Noget jeg i længere tid har funderet over er “Findes der onde mennesker”? Jeg har selv ondskab tæt inde på livet i flere forskellig former (ligesom mange andre) jeg ville lyve hvis jeg sagde at det ikke påvirkede mig på nogen måde. Selv på facebook kommer der oftere opslag, som ikke er helt så fine i kanterne. Er det fordi der er nogle onde mennesker, der bare skal af med deres ondskab et sted? Adfærden, folks reaktioner bevæger sig mere og mere væk fra det vi kalder normen/det normale. Hvad er det et andet menneske kan trigger hos os, som får os til at føle de er onde? Der er ingen tvivl om at vores definition af ondskab, er blevet forfinet en del gennem de sidste 100 år. Mange forske specielt i social psykologien er meget optaget af hvorfor nogle mennesker er onde. Havde vi kendt det endelig svar – ondskaben helt ind til marven, havde vi for længst kunne begrænse den.
Der hersker ingen tvivl om at definitionen af ondskab er meget individuelt, og kan diskuteres i en uendelighed, set fra flere synsvinkler. Jeg har min mening om hvad der er ondt i min verden, dog vil min mening altid være subjektiv, og højst sandsynligt ikke være det samme for din. Så meget er jeg da bevidst om. Lige netop derfor undre jeg mig over at andre mennesker med stor sikkerhed og autoritet kan fastslå, hvad ondskab er og hvem der er det….!
Er det onde ikke et navn til det der er faretruende? Det der er truende og ødelæggende for et trygt og delvis forudsigeligt liv? Det kan vi vist godt blive enig om, men så er det næste- er samfundet ikke også en skabelse af kræfter, der dæmme op for det onde? Jeg mener det er normer, traditioner, etik og moral som gør at vi mennesker tør stole på hinanden og tør stole på at der er grænser for hvad mennesker kan finde på. Men findes disse grænser virkelig? Ikke hvis man spørger et torturoffer.
Hvad er det der får mennesker til at være onde? Eller får os til at føle de er onde? Er det dem der er noget galt med eller skal vi se på os selv? Skal vi ændre os selv, for de kan jo ikke gøre det, og så opgive at ændre dem? Kan ondskab retfærdiggøres, hvis den altså findes? Alle spørgsmål er svære at svare på, men alligevel har vi alle en mening omkring det.
Hitler var en sand skaber i ondskabens verden. Han fik adskillige mennesker til at tro på, at jøder var onde og skulle betragtes som skadedyr. Hvilket medførte at den almene verden troede på, at dem som fulgte ham var onde, idet vi så på de handlinger de havde udført mod jøderne. Men var de det? Vidste de, at det de gjorde var ondt? De var jo netop igang med at udrydde det “onde”. Jeg må nok hellere lige understrege, at jeg på ingen måde er nazist, eller bifalder Hitler´s og hans slængs gerninger. Men fordi hans slang var af den overbevisning, gør det dem til onde? De kunne jo stadig være den kærlige, omsorgsfulde familiefar på hjemmefronten…!
I Juli 2003 holdt præsident Bush en tale hvor han udtaler følgende om krigsfanger, som skulle for en domstol. ” Det eneste jeg ved med sikkerhed er, at de er onde mennesker” Tja spørger bare: Hvor fanden ved han det fra? Har han snakket med dem da? Ikke nok med det, så tilsidesætter han også det menneskeretslige hensyn “Du er uskyldig til det modsatte er bevist”. Er de onde fordi de gør, som de er blevet beordret til? En ordre de sandsynligvis har udført i troen på, at kunne gøre noget godt for andre mennesker. For mig er det meget store ord, med en enorm vægt bagpå, idet at han er præsident.
Hvad er ondskab? Har søgt svar mange steder. På nettet, i bøger, blandt andre mennesker. Men har stadig ikke rigtigt fundet svaret. Derfor undrer jeg mig over at vi i flæng bruger ordet. Det er efter min mening ikke definerbar, og kan strækkes i alle mulige retninger. Det kan starter i “småtingsafdelingen”. Hvor man føler en form for afmagt i en svær situation. Man mærker en svag impuls til at hæve stemmen, ignorere, straffe, skælde ud, konfrontere eller være direkt hårdhændet. Nu er det første skridt taget i forråelseprocessen. Jo hyppigere disse impulser vil forekomme, jo kraftigere blive de vel. Man forsørger at bortforklare, legitimere eller glemme dem, men det vil kun føre en tættere på det næste skridt, hvor der begynder at komme handling på dem.
Da retssagen kørte mod Anders Breivik, var det eneste spørgsmål, der virkelig betød noget nemlig “hvorvidt han var tilregnelig i gernings-øjeblikket eller ej”. To psykiatriske rapporter pegede i hver deres retning. Det var noget der skulle afgøre om han kunne straffes eller ej. Men også hvorvidt vi skulle tage stilling til hans handlinger. Hvis han var utilregnelig, tja så har man parkeret ondskaben og behøver ikke at reflektere mere over det. Men var han tilregnelig, ja så er han ond. Men så er det en ondskab vores samfund har været med til at producere. Så er vi tvunget til at forholde os til det “onde“ og til det, at det også findes i os selv.
Men hvorfor er ondskaben så ubehagelig at forholde sig til? Vi fornægter det faktisk, måske fordi vi helst vil se os selv som entydigt gode mennesker. Måske derfor vi har symboler til at flytte ondskab væk fra os. I gamle dage brugte man djævle og dæmoner til at forklare det, i dag bruges der psykologi. Men er alle mennesker ikke både godheden og ondskaben i sig selv?
Jeg tror ikke der findes onde mennesker, men der findes onde handlinger. Vi mennesker er sociale, og livet er kompliceret, derfor sker det, at vi nogle gange gør andre mennesker ondt. Alle mennesker har det onde i sig, men de vælger selv at gøre noget ondt…!
Sov godt derude 🙂
.