilbage mens handyret hygger sig med andre. Det er sgu ikke en rar følelse. Ja ja jeg er sgu ikke fejlfri – heldigvis.
Vil jeg helle ikke på nogen måde være – det er sgu for kedeligt. Men følelserne sidder alligevel dybt i en, kroppen, hovedet og ikke mindst hjertet. Når man har været van til at gå på kompromis med egne ønsker og drømme for at få bekræftelse og sex, så glemmer man at der gerne må stilles krav til mænd.
Det står ikke skrevet i panden på mig, med sprittusch så evt nye herrebekendtskaber kender til mine barrikader. Og når man har bandet andre menneskers parforhold til helvede og tilbage igen, så holder man op med at tro på selve institutionen. I hvert fald på, at man selv hører til i den. Her kan jeg så vælge at skyde med skarp – skubbe skylden på de mænd jeg indtil nu har været så heldig og uheldig at møde. En knaldede udenom, en knaldede udenom med mig, en tredje glemt at fortælle han var forelsket i en anden. Så føler man sig sgu forsmået og tør ikke at tage en chance en anden gang. Så er det hele nemmere, hvis man bare er venner.
Når det så er sagt, så er jeg nød til at erkende sandheden. Det er jo bare mig der er en kylling. Ja jeg kunne have været behandlet pænere, men jeg bærer jo også en del af skylden. Men hvordan åbner sig op for det inderste og skærmer sig selv samtidigt? Kan man være sårbar og samtidig stå oprejst, hvis der nu bliver trådt på sårbarheden? Noget der er så enkelt er sjældent ægte. Jeg mødte en gang en kvinde, der fortalt hun aldrig havde mødt en mand (optaget eller ej) som hun ikke kunne forføre – jamen godt for dig lystige søster, men hvad får du egentlig ud af det? Det er da bare at være overfladisk. Det er okay for en periode, i hvert fald når alternativet gør for ondt lige nu og her. Men sådan vil jeg ikke være. Jeg vil have det ægte, jeg vil have omsorg – jeg vil elskes lige som alle andre. Scorekarlen vil elskes, nørden vil elskes, den enlige vil elskes, yah you name it.. Men hvorfor så gå og pakke sig selv ind i vat og bobleplast, og så kalde det for en livsstil? Prøve på at bilde sig selv og omverden ind at det er noget jeg selv har valgt – sådan kan jeg bedst lide det…. Når sandheden er noget helt andet, som jeg bare ikke tør sige højt.
Jeg har (uden tvivl) både med rette og uden, givet mændene skylden for rigtig meget. Men en ting er dog vigtigere end alt andet. Jeg skød mig selv i foden, da jeg ikke var ærlig overfor mig selv. Nu er jeg hundeangst for at gøre det igen. Jeg prædiker altid om at man skal sige tingene som de er – ærlighed kommer man længst med. Men at vende noget så kliché indad, er fandeme sværere, end at lade være med at brøle med når Poul Krebs synger “sådan nogen som os”.