Det er ikke nogen hemmelighed, at det kan være en udfordring at blogge. Mest fordi man er bange for at træde nogen over tæerne. Når jeg har skrevet et af de mere kantende indlæg, er jeg vågnet op til en mobil fyldt med ” Det er ikke mig vel?”, “Hvis du mener mig, så bare sig det” eller “Er det min skyld? ” beskeder. Det er faktisk ret svært, for selvfølgelig handler mine indlæg om nogen, og der er altid en trigger-handling, der gør at et indlæg bliver til. Men når jeg skriver om bestemte væremåder, handlinger mm, så er det fordi jeg finder disse ting lige så frastødende ved mig selv, som ved andre. Indlæggende er oftest overvejelser jeg gør mig for at kunne udvikle mig som menneske og prøve på at undgå de mange bjørnefælder derude, som suger livet/glæden ud af en, i en enkelt mundfuld.
De sidste par dage har jeg været omgivet af folk, som var gode steder i livet. Faktisk er jeg selv et sted hvor jeg har svært ved at få armene ned. Det er egentlig fantastisk for der kommer altid nogle store samtaler ud af det, når alle parter har det godt. Det har været selvforstærkende og jeg har siddet tilbage med en blanding af ydmyghed og ekstatisk taknemmelighed over, at alting går godt. Det føles fantastisk, men samtidig også uendelig skrøbeligt. Jeg er bange for at få problemer vil æder mit overskud, min livsglæde, derfor er jeg pludselig utrolig opmærksom på hvad jeg omgiver mig med.
Det strider bare imod hvad jeg tror på. Livsglæde skal ikke holdes for sig selv. Det er min overbevisning at overskud smitter, at optimisme er ringe i vandet og at kærlighed er en af de få gaver, der belønner giveren mindst ligeså meget som modtageren. Det ville gøre mit liv fattigere, hvis jeg ikke fik lov at deltage i mine venners liv, på godt og ondt. Det ville forkrøble min glæde, hvis ikke jeg kunne dele den med mine nærmeste. Jeg er bare ikke sikker på, hvordan man skaber plads til, at fortælle om egen glæde uden at forklejne andres sorger.
De fleste bearbejde problemer gennem munden, derfor er det også helt naturligt at den negative samtalespiral oftest opstår. Men den levner bare ikke meget plads til at have det godt. Jeg tror vi selv er med til at lægge en dæmper på vores begejstring, tænk hvis vi kom til at fremstå som afstumpet og egoistisk uden empati….. Jeg tror faktisk ikke helt vi ved, hvor vi skal skal gøre af os selv, når en i klanen melder ud “Jeg har det sgu godt, er lykkelig”. Det er som om vores redskaber til at vise vi holder af hinanden ligger i at ae hår og holde hånd. Den mulighed forsvinder, når glæden overtager. Hvad fanden skal man så snakke om? Skal vi bare sidde og heppe, mens den lykkelig remser op hvad der alt går godt eller hvad?
Hvad så når en ven/veninde sidder i en krise med frustrationer til øverste halshvirvel, hvad gør man så? Det er svært, når en man holder af har det skidt og man ikke kan gøre en skid. Ikke mindst når ens eget liv køre på skinner uden at sætte farten ned. Vi vil alle helst smide alt hvad vi har i hænderne for at hjælpe, men vi ved også godt at det kun kan lade sig gøre for en kort bemærkning – det akutte beredskab rækker ikke langt. Det er de færreste der har så korte kriser. Det tager tid at slikke sine sår, at genvinde troen på sig selv og sit værd, når nogen f.eks har forladt os eller vi er blevet fyret.
Når alt komme til alt, tror jeg (desværre) at de fleste bliver taget til fange af deres eget liv og dets udfordringer. Det er en svær balancegang, og vigtigt vi ved, at vi har et bagland når vi mister fodfæstet. Samtidigt er vi også bange for at bruge det (ihvertfald mig), fordi vi ikke vil være til besvær. Baglandet består af rigtige mennesker med rigtige problemer, hvilket rejser spørgsmålet: Hvad gør man når en nær ven er i krise, men ressourcerne samtidigt er mangel knapper i egen afdeling? Hjælper man sin næste på bekostning af sig selv? Tja man kan jo ikke bede nogen om at sætte sin krise på pause, til man er klar til at træde til, vel?
For mig er det stadig svært at acceptere, når en person tæt på mig, ikke har hjulpet/hjælper, når jeg har det dårligt. Jeg er helt på det rene med, at det udelukkende er pga omstændigheder og ikke mangel på vilje. Det er bare så svært at forstå logik med hjertet…!
En stor udfordring ved at hjælpe et menneske i knæ, er at de sjældent kan fortælle hvad der er galt og hvad de har brug for – hvad skal man blive ved at sige? Hver gang man gentager sig selv, øger man sin følelse af afmagt over ikke at kunne hjælpe. Her er der så nogen der forfalder til overdrevet optimisme. Det er så pisse irriterende….. Jeg ved da godt det nok skal gå, jeg finder da en ny kæreste, nyt job, men lige nu er jeg nede og det eneste du kan diske op med, er dit kunstige smil og henvisninger til vejret. Jeg er sort på indersiden, oveni føler jeg nu også at jeg belaster min omverden med mit mangel på overskud. Det forsvinder min krise sgu da ikke af. Nææ jeg holder nu på de fugle med midlertidigt lammet næb 😉
Finalen er, når jeg ender med at blive sur på mig selv, fordi jeg bliver vred på dig, når du egentlig bare prøver på at hjælpe… Livet er bare nogen gange en gåtur på glasskår !
God aften 🙂