Idag modtog jeg en anmodning på Facebook. “XX added you as a friend. To confirm bla bla bla.” Da jeg så navnet, var min første tanke: “Det mener du fandme ikke alvorligt?!” Vi taler her om en person, der har brugt det meste af sin folkeskoletid på aktivt at forpeste min. Og nu, hvor det tilsyneladende rater xx´ s coolness, hvor mange venner xx har, så føjer vi bare ukritisk folk til listen eller hvad?
Da den røde arrigskabs-tåge lettede, og jeg genvandt mit normalsyn, gav det plads til de mere realistiske tanker. Jeg mener at et langt stykke hen af vejen, vælger vi selv de roller vi har i de forskellige relationer vi indgår i. Jeg er ikke længere den person jeg var for 5 år eller 20 år siden – ja ja jeg er ikke ung mere, men det er jo bare et tal på fødselsattesten ik 😉 xx er givetvis heller ikke den samme mere. Vores indbydes forhold er ikke støbt i cement, bliver det kun hvis jeg igen acceptere den rolle jeg havde dengang. Hvilket jeg bestemt ikke har tænkt mig at gøre.
Jeg tror at man selv er herre over og lærer, bevidst som ubevidst, hvordan andre folk skal behandle en. Jeg læste engang, at der ikke fandtes ofre, kun frivillige….. Det er nok at oversimplificere tingene en smule, men alligevel ikke helt ved siden af. Mener hvis man definere sig selv ud fra hvad man spejler sig i, så tror jeg godt det kan betale sig, at være bevidst om hvordan man responderer på omverdenens krav og forventninger.
En del af de mest anvendte sætninger som f.eks “Det kan jeg godt gøre“, “Det var så lidt“, “Jeg ville heller ikke være kærester” eller “Det gør ikke noget“, er tveæggede sværd. De er på den ene side brugbare og harmløse, men er de sagt for at få modtageren til bedre at kunne lide en, bliver de forvandlet til cyanid på tungen.
Jeg er ikke speciel god til at fortælle folk jeg holder af dem. På det punkt ligner jeg nok for meget en mand – no offense 🙂 Så høre du de ord komme ud af mund, er du noget helt specielt og burde værdsætte det. Bare fordi jeg ikke siger det højlydt, betyder det ikke nødvendigvis, at jeg ikke holder af nogen. Om jeg holder af nogen, kan ses i min handling. Jeg hjælper dem heller end gerne og så kan de selv oversætte det til ord. Problemet i det er, at jeg også den anden vej rundt, fortolker efter den skabelon. Det betyder at jeg ind i mellem helt kujon-agtigt undlader at bede andre om hjælp, hvis de siger nej – betyder det, at de ikke kan lide mig, jeg er en belastning…. Nogle mennesker får den opfattelse af mig, at jeg er et serviceorgan, som kan fører til en form for udnyttelse. Når jeg så føler mig pisset på, tja så kan jeg jo kun sende takkekortet til mig selv. Hvilket ikke lige frem gør mig i bedre humør….!
Jeg har flere gange oplevet at få den der “søster” funktion for en som jeg egentlig troede var en veninde. På et tidspunkt (faktisk ikke så længe siden) opdagede jeg, at jeg havde fået tildelt en kombination af aflast og støttefunktion. Dog havde jeg åbenbart glemt at få indført i kontrakten, at denne service går begge veje. Det betød, at da mit liv bød på en “bid i gulvtæppet” periode (eller en anden akut situation) og jeg i sikker forvisning om at jeg havde mange øre-points på kontoen der, ringede jeg op til vedkommen. Kort tid efter kunne jeg målløs ligge røret på igen, efter jeg havde konstateret at det tog hende under 3 min, at vende samtalen til hendes liv og problemer. Pinagtig bevidst om, at jeg faktisk selv har været med til at indrette venskabet sådan.
Noget skal helt sikkert ændres, og det lagt op til mig. Måske jeg skulle melde mig ind i sådan en rollespils-klub, så jeg kunne udvide repertoiret lidt? Jeg vil heller være ham der kaster med sne og råber “Iskrystaller, Iskrystaller”. Jeg er sgu så træt i armene af at hænge her på korset 😛
God dag 🙂