Det er sikkert gået op for de fleste, at jeg det seneste halve års tid haft fornøjelse af noget, der ligner et fast forhold. Ja der er en mand i mit liv, ikke bare en weekend kæreste. Men en mand, der har fået mig til at opdage sider af mig selv, jeg ikke før har set. Har givet mig kropslige- og følelsesmæssige oplevelser, jeg aldrig havde troet var muligt. Ganske simpelt helt utrolig dejligt, frisættende og orgasmebringende sex (på helt nye stadier). Aldrig har jeg haft det så godt, været så tilpas og tilfreds i et forhold. Men men men…
En morgen, uoverskuelig tidligt, vågnede jeg hulkende i sengen. Et udbrud af dyb sorg og samtidig en vanvittig lettelse, da det gik op for mig han stadig lå og holdt om mig. Få sekunder før, var han lige gået fra mig på den grovest tænkelig måde. Jeg var helt fra den. Vi havde været til fødselsdag fest sammen med venner og familie. Pludselig fortalte han om en dejlig pige han havde mødt. Han besøgte hende undervejs hjem fra sine nattevagter. Jeg begyndte at brokke mig en smule. Han kiggede på mig og sagde så højlydt “Nå ja jeg har fået en ny kæreste”. Hun kom i samme sekund, kyssede ham inderligt og overtog min plads. Min svigermor forstod slet ikke, at jeg brokkede mig. Hun var helt enig med ham i, at jeg da umuligt kunne have troet at vores forhold ville holde. Jeg var fuldstændig knust, latterlig gjort og dybt ulykkelig….. Og langt fra vågen.
Ja det var en drøm, men følelsen af knust hjerte var helt ægte og den åd mig op indefra. Jeg var vågnet midt i det hele, befandt mig få centimeter fra min snork-boblende kæreste og var brudt sammen i gråd. Han lå jo lige der, han var ikke gået fra mig og gør det forhåbentlig aldrig. Det var en underlig morgen, eller faktisk var hele dagen temmelig underlig. Jeg kunne ikke ryste sorgen og svigtet af mig. Det hele sad i brystkassen som en kæmpe svulst hele dagen. Dels fordi det føltes så livagtigt og virkeligt. Og dels fordi det nager mig, jeg ved udemærket godt hvorfor den drøm er opstået. Jeg kender følelserne i den, for jeg har følt dem før.
Mit problem er mistillid til mænd. Jeg har svært ved at stole på dem. Det skal ikke forstås som en fanatisk, feministisk mandehad. Tvært imod elsker jeg mænd. Jeg har desværre kun elsket mænd, der har løjet for mig og sagt at de også elskede mig. Men har aldrig turde/ville stå ved det overfor resten af verden. Nok fordi de slet ikke mente det. Så holder man hurtigt op med at tro på dem.
Jeg har ikke mistet troen på kærlighed. Jeg bliver mindet om den i alle former hver dag, men har aldrig været så heldig selv før. Det er ikke ynk, det er bare et faktum. Men nu står jeg så med den – hvad gør man så? Jeg vil den jo så meget, samtidigt er jeg bange for den. Jeg er slet ikke van til at blive følelsesmæssigt bekræftet hver dag, uden jeg selv beder om det først. Det er den totale omvendte verden for mig. Jeg elsker det, vil have meget mere, men jeg har også et problem med at vænne mig til det. Tænk nu hvis det holder op igen. Tænk nu hvis han slet ikke holder så meget af mig, som han siger? Jeg ved jo godt at det gør han (i mit hoved) men alligevel hvad nu hvis….?
Ja den der “Hvad nu hvis” er en dum og ond tanke, der bare er ude på at fucke min hjerne totalt op. Det lykkes også delvis nogen gange, og det er død frustrerende – ikke mindst for min kæreste. Det er jo ham der betaler prisen for alle dem, der ikke har opført sig pænt og ikke sagt sandheden. Det er ham der står model til mine overreaktioner, når han kommer senere hjem (og tusinde andre dybt fjollet ting). Ved godt det på ingen måde er fair, men det er svært at ændre på den verden hjertet har opbygget i det lille mørke rum i brystet.
Jeg snakkede med en ven forleden omkring fremtiden. Vedkommen havde et behov for at blive gift en gang. Jeg ved egentlig ikke om jeg har den store lyst til det igen. Det var et stort behov jeg en gang havde. Ikke fordi det partout skulle være med stor hvid kjole og alle tænkelige traditioner (det kan godt blive for meget). Nej, fordi jeg havde et enormt behov for at, en turde stå så meget ved at han elskede mig, at han selv ønskede at stadfæste det på en bindende måde overfor de mennesker der stod ham og mig nær. Et behov der på ingen nogen måde blev opfyldt, hvorfor så gøre det igen? Det virker sgu plat nu når jeg læser det sort på hvidt, men det er bare den rene og skære sandhed.
En sandhed mere er også, at ham jeg har fundet nu, ham elsker jeg. Og det skræmmer mig. Ikke så meget fordi der er en lille risiko for, at han slet ikke elsker mig. Men mest fordi, at det gør han rent faktisk, og hvad sker der så? Er jeg så lykkelig nu? Det at han elsker mig, betyder det egentlig ikke bare, at det vil gøre tusinde gange mere ondt, hvis han en dag skulle ombestemme sig? Og hvad er adgangskravet egentlig for den lykke-følelse? Jeg hulkede i hvert fald mere end jeg nogensinde har gjort før, da jeg vågnede af den drøm. Jeg kan sgu egentlig godt forstå hvis han tænker, at indersiden af mit hoved må være som et galehus, ala Gøgereden. Det føles i hvert fald sådan – du ved, sådan helt “almindelig” tosset, jep det er mig.
God weekend derude 