Kærlighedstoget – hvornår kører det for hurtigt?

I mit sidste indlæg skrev jeg om at leve livet og turde tage chancer. Det har selvfølgelig sat flere tanker i gang. Når jeg bliver gammel (ja ja ved godt det er tæt på), så vil jeg kun fortyde de chancer jeg har taget, som fortryde de chancer jeg ikke turde tage 🙂 Der hvor det så stadig halter lidt, er når det gælder et forhold. For hvor går grænsen for hvilke chancer og ikke mindst hvor hurtigt skal man springe ud i det næste skridt? Du kender det helt sikkert selv, det at alle synes at have en holdning, om hvor hurtigt eller langsomt et forhold skal udvikle sig. Der er mange der har en uskreven regel for hvor længe man skal have været sammen inden man gørdet ene og det andet. Men hvorfor egentligt?

Jeg mener vi lever i verden, hvor det hele som regel ikke kan gå stærkt nok og engangsknald er efterhånden et most for at være moderne, endnu et bevis på jeg er ved at være gammel 😛 Men når det så kommer til forholdets udvikling, sætter en del stadig tid på for hvornår man tager et skridt videre. Helt ærligt, er engangsknald ikke en af de værste? Mener lidt, der er tit alkohol indblandet, hvilket gør man ikke altid tænker klart. Det kan få følger som sygdom, endda livstruende eller måske en graviditet. Ingen af disse to udfald, er at spøge med efter min mening. Hvad er det farligste der kan ske ved at gå hurtigt frem i et forhold? Få en erfaring mere til samlingen….!

Du kender dem sikkert, de klassiske bemærkninger…. Hvor godt kender i egentlig hinanden? I er jo bindegale og blændet af forelskelsen, det vil gå galt osv. Hvem har egentlig retten til at dømme andre og deres forhold på denne måde? Der er da ikke andre end parret selv der kan bedømme og mærke hvad de føler for. Ja nogengange går det galt, og hvad så? Shit happens, så er det vel bare op på hesten igen og ride videre, med en erfaring mere i bagagen. Gælder det ikke bare om at følge sin egen mavefornemmelse her og nu?

Måske mig der er forkert på den – lidt underlig (hvilket jeg høre tit) men er det ikke først når man lever under samme tag, den virkelig prøve skal bestås? Der hvor man virkelig finder ud af hvem hinanden er. Du skal ikke bilde mig ind, at du viser alle de knap så gode sider af dig selv i et forhold, når i kun ses en gang i mellem. Jo måske efter et 1 1/2 års tids. Men ellers vil de fleste pr automatik anstrenge sig for kun at vise de gode sider. Man har ikke så meget tid sammen, så spilder da ikke tiden med de knap så gode sider vel… !

Ja ja nu lyder det som om jeg er en af dem der springer med vidt spredte ben og arme ud i det hele – det kan kun gå alt for langsomt… Nææ sådan er det slet ikke. Jeg er rent faktisk tilbageholdende når det gælde nye forandringer og om at tage springet, specielt når det kommer til parforhold. Hvorfor så alt det ovenstående? Tja det er fordi min situation har ændret sig og sat tanker i gang. Jeg har altid selv haft uskrevne regler for hvornår man gør hvad i et forhold. Det er jo fint at gå langsomt frem, så længe man bare ikke går i stå/baglås og bliver for meget styret af frygten – Hvad nu hvis? Skal vi i det hele taget bekymre os så meget om fremtiden og hvad der alt kan ske? Når du sidder og kigger på din næste rejse syd på, sidder du så også tænker, hvad nu hvis? Nej vel, for så kom du aldrig afsted 😉 

Jeg er helt med på at man bliver en smule blind og sindsyg under en forelskelse. Men jeg mener ikke det er så slemt at man ikke ved hvad man gør. Jeg har altid selv fuldt mine uskrevne regler før. Big news, det holdt ikke af den grund. Uskrevne regler giver ikke en garanti. Der er ingen garanti for noget i livet, kun at vi alle skal væk herfra på et tidspunkt. Hvorfor så ikke bare giv den gas mens man kan?

Som nævnt i et tidligere indlæg har jeg fundet en fandens dejlig kæreste og vi har bare en uforklarlig connection. Han sagde til mig sidste dag, at når jeg giver ham et kram, kan han mærke hvordan jeg giver fuldstændig slip på mine omgivelser, får en indre ro. Noget som ingen andre har kunne få mig til før. Vi kan snakke om alt (virkelig alt), kender hinandens inderst tanker, følelser og drømme, og er intime sammen, som om vi har kendt hinanden i flere år. Hvis det ikke er det, der rustet et par til at håndtere konflikter, små opslidende begivenheder og de praktiske ting bedst, hvad er det så?

 Vi mennesker udvikler og forandres hele tiden, så det gælder om at følge med i hinandens udvikling, tanker, følelser og drømme for at kunne vokse sammen. Og findes der nogen bedre måde at gøre det på, end at tage springet til næste face? Alligevel holde jeg igen. Nogle af mine uskrevne regler er allerede blevet brudt, helt uden jeg har tænkte over det. Det føltes bare så naturligt at køre derud af. Men så er spørgsmålet bare, skal jeg fortsætte i det spor eller skal der tækkes lidt i nødbremsen nu?  (de uskrevne regler).

Ved godt jeg ikke får et svar herinde. Ingen andre end mig (og ham) kan vide det. Men jeg vil alligevel gerne høre din mening. Kan tingene gå for hurtigt? Hvis begge parter har det godt med det, føler for det, som noget helt naturligt, skal man så ikke bare skide på hvad andre mener, de lorte uskrevne regler og bare springe ud i det? 

God aften 🙂