En af de ting jeg høre ofte når det gælder parforhold, er at et parforhold kun kan fungere, hvis man går på kompromis. Altså en eller begge parter skal gå på kompromis, for at gøre noget som den anden partner gerne vil have, men som man i sit hjerte egentlig ikke har lyst. Det har jeg vendt en del gange i mit hoved. Kan det virkeligt være sandt, at man skal gå på kompromis med sig selv for at forholdet fungere?
Hvad ville der egentlig ske, hvis begge parter kun gjorde det de hver især havde lyst til? Er svaret ikke meget enkelt? De gør det de i deres hjerter har lyst til, mere er der ikke i det. Jeg ved ikke med dig, men for mig lyder det nu som et harmonisk og fredfuldt måde at være i forhold på. Så er der nok nogen der tænker, hvad så hvis der er få ting begge parter har lyst til samme? Ja hvad så – er der noget i vejen med det da? Hvem har sagt at vi skal leve efter den myte om at vi alle skal gå på kompromis og gøre alt i fællesskab? Et parforhold kan da ikke gøres op i hvor meget tid man tilbringer sammen – altså kvantitet, hvad med kvaliteten?
Jeg vil heller leve i et forhold, hvor vi tilbringer mindre tid sammen, til gengæld er det kvalitets-tid, noget vi begge vil, nyder og følger vores hjerter. Frem for at være i et forhold hvor man tilbringer meget halv-dårligt tid sammen, fordi man går på kompromis. Jeg har en ide om at det måske er derfor så mange parforhold ikke fungere og ender i et brud. Der er for meget forvirring og ulykkelighed, fordi parter går på kompromis, på den ene eller den anden måde og ikke følger deres hjerte. Hvad med dig, går du nogen gange på kompromis? Hvis ja, hvorfor? Hvilken konsekvenser er du bange for det kunne have?
Er du en af dem der tror på myten om at et parforhold kun kan fungere hvis man går på kompromis? Hvordan ville du så have det hvis du ikke længere troede på den myte? Ville forholdet, eller i ihvertfald dig selv, i virkeligheden ikke bare begynde at fungere bedre uden tanken…?
Der findes ikke nogen bestemt drejebog eller regler om hvordan et forhold skal være. Det var kun i gamle dage. Du ved kvinden var den der gik hjemme, passede hus, børn, laver mad osv. Manden arbejdede og gik om nødvendigt i krig for at forsvare sit land. Sådan er det ikke længere i dag. Kvinderne har ikke længere brug for mændene til at tage sig af det økonomiske, arbejdsmæssige og politiske. Nu er rollerne mere flydende. Men hvordan er drejebogen for et forhold så nu? Er det at vi har sex mandag, onsdag og fredag. Søndag er vi i svømmehal? Eller er den at vi er sammen om alle fritidsaktiviteter, med mindre andet er aftalt?
Svaret er selvfølgelig at der ikke er noget svar på det. Et parforhold er ikke en forhånds fastsat aftale med klare regler. I dag er et parforhold en fuldstændig åben størrelse uden grænser, men de fleste af os er bare ikke bevidste om det. Mange tror stadig at parforhold er en defineret størrelse med en fast drejebog. Jeg oplevede det selv for nogle år siden i mit forhold.
Efter den vilde forelskelsesrus havde lagt sig begyndte min kæreste og jeg at ryge ud i alle mulige skænderier og uoverensstemmelser om, hvor meget vi skulle være sammen og hvad vi skulle lave når vi var sammen. Det gik op for mig at en stor del af vores uoverensstemmelse bundede i, at vi begge havde helt forskellige indre mentale drejebøger for, hvordan et parforhold skulle være. For eksempel så var min grundlæggende udgangspunkt at vi altid var sammen (altså i vores fritid) medmindre vi aftalte ikke at være sammen. Mens min kæreste grundlæggende udgangspunkt var at vi ikke var sammen, medmindre vi aftalte at være sammen. Som du nok kan se førte dette til rimelig mange uoverensstemmelser og forvirring! Sådan havde vi på alle mulige andre måder, hver især en hel liste af ideer om, hvordan et parforhold skulle være i praksis. Vigtigst af alt, havde vi aldrig nogensinde taget os tid til at dele det med hinanden. Da vi endelig gjorde det, viste det sig at vi ikke kunne nå frem til enighed om særlig meget. Vores ønsker matchede bare ikke hinanden.
Af det forhold lærte jeg, hvor vigtigt det er (og helst så tidligt i forholdet som muligt) at sætte sig ned og klart kommunikere om disse ting. Yderlig har jeg lært at kommunikere klart med mig selv. Finde ud af hvem jeg er, hvad jeg vil have og ikke vil have. Vide at det er 100 % okay det jeg vil have og ikke vil have. Jeg kan ikke kommunikerer med min partner, før jeg har kommunikeret med mig selv. Det lyder måske let nok, men af erfaring er det faktisk ret svært. Det kan være meget skræmmende og blokerende, at finde ud hvad man vil og ikke vil, hvis man er skrækslagen over om det nu er forkert eller mærkeligt!
Kommunikere dernæst klart og præcist med din partner. Vær specifik, Hvad, hvor meget, hvornår, hvor osv… Dette kan igen være en udfordring. Igen fordi mange har tanker og overbevisning om hvad der er rigtigt og forkert, hvad man burde gøre og ikke burde gøre.
