Kort om min sygdom.

Vi kender alle det der med at føle sig tømt for energi, træt og trist, hvor man så siger jeg er depri. Dage hvor det er svært at holde sig igang- en periode hvor alt bare er noget øv. Går det ikke over efter nogle dages ro, måske en uges ferie, så skal man snakke med nogen om det evt lægen. Din læge vil hurtigt kunne bedømme om det evt er almindelig “udkørthed” eller i værste tilfælde sygdom eller depression.
Det er vigtigt at lytte til kroppens signaler og ikke mindst at reagere efter det, helst så hurtigt som muligt. Ikke gør ligesom mig, trække det ud. det bliver kun værre med tiden. Jo længere man komme ud, jo længere tid tager det at komme tilbage igen.
Gennem min samtaleterapi med psykolog og psykiater, er det kommet frem at mit mere eller mindre var ustoppeligt. Forstået på den måde at det ville bryde ud på et tidspunkt. Dels fordi det arveligt, og der er flere tilfælde i min familie, og dels fordi jeg har en diagnose der hedder personlighedsforstyrrelse. Personligheden udvikles gennem barndommen og ungdommen og påvirkes af omgivelserne og de medfødte egenskaber der styre hvor sårbar ens personlighed vil være. Fik at vide at det dels er medfødt og indlært fra barns ben, vil det være noget jeg skal døje med resten af mit liv. Jeg er nu heller ikke i tvivl om, det kan lade sig gøre. Det gælder bare om at lære det og vide hvordan man tackle de problemer der kan opstå undervejs. det kan ikke mediciners væk eller holdes ned med medicin. Der er en langvarigt process med samtaleterapi, for at lære mig selv at kende og for at kunne håndtere mine følser, vrede og angst på en hensigtsmæssigt måde. Så vil det ikke længere være en blokade for mit sociale- og arbejdsliv.
Personlighedsforstyrrelse gør at jeg er mere disponibel for blive stresset og udvikle depression, hvilket jeg allerede har prøvet et par gange. Depressionen jeg har, kan og vil der også blive medicineret. Jeg har nu accepteret min skæbne og vil få et godt og langt liv, trods mine forhindringer. Ingen skal stoppe mig mere- heller ikke sygdommen. Jeg er ikke et dårligere menneske end alle andre og jeg kan det samme, som de fleste andre. Måske ikke lige nu, men det kommer jeg til i fremtiden.