Jeg har været inde på emnet før. Men kan love jer at det ikke bliver en gentagelse af noget der er skrevet tidligere. Igår kom en af mine læsere, med en tankevækkende artikel. Denne artikel har fået mig til at genoptage et emne. Dog med en anden synsvinkel. Grunden til jeg tager det op igen er fordi det er noget der fylde meget i os. Det samme spørgsmål bliver stillet igen igen og igen. “Er dette forhold nu på rette vej, er det rigtig”? Nej dette er ikke en kopi af artiklen, men mine tanker, der er kommet ud af den.
Vi bliver bombarderet med forskellige artikler der tackler kærligheden, film der inspirer os og blade med overskrifter som Sådan krydder du dit forhold. Vi æder det hele råt, forholder os til det uden reelt at vide hvor roden egentlig er. Når vi så finder et svar, så er det som om vi alligevel undviger det. Når vi ser tilbage på vores forhold, ser vi fejlen, men som små torne, der er for smertefulde at håndtere. Derfor springer vi ofte videre til den næste, i håbet om at finde den eneste ene – den perfekte mand/kvinde.
Vi er selv-reflekterende væsner, der ligger vægt på forskellighederne ved mennesker. Men når det gælder kærlighed, er det som om vi stadig fast med mudder på til knæene. Hvorfor er det så svært at se egne fejl. Nej lad mig lige rette det, hvorfor er det så svært at forholde sig til egne fejl og virkeligheden? Når vi skal ud og finde en kæreste, er personen forudbestemt. Et bestemt udseende, handlemåde, være måde, kort og godt. Vi har den perfekte i hovedet. Men der findes jo ingen perfekte, heller ikke nogen forhold der er perfekt. Det er lige netop her vi overser vores egne “fejl”. Måske derfor at der er så mange singler… Det gælder ikke om at finde en man kan blandes med (for det kan ikke lade sig gøre). Mennesker kan ikke blandes, kan højst kun flyde med hinanden på overfladen.
Lad os nu blive enig om at de første stadier af kærligheden er altid euforisk, en form for narkotika. Vi er på jagt, har fanget et bytte og siger så “Jeg er faldet for ham/hende”. Tror lige vi skal definere ordet falde. Slår vi det op i diverse ordbøger, vil det sige at falde til at lavere stadie/position. Prøv at sætte det ind i forholdet til en relation. Forelskelsen første fase omtales som euforisk. Det er uden tvivl også en smuk og dejlig følelse, men den skal håndteres rigtigt og holdes vedlige. Ved forelskelse (når vi falder for en) har vi det med at falde i en form for dvale/søvn (et lavere stadie). En periode der hovedsageligt består af følelser især blinde følelser. Det får os til at skabe et indbildt bånd mellem os og partneren, basseret på følelser. Alt hvad der er basseret på følelser vil med tiden altid blive nedbrudt…..!
Er man ikke forberedt på er den euforiske fase vil forsvinde igen. Vågner man brat op til en overraskelse. En drastisk ændring af forholdet. Mulighederne er så at ende det, tage kampen op eller vejen gennem bevidstheden. Hvis kærlighed ikke handler om følelser og lidenskab, hvad handler det så om? Kan det være et bevidst valg? Vi vælger selv at leve sammen med en, og først når vi har taget et bevidst valg vil kærligheden blomstre. Alle intimiteter, kærlighed, respekt, kompromis og den tillid, vil komme fra din indre velfærd og ikke fra dine følelser. Hvis det er rigtigt, så forstår jeg bedre mit kærlighedsliv, eller manglende på det 😉 I forholdt til mig selv, kan jeg sagtens se en sammenhængen. Men det at elske en bevidst er lidt af en kunst, hvilket bestemt ikke er indlært….!
Det kræver jo at man kan fuldstændiggøre sig selv. Jeg høre jævnligt nogen siger “han fuldgøre mig og gør mig lykkelig”. Men gør han nu også det? Er der virkelig en derude der også kan gøre mig fuldstændig og give mig alt muligt lykke? Naahh tror jeg ikke. Min rejse gennem mig selv, har lært mig at lykke og fuldstændighed, kan ingen andre end mig selv give. Det med at jeg manglede en reel, seriøs mand var bare en stor illusion. Så er du en af dem der tror at manden/konen din gør dig fuldstændig, så vær på vagt det er kun på lånt tid. Hvis du inderst inde ikke selv ved hvem du er, hvordan skulle andre så kunne vide det, give dig det? Lykke, glæde og fuldstændigheden hviler ikke i andre end os selv. Først når vi lære at være ubetinget glad, vil alene tilstedeværelsen af andre mennesker bringe os lykke…
Mr/Mrs perfekt findes ikke, ligesom der helle ikke findes den eneste ene. Det er bare noget opreklameret gøgl, som reklamer og Hollywood tjener penge på. Den eneste ene er noget vi selv skaber, ved at gøre os selv perfekt for hinanden. Kærlighed har som sagt mange fjender. De største er tilstanden af frygt, tvivl, overanalysere, over- tænkning, forventninger eller bekymringer. Det vil få enhver kærligheden til at dø. Alligevel er der mange der indtager denne tilstand ved forelskelse. Hvad er det der sker? Er det vores ego og hjerne der rent faktisk afskyr kærligheden og forsøger at dræben den? For de destruktive tanker, er sgu også destruktive, roden til alt ondt, endda helt uden grundlag – Pas på med dem.
Den korte vision er at ægte kærlighed komme aldrig hvis man ikke hviler i sig selv, giver plads til den anden. Respektere og acceptere partneren som den person han/hun er. Kærligheden kommer ikke af forelskelsen. Det er noget der skal bygges op i fællesskab, lige som du vil opbygger et godt fundament for børnene. Glem ikke det vigtigste, at holde vedlige, bygge videre og udvikle konstant. Der gives ingen garanti i livet, heller ikke når det gælder kærlighed. Byggeriet vil måske være færdig inden livet slutter, andre gange holder det hele livet….!
Hvad er din mening om ægte kærlighed og den eneste ene, findes det? Eller hviler det hele i os selv?
God aften 🙂