Det er vigtigt at lytte til sin partners ønsker til et forhold. Tro på det din partner sige. Lad vær med at tænke “Det mener han/hun ikke“, “Han/hun skal nok ændre sig med tiden“. Lev i stedet for i harmoni med virkeligheden og acceptere at din partner er 100% det menneske han/hun er nu og sandsynligvis aldrig vil ændre sig. Reality check, please!
Har i nogle punkter der matcher, ja så er der måske en god grobund for et parforhold. Men hvis de er alt forskellige, tja så er det nok en god ide at se efter en anden potentiel partner 😛
God aften 🙂
Jeg giver lige mit indhold en lille drejning, så det ikke er et helt lige snit eller svar på blog indlægget, men måske mere et indspark eller en lille “udvidelse” af selv samme 🙂 Here it goes…
Urealistiske forventninger og dårlig planlægning…
Dette er to af de ting, som jeg ser som årsager til mislykkedes forhold…
Om urelistiske forventninger så betyder, at man skal gå på kompromis…
Nej, det mener jeg ikke… Men man skal bare have afstemt sine forventninger 🙂
En urealistisk forventning kunne være, “min partner kan fikse min fortid”…
Ehm nej… Din fortid er der kun en til at slutte fred med… Nemlig dig selv…
Med dårlig planlægning mener jeg, at mange lægger store kræfter i et planlægge små dates eller endda brylluppet.
Men hvad med at tænke selve forholdet ind i den planlægning ?
Nej, forholdet skal naturligvis ikke være skema lagt, men forstå hvad jeg mener.
Hvis partnerne arbejder i vidt forskellige retninger, så er planlægningen jo helt “off”, så at sige.
Den ene arbejder hele tiden, for at tjene voldsomt mange penge, fordi det mener han/hun at partneren vil have…
Og partneren sidder hjemme og er irriteret over, at han/hun altid sidder alene og er sådan set ligeglad med det store fjernsyn og den flotte bil… Her prioriteres mere kvalitets tiden…
Det bragte os så lige fordi miskommunikation også 😉
I samme åndedræt med miskommunikation, skal frygte for at dele følelser også med…
Findes der noget mere dræbende for et forhold, end ikke at turde udtrykke sine følelser…?
Ikke at turde at sige, “Da du forklare vores venner om den der episode, fik det mig til at føle….”
Hvis det forholder sig sådan… Hvorfor så ikke sige det? Din partner kan jo ikke vide, at du bliver stødt eller såret, hvis du ikke fortæller det? (Jo, naturligvis i nogle tilfælde, men her snakker vi ikke det grove…)
For at runde af… Kan et sundt forhold sagtens være 2 parter, som lever hvert deres arbejdsliv og har vidt forskellige fritidsinteresser… Vigtigst er kun en fælles interesse i mine øjne… Nemlig hinanden 😉
Og med det, god aften…
Vil gerne lige starte med at takke for dit input 🙂
Jeg kan godt se hvor du gerne vil hen ad med det. Jeg er så ikke helt enig med dig, heldigvis behøver vi heller ikke at være det 😉
Forventninger er det ikke bare roden til skuffelse? Jo flere og større/urealistisk forventninger man har jo større skuffelse vil man blive udsat for, som er en ubehagelig følelse. Ikke nok med det med man vil også indirekte bebrejde partneren for ikke at kunne leve op til dem, det medføre bare en dårlig følelse ved partneren – en følelse af ikke være god nok, rammer selvværdet. Så min mening er at holde de forventninger til et andet menneske helt væk, eller i det mindste minimere dem total. Det er selvfølgelig op til den enkelte, men forventninger er bare ris til egen røv….!
Planlægning, tja generelt mener jeg ikke at et forhold kan eller skal planlægges. Selvfølgelig er der nogle ting som skal planlægges, som et evt bryllup. Det du nævner ang arbejde,, prioritering af tid og gode – er det ikke bare mangel på kommunikation? Sådan som jeg ser det, kan de former for problemer løses med kommunikation. Det har ikke noget med planlægning at gøre i min verden. Hvis den ene part nyder at arbejder så meget og ønsker alle de goder, så fint nok med det. Men det kræver en samtale med sin partner omkring det, vær sikker på modparten er indforstået i det. Er der et brist i kommunikationen her, vil det hurtigt gå galt. Og det er ikke noget planlægning kan rette op på. I grunden synes jeg ikke ordet planlægning kan sættes sammen med forhold. Planlægning tilhøre begivenheder hvor et forhold så kan indgå i.
I bund og grund er vi jo enig langt hen af vejen. Så kan vi ikke bare blive enig om, at kommunikation er den vigtigste del i et forhold. Kommunikationen med sig selv, vide hvad man vil og kommunikation med partneren. Så alle ved hvad de vil og hvor de har hinanden. Så kan man udfra dette finde ud af om det er noget man kan leve med eller ej. Man kan og skal ikke ændre på nogen personer. De er som de er, det må man acceptere eller gå sin vej. Så simpelt er det. Hvis en person ændre på noget (det mange mener med kompromis), er og skal det ene og alene være personen der ønsker det og ikke fordi partneren forventer, mener det, som et led i forholdet for at det fungere. Det skal være op til den enkelte om han/hun vil tage denne personlige udvikling eller ej.
De sidste to linjer du skriver kan jeg kun tilslutte mig 🙂
God dag 🙂