Det er længe siden jeg har skrevet herinde, og gud hvor har jeg manglet det. Men det kneb med tiden og overskudet. Håber i alle er kommet godt gennem julen og godt ind i det nye år 🙂
Jeg stopper tiden for en kort stund og lader tanker flyve tilbage til 2014 for sidste gang inden jeg lukker den bog. Det sidste år har budt på en del hårde personlige kampe, der har kostet sved og tårer. Trods det vil jeg huske 2014 for de gode tider. Alle de timer hvor jeg har grinet til jeg fik ondt i indvoldene. De lange aftner med hygge, film og bål i haven. Alle de dejlige timer og oplevelser med mine elskede børn. Jeg har lært meget om mig selv, og nye store udfordringer venter mig lige rundt om hjørnet.
Når jeg sådan sidder og tænker kan jeg kun finde en mulig ting, der mangler. En mand at dele det hele med, samtidig med den tanke kommer jeg i tvivl. Jeg har det jo godt, og er på ingen måde ensom. Jeg har familie og venner der giver mig så meget og altid er der for mig, lige meget tid og sted. Hvad mere kan man ønske sig? Jeg mener selvom man har det godt, og nyder livet, hungre man stadig efter den store kærlighed. Hvorfor? For når man så endelig fange den, bliver den alt for hurtigt opgivet, fordi det hele ikke var så perfekt alligevel.
Jeg høre tit nogen sidde fortælle om hvordan deres mand/kvinde skal være. Hvilket liv, fremtid de ønsker. Jeg kvæles af alle deres forstillinger. Lad os da nu få det på det rene, DET PERFEKTE FINDES IKKE, hverken det perfekte liv eller forhold. Trods vi ved det, lever vi videre i den illusion, hungre efter mere, kun det perfekte er godt nok. Kan det moderne menneske nogensinde stilfredstilles?
Jeg får jævnligt at vide, at der er fisk nok i havet. Ja men aldrig før har det store hav været så let tilgængelig, som nu. Vi har uendelig muligheder, og gør flittigt brug af dem. Fjæset, twitter, instagram, snap chat, diverse dating sider osv. Men det er alle de steder, hvor det hovedsageligt er de positive sider der bliver slået op. Det ene selfie efter det andet, med søde smilende personer/par. Statusser der kun indeholde gode positive tekster, popper op konstant. Det hele er bare en stor lyserød facade, Arrgghhh !! Et hvert fornuftigt menneske ved da godt, at ikke alt er godt og lykkeligt. Men ingen laver opslag om deres skænderier, søvnløse nætter eller bare de dårlige dage. Alle de små knap så positive udfordringer, som er en naturlig del af livet og et sundt forhold. Hvorfor er vi så fikseret på alt det positive og kun stiler efter det perfekte? Er det alle de valgmuligheder vi har, der begrænser os, får os til at blive mere snævresynet og ligge en dæmper på det realistiske billede?
I vores færden på en kæreste, sammenligner vi alt for meget gennem vores uendelige muligheder. Vi tage mænd/kvinder på bestilling, lige som vi gør med take out food. Intimiteten og romancen ligger efterhånden kun i den perfekte række af Emojier (smiley, kys osv) på telefonen, ipad og pc. Vi er en Emoji generation og en valg-kultur. Sammenligner og måler – godt nok, nej vi vil kun have det bedste, det perfekte. Vi indtager så mange input og har så mange valg, at vi efterlades i en evig fortvivlelse. Vi vil aldrig være gode nok, fordi det vi søger og forsøger at leve op, fucking eksistere ikke. De liv eksistere ikke, de relationer eksistere ikke. Vi ved det og alligevel, vil vi ikke tro det. Vi ser det jo med egne øjne, så må det være sandt. Vi vil have det….. !
De siger romancen er død – tja måske er den, eller måske vi skal arbejde for at få øje på den. Lægger vi telefonen fra os og ser hinanden i øjnene over en god middag, lever i nuet med partneren. Så dukker romancen måske op, overtager betydningen af de offentlige medier. Måske den stadig er der, det er bare os der ikke ved hvordan den ser ud….!
Når man så finder en partner foregår det hele på en lyserød sky, hvor fornuften ikke kan nå op. Der bliver lavet opslag om de gode tider, glade selfier og par billeder diverse steder. Forelskelsen lægger sig, hverdagen indtræder. Udfordringer om at holde det hele i live, begynder at vise sig. Vi begynder at sammenligne os selv, partneren, forholdet, med alle de andre positive opslag, billeder osv på diverse steder. Vores små udfordringer får os til at se anderledes på os selv, vores liv og partneren. Vi har svært ved at se vores eget er perfekt, og opgiver kampen. Partneren får et los i røven, og vi farer ud i verden igen for at fortsætte jagten forefra. Sådan vil det køre i ring, så længe vi ikke vil indse det perfekte ikke findes. Vi vil konstant være på jagt, have det ene ben ude af døren og vær klar til næste spring.
Egentlig er vi godt klar over, at det vi konstant søger efter, er en løgn. Hvornår lærer vi at geare ned, ligge medier verden, mulighederne på hylen? Ønsker vi virkelig ikke langsomheden, nærheden, enkelheden alle sammen? Jeg ved i hvert fald jeg ønsker et liv, der ikke har brug for validering af likes, foretrukne, kommentar upvortes osv. Jeg ønsker en sand forbindelse, face to face – se et sandfærdigt virkeligt ansigt. Kærlighed er noget der skal opbygges, ikke måles og sammenlignes med andre, for bare at bliver kasseret til det næste hit. En at komme hjem til, en man sætte hovedet sammen med i slutningen, se tilbage og sige “vi gjorde det sgu, vi jagede fanden for døren”. Er det ikke det vi alle hungre efter inderst inde? Vi kan bare ikke selv se det, fordi vi konstant er på spring, efter det næste, det bedre, det perfekte. Fat det nu DET PERFEKTE FINDES IKKE – Dig og mig er heller ikke perfekt – Deal with it… NOW !
God weekend 🙂