At kunne forstå depression, tja det er svært. Jeg har i hvert fald mistet mange, der ikke på nogen måde havde en forståelse for det. Det er rigtigt svært at sætte ord, jeg har i hvert fald svært ved det, men vil nu prøve alligevel.
Jeg sov ekstremt dårligt eller slet ikke. Jeg var fuldt med uro og smerte. Ikke en smerte som de fleste kender, som når man slår sig. En konstant uro og indre smerte, der ikke kan beskrives med ord. Jeg forstår det faktisk ikke selv, men min psykolog gør…..
Alt var meningsløst for mig, dog ikke så jeg ville dø. Jeg har tænkt rigtig meget på døden, og hvad der ville ske hvis jeg var væk. Det skal så siges jeg har aldrig haft lyst til at dø. Jeg har jo to børn, som jeg ønsker se vokse op. Det var dem der kørende. Ikke at de har overtaget min voksenrolle og skulle passe mig, nej nej men havde jeg ikke haft dem at stå op til, havde jeg nok gravet mig helt væk….
Mit sociale liv forsvandt også meget hurtigt. Jeg magtede ikke at være i selskab med andre, det gav for meget uro i hovedet, og for mange stimuli som jeg ikke kunne bearbejde. Tanker fløj konstant rundt, alle mulige tanker, betydelige som ubetydelige. Jeg kunne ikke stoppe dem, koncentrationen var en by i Rusland, som jeg ikke kunne finde vej til. De helt små ting, som andre galtvæk ville overse, slog mig helt ud af kurs.
Hvad fanden skete der lige med mig. Jeg vidste ikke længere hvem jeg var, hvad jeg ville og hvorfor jeg i det hele taget var tilstede. Tja kan vel godt sige det er en slags identitets- forvirring. Jeg havde rigtig svært ved at åbne mig op og fortælle om mine følelser for andre, også min daværende mand. Det kostede mit ægteskab……
Jeg har taget nogle overmodige valg undervejs, blandt andet har jeg påbegyndt en uddannelse som pædagogisk assistent, hvilket har betød jeg fik det dårligt igen, men hvorfor? Jeg havde det jo ok dengang. Psykologen sagde kroppen ikke var klar, og starter man for tidligt ryger man ned med et brag igen. Men hvornår er man så klar? Et spørgsmål jeg stadig ikke har fået svar på eller har jeg… Bedst som jeg tror det hele er vendt og jeg har det fint, vælter det hele igen. Hvornår lære jeg at mærke ordentlig efter og sige fra i tide? Jeg synes selv jeg kæmper hver dag med det, og prøvede virkelig at sige fra. Men fuck det er svært, tit lykkes det mig heller ikke før det er forsent. Jeg er stadig konstant bange for at skuffe andre, hvis jeg siger fra, især hvis det betyder noget for dem. En ting har jeg fundet ud af – jeg har tacklet det helt forkert. Det ved jeg nu, arbejder også på at ændre det, finde den rigtige måde at tackle det på. Men som bekendt blev rom ikke bygget på en dag (dog drukket på en nat).
Det er menneskeligt at lave fejl. Depression er en forfærdelig sygdom, som kan slå selv den stærkeste af kurs. Selvfølgelig laver jeg fejl – alle laver fejl, det er det der gør os til mennesker. Det vigtigste er bare at vi kommer op på hesten igen, bliver ved med at prøve på at gøre det rigtige – gøre vores bedste.