Jeg har et stykke papir i min skuffen, en udredning, hvor der står de diagnoser jeg har. Jeg betegner nu ikke mig selv som psykisk syg. Jeg har bare nogle blokader, der til tider kan give lidt udfordringer, men hvem fanden har ikke det?
En ting jeg, især her i eksamen perioden mærker til, er spiseforstyrelsen. Alle har hørt om det anoreksi, bulimi og BED. Men spiseforstyrelse er mere end de tre nævnte kategorier. Der findes også Megareksi, ortoreksi og atypiske spiseforstyrelser. Jeg er under den sidst nævnte. Det er næsten 5 år siden det startede. Der hvor jeg var allermest “syg”, kom den snigende, lidt som en bivirkning på det andet. Jeg har aldrig haft et forvrænget billed af min krop, troede ikke jeg var tyk selvom jeg var tynd. Jeg har aldrig motioneret meget, eller taget hensyn til hvad jeg proppede i munden, som er et typisk træk for dem med spiseforstyrelse. Jeg har heller aldrig gjort brug af opkastninger eller afføringsmiddel, som ses ved bulimi.
Men hvad fanden har jeg så gjort, siden jeg har fået den etiket placeret på mig?
Jeg har altid troet at spiseforstyrelse kun handlede om mad- forholdet til maden og ens krop. Men sådan er det slet ikke. Det handler om kontrol, den ydre kontrol som kommer til udtryk gennem maden. Jeg har anoreksi-træk, i form af at jeg sulter mig selv. Det gør jeg ikke fordi jeg er utilfreds med min krop, eller har lyst til at tabe mig. Nej jeg gør det når jeg har indre uro, er usikker, sættes under pres, får følelsen af utilstrækkelighed. Kort og godt, når det gør ondt inden i mig. De følser som normale mennesker kan håndtere og sætte ord på. De følelser og smerter har jeg ikke kontrol over. Jeg kan ikke sætte ord på dem, så det afhjælper jeg ved at sulte mig selv, en kontrol jeg kan skabe. Det lindre den indvendige smerte, da jeg får fokus på de fysiske symptomer. Det er vel lidt det samme, der er målet for dem der er cutter.
Da det var aller værst havde jeg utrolig lav selvfølelse, selvværdet var i bund. Det kombineret med det liv jeg levede, gav mig et voldsomt behov for kontrol. De følser som sorg, angst, ensomhed, vrede, frustation var en del af daglig dagen. De var så skræmmende og gjorde så ondt, at jeg var nød til at undertrykke dem. Kun fordi jeg aldrig havde lært at håndtere dem på en hensigtsmæssigt og sund måde. Min lyst til nærhed, omsorg undertrykkes også. Ingen fik lov til at give mig det, selvom det var det jeg higede efter. Det ville bare frembringe de svære følser igen, g’re mig sårbar. Kontrol kunne jeg ikke får over det, men det kunne jeg over maden. Hvilket ikke er ufarligt, slet ikke for mig.
Den måde jeg kontrollerede det på, var ved at bestemme om der kom noget ind i munden eller ej. Jeg havde ikke et bevidst ønske om at dø, hvilket en del tror at dem med spiseforstyrelse har. Men nej de tanker er fjern. De er selvdestruktiv, ligesom cutter er, bare på en anden måde. Maden, vægten, overdreven motion osv skal egentlig bare ses som et symptom på de problematiske og bagvedliggende følelser og oplevelse, der er skyld i spiseforstyrelsen. Derfor gør det også sværere at behandle mod det. Der findes ingen mirakelkur mod det. Det er bare vigtig at man ikke kun fokusere på forholdet til maden under banhandlingen. I hvert fald hvis du spørger mig. Der har aldrig været fokus på mit forhold til maden, under min behandling. Tvært i mod, har der været fokus på alt andet, de belastninger, og de følelsesmæssige problemer jeg har. Ved at arbejde med det, er spiseforstyrelsen trådt mere og mere i baggrunden.
Jeg vil dog ikke selv sige den er væk, men den er ikke længere en hverdags kost for mig. Den kommer stadig op til overfladen en gang i mellem. Har faktisk mærket til den de sidste par dage 🙁 Eksamensræset- det skal bare være perfekt og gå godt, da jeg er lidt af en perfektionist. I tirsdags gik det ikke helt så godt (jeg bestod dog), men da jeg så også havde haft en turbulent weekend (følelsesmæssigt), gav det sgu lige et lille smæk over næbbet. Jeg får med det samme ubehag i maven, og stopper så med at spise. Jeg har heldigvis nogle redskaber, der tages i brug, så sulteperioden er ikke så lang mere.
Det er lige meget hvilken form for spiseforstyrelse man lider af, ingen af dem er ufarlig. Heller ikke for mig. Jeg er en spinkel tøs i forvejen, lige meget hvad jeg spiser, tager jeg ikke rigtig noget på. Jeg kommer kun til at ligne en pubertet-tøs med bumser i fjæset. Så det med at sulte sig selv, er jo ikke særlig smart. Når man har spiseforstyrelse har det konsekvenser for kroppen. For mig betyder det at jeg har mave-, tarmproblemer, vitaminmangel, udtalt tristhed, søvnforstyrrelser, stemnings-forstyrrelser, koncentrations-besvær og krops temperaturs-svingninger. Da jeg ikke har ret meget sul på kroppen at tage af, og ligger i kategorien for knogleskørhed, mærker jeg de kropslige konsekvenser meget hurtigt. Jeg bliver hurtig svimmel, kvalme og får rysteture. Men reagere til gengæld hurtigere og bedre på symptomerne nu.
En behandling for spiseforstyrelse, som i vel godt kan fornemme, er kompleks og langvarig. Hvor både det psykiske og fysiske kræver opmærksomhed. For anoreksi regner man ifølge Sundhedsstyrelsen med, at cirka halvdelen bliver raske. En fjerdel får det bedre, men har stadig problemer, og den sidste fjerdedel har fortsat alvorlige problemer. Der er kun få efterundersøgelser af bulimipatienter. Men resultaterne tyder ifølge Sundhedsstyrelsen på, at 50-60 procent bliver helbredt. For andre er der tale om en kronisk lidelse.
Spiseforstyrelse er noget der skal tages meget alvorligt, og er ikke kun en slankekur der er gået galt. Der er mange foredomme mod det, lige som der er ved psykiske sygdomme. Det er en af grundene til det er så tabubelagt. Og en der har spiseforstyrelse vil altid nægte at have et problem, (indtil det er gået helt galt). Det er nemt at skjule og man behøver ikke at ligne en vandrende pind. Måske derfor den sygdom ligger på tredje pladsen, når det gælder dødeligheden……!
Godt jeg kun har en eksame tilbage, så kan jeg da æde mig fed i julemaden 😛
God aften 🙂