Endnu en weekend er gået. Denne gang med 1. advent. Vi fik pyntet op, nisser i alle størrelser, farver og former. Så har vi noget at skyde efter igen 😛 Nå men som i nok kan fornemme, er jeg ikke den store fan af nisser. Trods det har weekend stået i hyggens tegn. Og der er blevet hygget i stor stil, fra morgen til sen aften. Det er da dejligt, men jeg behøver ikke en bestemt årstid og stakkevis af nisse for at hygge mig med venner, familie mm. Nå men det er jo ved at være jul, og en af de gode ting ved december er, så komme sex and the city serien igen. Enten er man tilhænger af serien (og de to film), eller så er man “hater”. Jeg er helt klart en tilhænger af serien, filmene og deres mange citater.
For sex and the city er meget mere end bare en serie der handler om sko, mode og de mange citater der bliver husket. Nok er serien, der for 16 år siden for første gang trådte ud i offentligheden iført hundedyre Manolo Blahnik-stiletter, gennem årene blevet skældt hæder og ære fra for sit store fokus på forbrug, sko og shopping. Men Sex and the City er meget mere end det, i hvert fald hvis du spørger mig.
Den handler om grundlæggende positiv indstilling til livet. Faktisk handler den om noget så banalt som livsglæde. I en tid hvor reality programmer handle om at sende hinanden hjem, handler sex and the city faktisk om at bevare det gode venskab – om at være der for sine venner og stå ved at være den, man er. Seriens styrke er, at den viser det her livsglade kvindebillede samtidig med, at den har skyggesiderne med. Den er ikke bange for at dvæle ved de situationer, hvor karaktererne er ensomme, ulykkelige og kede af det. Noget vi alle kan forholde os til i virkeligheden.
Et eks kunne være at Charlotte og Miranda ( filmen sex and the city 2) åbenlyst sige at det kan være hårdt og kedeligt at være mor. Og at det en gang i mellem kan være befriende at være lidt væk fra sit afkom. Det er noget alle mødre kan nikke genkende til, og har bestemt ikke noget at gøre med at man ikke elsker sit afkom. Gennem hele serien, tematisere Carrie, at det er okay at fravælge børn og bare leve sit eget egoliv fuldt ud.
I Sex and the City 2, som er den (foreløblig) afslutning på serien, er det kun seriens skæbnesvanger kvinde , Samantha, der stadig er single. Hun bliver portrætteret som en stærk og frigjort kvinde, der bruger sex som våben og en vej til at opnå, det hun gerne vil have. Hele serien fokus på singlelivet og den glæde, Sex and the City-pigerne har bragt med sig, har nu sat sine tydelige spor på singlekulturen og måden, vi ser singler på. For nu er singlekvinden for alvor trådt ud af offer-rollen. Jeg tror udgangspunktet med serien er, at tage fastand fra det billed af singlelivet er lig med ynkelighed. Gennem hele serien har de kvinderne svært ved at finde en mand, men stadig har de “The time of thier lives”, både på godt og ondt.
Samantha er nærmest afhængig af en hedonistisk (lykke, nydelse) heroin og omfavner alle aspekter af singlelivet og i særdeleshed de seksuelle fordele ved at være single. Nu kan man godt være selvstændig, bare have lyst til at dyrke sex og stadig være ligeså cool som mændene. Det er nu til dags mere acceptable for kvinder at være en “slut”. Før i tiden var en mand der havde mange forskellige elsker bare cool, mens en kvinde var billig. Sådan er det ikke mere, måske det er sex and the city, der har været med til at ændre det synspunkt?
Jeg ser sex and the city, som en beskrivelse af den forandring af feminisme type vi havde i 70´erne, til den type kvinder der er i dag – den post-feminist. Veninderne erkender deres arv fra 70´erne med sammenholdet mellem kvinder og fokus på den økonomiske selvstændighed. Med de lever i en anden tid hvor kvindeligheden genforenes og den romantiske kærlighed er på dagsorden igen. De fire kvinder repræsentere fire forskellige typer af den nuværende feminisme, hvilket egentlig gøres meget realistisk. De følelsesmæssige ting, der foregår i serien, har en bred appel – også til husmoren ude på landet, selv om hun ikke render rundt på en hot natklub i New York, forhindrer den ikke i identifikation. Det gør jo heller ikke noget at man skaber drømme!
I dag har vi alle sammen den frihed og mulighed til at gå op i vores udseende og mode. Derfor er det også naturligt, at Sex and the City rammer bredt. Man kan også sige, at hele det her mantra, der er kommet med post-modernismen, hvor man skal skabe sine egne værdier, kan være flygtige og skaber en underlig eksistentiel kedsomhed, som så kan fyldes ud med et forbrug. Hvilket der illustreres godt i sex and the city.
Nu ved jeg godt at serien er skrevet før krisen og derfor tager flere nok afstand til Carrie´s stor forbrug af dyre mærkevare. Men lige netop det er en form humor for mig. Den fattige journalist, der bor i en et-værelset lejlighed, jagter den store kærlighed. Hun bruger er hver en lille øre på dyre mærkevare. Det giver hende status, og så alligevel ikke. For hun formår ikke at finde den “rigtige” trods hendes selv-opfundet status. Hendes “on and of relationship” med Mr.Big er også kun basseret på de materielle gode og sex. De har bland andet aldrig dybe samtale (i hvert fald ikke som vi ser). Og livet med ham bliver først rigtig godkendt af Carrie, da han køber den store luksusøse lejlighed, med tilhørende kæmpe work in closet (et krav fra Carrie). Det kan umuligt være ægte kærlighed der bygget på materielle gode eller er det? Men hvad er ægte kærlighed i grunden? Er det ikke bare der hvor man er lykkelig? Hvis et walk in closet gør en lykkelig. Skal man ikke nøjes med mindre, men tage den mand der kan give dig det. Man vælger vel sin mand !
Hvad synes du om serien og filmene? Har du ikke set dem endnu, kan du følge den på tv3, som frem til jul sender to afsnit hver aften.
God aften 🙂