Det er nu 3 år siden jeg gik af døren ved min læge og fik konstateret en depression. Jeg troede ikke mine egne ører, mente det var bare noget han sagde fordi det er blevet til en “mode”-diagnose. De ord har jeg måtte æde mange gange. Jeg blev tjekket på alle mulige måde og fik taget alle mulige prøver. Ingen af dem viste noget. Så det kunne kun være psykisk.
Accepten af det er rigtig svær. Til tider har jeg stadig ikke accepteret det fuldt ud endnu. Eller retter sagt jeg accepteret sygdommen, men har rigtig svært ved at acceptere det den har og til dels stadig gør ved mig.
Der er tre klassiske spørgsmål som bliver ved med at vende tilbage til mig -hvorfor blev jeg ramt? Hvad gjorde forkert? Og hvordan vil det blive fremover? Jeg ved godt nu, at de spørgsmål altid vil være der. Det vil de, fordi det er noget jeg aldrig vil kunne få et konkret svar på. Kunsten er så at kunne tackle det og lære at leve med det. Jeg er nu nået til det punkt, hvor jeg tager en dag af gangen. Ved godt at det siger de fleste, men jeg tror at det kun er dem der har haft depression (eller en anden alvorlig sygdom) tæt inde på livet, der virkelig ved hvad jeg snakker om – betydningen af at leve livet en dag af gangen.
For mange mennesker kommer det som en selvfølge at i morgen kommer en ny dag hvor jeg har det godt og kan nyde det. Men når man har en depression, kan man aldrig forudsige hvordan man har det dagen efter eller bare om en time. Det er helt små og ubetydelig ting, der kan få det hele til at vælte. Derfor har jeg fået lært at sætte stor pris på de gode tider (dem er der heldigvis flest af ) nyde det og får mest ud af det.
En ting jeg ikke har lært endnu er at lytte ordentligt til min krop. Arr jeg lytter nu til den, men glemmer stadig at reagere på det den fortæller mig. Det er rigtigt svært for mig at sige fra. Jeg har altid været en der vil alle andre det bedste og gøre dem glade. Sådan er jeg stadig, men jeg glemmer mig selv i det spil. Glemmer at gøre det jeg gerne vil og det der gør mig glad. Men hvad er det lige der gør mig glad???
De ting jeg fandt glæde ved før, er der pludselig ingen glæde ved mere……