Som lille lærte jeg hurtigt at læse kropssprog og udviklede med raketfart mine analytiske evner. Der var desværre en voldsom stor afstandtagen fra alt hvad der havde med følelser at gøre – det klogest var hvis man ikke viste dem eller talte om dem, med mindre det udelukkede bestod af glæde og overskud. Jeg følte mig egentlig ikke elsket eller værdsat. Det er muligt at virkeligheden var anderledes, men det var sådan jeg oplevede det.
Jeg har gennem hele mit liv haft det svært med at være mig. Jeg havde en oplevelse af at det var mit “mig”, der ikke var god nok. Jeg prøvede at være sød og god, så jeg ikke var til besvær for andre. Det havde bare sine konsekvenser og det er dem jeg slås med i dag. Den største fejl var at jeg forholdt mig tavs. Jeg fortalte ingen om hvordan jeg havde det, hvor bange jeg var, hvor ked af det jeg var eller hvor ensom jeg følte mig. Jeg fortalte ikke hvor stor et chok det var for mig, at miste min elskede min morfar, efter jeg næsten dagligt så med egne øjne hvordan kræften overtog hans krop og sjæl…(ville jo ikke prikke til min mors sorg i den forbindelse). Jeg fortalte ikke om uvisheden, skyldfølelsen og skam, i forbindelse med mine forældres skilsmisse. Eller hvordan jeg havde/har det, fordi min far fravalgte mig uden grund eller da jeg blev drillet i skolen. Jeg talte ikke med nogen, men det værste var, ingen talte med mig om det. NEJ tavshed er ikke altid guld! Jeg tror mine omgivelser, specielt min mor ville have haft lettere ved at håndtere og forstå mig, hvis jeg havde åbnet mig omkring mine problemer. Men havde jo lært at følelser og problemer skulle ties ihjel. Jeg brugte skoven (et bestemt træ) og de søvnløse nætter til at finde en forståelse, en udvej og fik her en ny ven.
Min generelle tendens til at holde tingene for mig selv, løse mine problemer på egen hånd har været og er stadig en stor del af min personlighed – måske en blanding af stolthed og stædighed. Udtrykker jeg et behov for hjælp, ville jeg ikke få det. Hvis jeg får det, så vil jeg slet ikke være i stand til at tage imod det.
Det mønster som jeg har taget med mig, har spændt ben for min udvikling. Min mistillid til andre mennesker skaber en stor barriere i forholdt til at opsøge hjælp – selv fra en professionel, og i forholdt til min kæresten… Mit første håndsindtryk kan nemt virke utilnærmelig, det er dog kun en form for selv-beskyttelse mod min store følsomhed og sensitivitet. Jeg er et langt mere tænkende, følende og sanseoplevende menneske end jeg vil erkende. Underligt som vi mennesker er sat sammen ik´?
Jeg har dage hvor jeg mærker, men det jeg mærker er vrede, sorg, mindreværd og ligegyldighed. På de dage vil jeg helst bare svøbe mig ind i dynen, lukke ned og lade verden være verden. Selv de ti skridt ud på badeværelset, føles som at bestige Mount Everest. Der er dage hvor jeg ikke mærke noget overhovedet – helt tom. På de dage kan jeg godt lave ting, ordne have, besøge nogen, ordne vasketøjet osv. Men det giver mig ingen glæde. Den tomhed gør mig bange, og så vender de dumme følelser tilbage. Og så er der dage hvor jeg er glad, har det godt, griner, hygger mig, har sex med min kæreste….og tuder så bagefter i stilhed. Jeg ved ikke præcis hvorfor, men har en ide om at det er fordi jeg er glad, føler mig elsket og værdsat, og det fortjener jeg slet ikke. Selvfølgelig fortjener du det siger folk så, men de tager fejl. For det har du lært mig.
Jeg har ikke fortjent at have det godt og sjovt når jeg bare ligger her og dovner. Hvis jeg ikke kan finde ud af at gå på arbejde, som voksne mennesker burde gøre, hvad kan jeg så finde ud af? At have det godt er en belønning for hårdt arbejde, perfekt arbejde. Enten gør man tingene perfekt eller så er man en fiasko. Det har du lært mig… Ros er ikke en motivation, ros er en belønning. Jeg tænker nogen gange på om det ikke ville være dejligt at kommer lidt ud og se nogle andre venner, det er så længe siden. Men så minder du mig om at når jeg selv har valgt at gå den anden vej, er der slet ikke tid til sådan noget pjat mere. Men måske der så snart blive tid til de kunne kommer her og besøge mig. Men så kommer jeg i tanke om noget du har sagt “Det har de slet ikke lyst til”… “De har kæreste, børn, hus osv. Der er slet ikke tid til at se dig mere” sagde du. Jeg troede på dig og gør det stadig. For du er også min ven og du er her hele tiden. Du vil mig kun det bedste ik´?
Du kalde dig ven, de andre (og min læge) kalder dig depression, stress eller trolden. Jeg ved slet ikke om jeg har lyst til at kalde dig ven eller noget andet. For du har lært mig at tænke fremfor at føle. Du har lært mig at jeg er den eneste i verden, der ikke må have det godt. Du har lært mig hvis man ikke er perfekt, så er man ikke god nok, og at det er en svaghed at bede hjælp. Jeg skal kun mærke når det gør ondt, slet ikke bemærke hvordan det i grunden føles når det er godt. Du har lært mig at jeg ikke er noget værd, hvis jeg ikke hjælper andre….
Men jeg ved (måske stadig kun i hovedet) at jeg kan ikke hjælpe andre, før jeg har lært at hjælpe mig selv. Jeg ved også at jeg gerne må have det godt, ligesom andre. Jeg ved at hvis jeg ikke kan mærke det gode, det rigtig gode kan jeg ikke fungere optimalt. Ved hvis andre kan bede om hjælp så kan jeg også. Jeg ved at man ikke bliver lykkelig ved kun at tænke jeg ved… jeg ved… jeg ved…!
Det bliver svært, og jeg ved det kommer til at gøre ondt lidt endnu. Hvad jeg ikke ved, er hvornår det stopper…. Nogen siger “Tiden læger alle sår…” Tja sårene heler, men hvad så med de efterfølgende ar?
Kære ven der er kun en vej frem: ctrl+alt+delete.