At leve med en depression er svært i sig selv. Derfor er det også oplagt at kærlighed og depression sammen, er en stor kilde til bekymringer og medføre dårlig samvittighed. Det er ikke kun svært for den deprimeret selv men også for de pårørende/kæresten. Ikke noget jeg selv har prøvet, men har hørt det fra andre.
Den magtesløshed de står med, ikke at kunne få lov til at hjælpe den de elsker, er meget hårdt og smertefuld.
Hvis de skulle få lov til at hjælpe lidt, er fremskridtene så små, at de ikke er mærkbare, det gør frustrationerne større. Det må helt sikkert være hårdt, ikke at kunne fjerne den smerte, ved den de elsker.
For den deprimeret er der også meget svært at fastholde et forhold. Jeg vil nu prøve at sætte ord på det udfra mine egne erfaringer.
Jeg har meget svært ved at give og vise følelser. Give den kærlighed, omsorg partneren efterspørger. Jeg har simpelthen ikke overskuddet til det. Det er helt sikkert svært for begge parter. Det giver følelsen af at være i forhold med en der slet ikke føler noget for den anden. Jeg har også tit tænkt den tanke. Jeg kan ikke finde følelserne, sex lysten er væk, så kommer tanken “det må være fordi det ikke skal være mig og ham….”
Den indre tomhed- mangel på følelser, det er frystrende og giver dårlig samvittighed. Jeg føler mig som en belastning for andre. Jeg har en hverdag der er presset i forvejen med studie, børn, det huslige osv hvordan skal jeg få tid og overskud til at være kæreste?
Alle forhold har dårlig tider en gang i mellem, men de gode oplevelser plejer at kunne opveje de dårlige. Sådan er det bare ikke mere. Alt ser sort og gråt ud- alt bære præg af negative tanker. Skyen har placeret sig foran min sol…..
Hvis man ikke selv har lyst til at være en del af sit eget liv, hvordan skulle andre så få lyst til det? Dog skal man huske. Depression vare ikke evigt, så kan forholdet holde til det, ja så vil det kun give nogle stærke bånd mellem jer.
Jeg havde en mand- det holdt ikke. Jeg havde ikke plads til andet end sygdommen. Koncentreret mig for meget om hvorfor. Blev enig med mig selv om at vi ikke var gode for hinanden. Jeg elskede ham, men han gjorde mig ulykkelig. Jeg bor nu alene med vores fælles børn. Vi har det godt sammen nu- har en god kemi sammen. Jeg har det selv meget bedre, men må indrømme jeg ikke er blevet lykkeligere efter bruddet. Følser er stadig et tabu for mig, i min til tider meget grå verden. Det tyder på det ikke var forholdet der var problemet, men sygdommen! Dermed ikke sagt jeg har fortrudt mit valg, men har accepteret det….!
God søndag aften til jer alle 🙂