Jep både mig og domænet eksistere endnu. Dette indlæg har lagt som en kladde længe, har afventet med at poste det nok mest fordi forældreskab er et minefelt at bevæge sig ind på. Velvidende om jeg sikkert får et par virtuelle lussinger skal ikke holder mig tilbage. Skulle du føle dig provokeret og vil nedbryde mine argumenter (eller mangel på), skal du være så hjertelig velkommen. Husk dette ikke er en censureret artikel, men et blogindlæg skrevet præcist som jeg vil have det. Du befinder dig i mit hoved – Det her er MINE tanker, MINE holdninger, MINE værdier og MINE børn. Skal lige understrege, at Jeg mener ikke at man er dårlige forældre, fordi man gør ting anderledes end mig. Alle gør deres bedste med de ressourcer og muligheder de har.Som hørt før er det kun døde fisk der følger strømmen, og det er jeg ikke. Derfor går jeg ofte imod strømmen, også når det kommer til børn. Trods det er svært og hårdt at gå mod strømmen, som koster sved og tårer, især hvis omgangskredsen ikke acceptere og respektere ens valg. Ingen ønsker at føle sig “udenfor” eller “anderledes” men er det ikke lige netop de følelser vi giver videre til vores børn og lærer dem, at andres behov kommer før deres?
Det er som om at i vores kulturelle udvikling, har glemt at børn rent faktisk er deres egne levende selvstændige individer, ikke noget vi voksne ejer som skal opfylde vores behov. Det starter allerede få timer efter fødslen. Babyen er lige ankommet i en ny og stor verden, kender kun duften af sine forældre. Det hele er meget overvældende og stimulerende, men nu skal de voksne have deres behov dækket – alle skal holde barnet, yeah rundebaby…..I hvert fald ikke barnets behov, vel? Hvorfor skal vi jager os igennem det? Barnet er her i mange år endnu, vi skal nok nå det hele.
Jeg får tit at vide jeg er overbeskyttende og pylret, nææ jeg respektere bare mit barns grænser. Derfor får jeg også tit smidt mange latterlige-åndssvage-dårlige og nedladende udtryk i hovedet som, hun har godt af at skrige lidt, det udvikler lungerne (fuck noget sludder), hun er opmærksomhedskrævende, hun er også bare en morbajs eller pjat med dig hun skal jo lære det. Men hvad er det lige hun skal lære? At hendes stemme og grænser ikke bliver hørt og respekteret? At hendes behov ikke er vigtige og skal undertrykkes for at tilfredsstille de voksnes behov? Små børn kan ikke behovsudsætte, men det kan (og skal) de voksne. Man opnår ikke en god tilknytning eller relation, hvis barnets grænser ikke respekteres, det danner kun mistillid, som Erikson beskriver det.
Hvis en hund siger fra og knurrer, fortsætter man sgu da ikke samværet med den. Nej det bliver respekteret. Hvorfor så ikke respektere når børn siger fra? Hvis børn drejer hovedet væk, kravler væk eller græder (og nej små børn kan altså ikke manipulere eller kontrollere gennem gråd som mange tror) så har barnet ikke lyst/behov eller overskud, det skal sgu da respekteres. Hvis jeg som mor ikke sørge for at mit barns grænser bliver respekteret, hvordan skulle hun så kunne stole på nogen, når omsorgspersonen svigter?
Når det kommer til børn og deres trivsel har vores kultur taget en sygelig udvikling med mange misforståelse som mange forældre tror på. Her tænker jeg ikke kun hjemmet men og bestemt også den udvikling der er sket når det kommer til institutionalisering. Jeg mener ikke at det er bedst at komme i institution fra 1 år eller tidligere (jeg har selv gjort det ved mine børn). Dog kan man ikke altid få det bedste og så må det næstbedste være et godt valg.
Flere og flere forskninger viser faktisk at børn under 2 år slet ikke er udviklet nok (hjernemæssigt) og motorisk til at være et institutionsbarn. Små børn har kun behov for deres primær omsorgspersoner til dagligt og andre kun i små bider af gangen (helst med omsorgspersonen). Først når de ramme 2 års alderen vil deres motoriske- og sproglige udvikling være tilpas – mere fysisk selvstændige og kan dermed mestre flere stimuli og mennesker af gangen. Måske en forklaring på nutidens rigtig mange børn som mistrives, er utilpasset og diagnose børn, som har behov for medicin for at kunne fungere, som de små duracell-kaniner, som vores kultur og politikerne siger vi skal.
Danmark ligger faktisk i toppen når det kommer til institutionalisering af børn. Det var en gang ment som pasningsordning, men er nu blevet til en nødvendighed, for langt de fleste mener at børn kun kan lærer at fungere socialt, at snakke og motorisk udvikle sig, hvis de befinder sig i en institution med 14 børn, 2 pædagoger og en medhjælper i 8 timer om dagen 5 gange i ugen. At børnene også lærte alle de ting inden kvinderne kom på arbejdsmarkedet, er tilsyneladende fløjet i glemmebogen.
Hvad så med selvstændigheden som alle vægter så højt? Jo da mine børn skal være selvstændige en dag. Men sgu da ikke når de er små, da skal de være empatisk, hjælpsom og kærlige. Jeg vil have de blive selvstændige når de føler sig tryg og sikker. At de med god selvtillid oplever verden på egen hånd og at den selvtillid er kommet gennem kærlighed, omsorg og bekræftelse i opvæksten, ikke fordi de har tillært at klare sig selv fra lille/baby. Det er jo små voksne vi skal udvikle. Hvorfor har vores kultur fået så travlt med, at børn skal være selvstændige og løsrive sig hurtigst muligt fra deres forældre? Hvorfor er der en grænse for hvor tæt knyttet vi må være med vores børn? Jeg forstår det ikke og vil ikke være en del af denne adskillelse-kultur.
Jeg giver gerne afkald på karrierer, penge og materialistiske ting, for at bruge tiden med mit lille barn. De andre ting kan jeg altid få når barnet bliver større og er mindre afhængig af mig. Men at skabe et sundt og trygt fundament, bare bruge tiden med mit barn, får jeg aldrig igen. Det er nu eller aldrig….!
Godaften derude 🙂