I kender det sikkert alle sammen, det der med at føle sig træt og energiforladt. Vi befinder os nu i den mørke tid, og rigtig mange bliver berørt af det, enten på den ene eller anden måde. Jeg hader den tid, den gør et eller andet ved mig. Jeg er mere følsom, irriteret, ekstrem træt (selv efter 10-12 timers søvn), jeg kan slet ikke tage mig sammen til at lave noget som helst. Vil faktisk helst ligge under dynen. Men jeg skal….. Resultatet er så at nu har jeg brugt to hele dage på at sidde ved pc´eren, mine opgaver står på skærmen lige foran mig, og alligevel har jeg intet fået lavet. Har siddet og stiret skiftevis ud af vinduet og skærmen.
Nu gik det hele lige så godt. Jeg var blevet advaret mod tilbagefald, men det tænker man bestemt ikke på når det hele bare køre som det skal. De her turer kommer altid så uventet og på de mest lorte tidspunkter. Hvorfor lige nu? Er det årstiden der påvirker? Er det fordi det er ved at være eksamentid igen? Er det eftervirkninger på at jeg har taget munden for fuld igen igen, eller noget andet? Tja mulighederne er mange, og svarene er der kun meget få af.
Jeg bærer rundt på et dæmon inde i mig, der til tider vil komme frem og overtage mig. Forskellen er bare nu, at jeg har accepteret at sådan er det for mig. Jo mere jeg giver mig selv plads, og lov til at have det sådan som jeg har det. Jo hurtigere vil dæmonen går i dvale igen. Jeg var kampklar. Var klar til at mærke livet. Klar til at tage hvad der måtte komme – troede jeg.
Måske jeg alligevel var fuldstændig uforberedt på, hvordan virkeligheden skulle komme til at se ud. Uforberedt på blotlæggelsen af et smadret selvtillid og selvværd, uforberedt på at passionen kunne forsvinde igen. Uforberedt på alle de tårer, der stadig gemmer sig indeni mig, alt det triste, ulykkelig og mørke jeg stadig rummer, som jeg ikke magter at håndtere.
Det er sgu underligt det kan svinge så meget. Jeg har ellers den sidste tid haft det rigtig godt. Nu sover jeg mere end jeg normalt gør, trods det at jeg ikke laver mere. Men føler mig stadig overvældende træt. Jeg sidder med en følelse af tomhed, gider ikke slet ikke at være social på samme måde, som jeg har været – undgår det faktisk helst. I sær, når jeg ikke kan gemme mig bare en smule. For jeg er ikke værd, at være sammen med. Har ikke noget godt at byde ind med – føler mig værdiløs. Det der fylder mest i mit hovedet, er hvordan jeg kan tilgodese alle andre på den bedste måde. Nok derfor min krop reagere sådan igen. Tanken ramte mig lige i denne skrivende stund. Reaktionen kommer gerne når jeg glemmer mig selv.
Eller er problemet ham?
Ham der ikke ville byde mig dette….dette cirkus….ihvertfald ikke længere.
Men han var min klippe…….Det eneste positive jeg kunne se frem til…..
også selvom jeg bed hovedet af ham……….alt for tit.
han kunne bare ikke prioritere ……….ihvertfald ikke mig…..
Mine drømme er i øjeblikket…….meget knust….
Nå fuck det, der er heldigvis lyse stunder, mine børn. Mine børn er min livline. De kan altid få mig til at smile, giver mig glæde og værdi i livet. Mine samtaler og sammenkomster med venner. Det giver mig trykhed, her kan jeg være menneske uden at være farlig. De ved hvordan mit liv hænger sammen. Jeg nyder når de unger mennesker lige kommer forbi, giver et knus og udveksler et par ord. At se glæden i deres øjne, trods en dårlig dag, eller et kendt ansigt sige hej i forbi-farten. Når en rigtig god og meget betydningsfuld ven lige ringer kort, for at ønske en god dag (1000 tak for det, du er sgu guld værd, ved du læser med her). Alle de småting, andre tager forgivet, betyder meget mere end ord for mig, og kan dæmpe selv de mørkeste tanker ved mig.
Tilbagevendende depression, jeg skal lige sluge den….. Men, jeg hverken kan eller vil leve sådan her. Til gengæld holder jeg fast i, at jeg er kommet så langt som jeg er, og er sgu stolt af det. At jeg alene har arbejdet så meget med den, at den ikke længere kontrollere mit liv som før i tiden. Det har været hårdt og der er stadig kampe forud men det klare jeg også. Selvfølgelig har jeg en hjælpende hånd i form af psykolog, men det er jo mig selv der gør arbejdet i sidste ende. Jeg må så bare som dage i dag og igår, bide i det sure æble og erkende at tilbagefaldende kommer. Heldigvis er i mindsket udgave, de er ikke så langvarigt mere og der går længere tid imellem dem 🙂
Sorry, var lige et surt opstød på en af mine dårlige dage. Alt i livet er jo ikke rosenrødt. Nu vil jeg smide mig under dynen, håbe på en god nattesøvn og en bedre dag i dag. Ellers ved jeg jo hvem jeg skal ringe til.
God aften og sov godt når det bliver jeres tur 🙂