Hmm… Ham der kølemanden eller ismanden… Hvem er det nu lige det er?
Det vil jeg prøve at svare på her og prøve at give et lille indblik, i ham der som bloggen her, engang imellem omtaler, som ham der den underlige kølemand, der gør ting, som mænd ikke burde…
(Eller som Eva i hvert fald ikke er vant til at mænd gør) 😉
Hvem er han? Altså mig… Kølemanden… Ismanden…
Kært barn har mange navne (skizofrent barn har endnu flere)
Jeg er skam slet ikke så speciel, hvis jeg selv skal sige det.
Jeg er bare en ung herre, på små 30 år… plus 2 år… og 11-ish måneder… 😉
Jeg er selvstændig, som køletekniker (tada… kølemanden, get it?) med speciale i ismaskiner i enhver art.
Ja, jeg har også arbejdet som nattevagt i en periode, af flere årsager… Men nok om det.
Alt i alt, så arbejder jeg meget. Som i lidt for meget noget af tiden. Man må håbe jeg lærer det, med tiden!
På mange måder, er jeg måske en anelse gammeldaws. Så jeg går op i gode manerer og ting som troskab/loyalitet og at man viser hinanden respekt. Man behandler kvinder med den respekt de fortjener.
(Nogle af disse ting, som den lille frue, måske ikke var helt vant til.)
Hvordan kom jeg så ind i billedet.
Jo, ser I, jeg var så heldig at være single ? Ej, spøg til side. Jeg blev introduceret til Eva igennem en fælles bekendt vi har, i forbindelse med at jeg er fritids fotograf (ja, jeg har mange bolde i luften, I know!)
Så jeg skulle møde Eva, fordi hun gerne ville have mig til at tage nogle billeder… Og derfor mødte jeg hende.
(Og nej, vi har endnu ikke fået taget de billeder) ?
Allerede inden vi mødtes første gang, skrev vi meget sammen, vi skulle jo lære hinanden lidt at kende, fordi de bedste billeder skabes, når personen foran kameraet, er tryg ved personen bagved kameraet…
Men vi skrev sammen, som i skrev meget sammen, var det som om vi bare klikkede. Vi kunne skrive om alt.
Som I virkeligt alt! Men nej, der var jo ikke noget i det, vi havde jo kun den opgave med billederne for øje…
En dag er jeg så heldig, at komme med denne fælles bekendt, på besøg ved denne mystiske dame, som forstår alle de underlige ting jeg skriver og som ved hvad jeg mener… Men hvad er nu det for noget farligt noget, en kvinde der forstår mig? Det lyder da farligt… Jep, også derfor det skulle undersøges nærmere ?
Det første besøg blev til flere, fordi hey, det var da egentlig lidt rart i hendes selskab.
Og en hel del besøg senere, tja… Så kom vi lidt tæt på hinanden… Sommerfuglene blev helt kulrede og ja…
Resten fortæller jeg i talen til brylluppet ? hehe
Det ene tog det andet, vi flyttede sammen (efter relativt kort tid) og fik hurtigt en hverdag til at fungere.
Pludseligt en dag, fik jeg så frygteligt ondt i knæet, så jeg måtte ned og støtte mig lidt ? Og ja, som kom der sørme også ring på ? I øvrigt planlagt, så ingen af de tilstedeværende vidste noget. (Surprice!)
Er vi altid enige og er der altid lutter og idyl? Selvfølgelig er vi da det og vi svæver altid på en lyserød sky!
Argh… Don’t paint that picture… ? Selvfølgelig er vi ikke altid enige om alting og vi har da også vores uoverensstemmelser. Men vigtigst af alt, vi finder altid ud af det. (Eneste der nok irritere fruen en smule, er at hun ikke kan præstere at gøre mig sur/gal… Som i hæve stemmen gal… Selv ikke når hun går totalt på tværs og driller. Bruger enhver lejlighed til at svare mig imod, ikke fordi vi er uenige, men bare ”for sjov.” Men hvorfor skulle man da også det, (blive gal) sikke noget pjat at bruge energi på, ikke sandt skat? ? )
Nu var ringen der så. 2 dejlige unger fik jeg også med. Hvad sker der så nu? Lad os springe lidt frem i tiden.
Man sidder der, som totalt fortryllet og kigger på en skærm, med ikke andet end sort/hvid og noget der mest af alt ligner en alien ved første blik… Men pludseligt giver billedet på skærmen mening…
Man når kun lige at begynde at fordøje dette nye indtryk, inden det næste kommer…
Sygeplejersken trykker på en knap og på magisk vis, kommer der pludseligt lyd fra skærmen også… Jamen er det… er det virkeligt… Ja, første gang man før lov til at høre hjertelyd… En så underlig og dejlig følelse, at det er utroligt svært at sætte ord på… Man sidder med en brusende bølgende varme glædes følelse, blandet sammen med nervøsitet og usikkerhed.
Usikkerhed siger du? Hvad er nu det for noget? Nej nej, slet ikke på den måde… Usikkerhed, på den måde, at man tænker, gud… er jeg nu god nok? Kan jeg finde ud af det her? Kan jeg leve op til kravene osv.
Den lille størrelse ligger og drejer/danser lidt rundt, et lille gab får vi også med på vejen. Et par billeder bliver printet ud af den magiske maskine, som vi får lov til at få med hjem. Pludseligt forstår man, hvorfor flere af ens venner, tidligere har, nærmest klistret deres facebook profil til, med disse sort/hvid billeder. 🙂
Glæden ved dette (eller disse) små sort/hvid billeder er enorm. Ventetiden er lang, den føles i hvert fald lang. (Specielt hvis man spørger ”rugehønen, som hun selv kalder sig) Men hey, det er også hende der bærer ”bjerget”, hvis man kan sige det sådan ? (Hun ser i øvrigt stadigvæk fantastisk smuk ud ❤)
Hov, vi kom vidst lidt væk fra hvem jeg egentlig er? Nå skidt, jeg er kedeligt at skrive om alligevel ?
Det var alt for nu. Det kan tænkes, at jeg kommer med et indlæg en anden gang.
God påske – kølemanden.
