“Lige børn leger bedst”Det er et ordsprog jeg har hørt mange gange. Men hænger det nu også sådan sammen i realiteten? Jeg har altid troet jeg skulle finde en der lignede mig mest muligt. Men må nu konstanter, at det dur virkelig ikke. Det giver ikke nogen udfordringer og modspil. Noget jeg har behov for, hvis jeg ikke skal køre sur i det og give op. Det er det der for mig til at vokse, modne og udvikle mig.
Fra første dag jeg præsenterede min x-mand for familien og venner, blev jeg bombet med advarsler. Jeg skulle ikke blive ved ham, han var ikke noget for mig, vi var alt for forskellige osv. Han var noget ældre end mig, kom fra en familietype – kort sagt, havde han en hel anden baggrund og indstilling til livet end mig. Og alligevel følte jeg vi havde meget til fælles. Jeg faldt i hvert fald platask for ham. Men måtte nøjes med et venskab de første par år.
Det vi havde til fælles er der desværre ikke andre der kan se. Vi har samme form for humor, en del fælles interesser (de blev desværre bare ikke nydt så meget sammen). Men vigtigst af alt har vi et rigtigt godt venskab- en ubeskrivelig kemi, en speciel kemi, hvor vi har evne til at vide hvad den anden tænker/føler, uden der behøver at komme ord på.
Selvfølgelig er vi som dag og nat, på en del punkter. Eller udviklede vi os, efter der er kom børn ind i billedet. Det har jeg altid set det som et meget negativt element. Men kan den dag i dag godt se, at det faktisk er et vigtigt element. Der hvor den ene var svag er den anden stærk og omvendt. Jeg gav ham bare ikke lov til det, da jeg var svag. Vi har været igennem en del strabadser, nok også mere end andre vil opleve. Men vi holdt sammen, på vores egen måde. Men hovedsagen er at vi var der for hinanden. Selv den dag i dag, 1 1/2 år efter vi er gået fra hinanden, er vi stadig knyttet sammen af meget stærke bånd.
Ja men hvorfor er vi så ikke et par mere, hvad gik galt? Det vil jeg give mit bud på. Han har altid været meget social, kørt i et højt gear. Måske lidt for meget højtflyvende, drømmende lidt teenager artigt. Et tempo jeg kunne følge med til i starten, men da der børn i huset, ændrede jeg fuldstændig kurs. Jeg blev pludselig meget indelukket og havde tendens til altid at bekymre mig om alt andet end det jeg burde bekymre mig om. Kommunikationen eksisterede kun, som skænderier, hakkeri og bebrejdeser fra begge parter. Jeg skubbede min mand væk fra mig. Det hele tog overhånd og endte med jeg kørte mig selv ned. Det endte i en depression. Jeg dømte hurtigt, det kun kunne skyldtes mit dårlige forhold. Min mand fik hele skylden fordi jeg mente han ikke forstod mig. Jeg kunne kun se alle hans fejl. I virkeligheden var det mig der ikke forstod ham.
Mig der havde lige så mange fejl. Der skal to til en vals, men også to til at ødelægge det…..
Jeg søgte trøst hos børnene, de fik mig fuldt ud. Men jeg glemte mig selv helt i det spil. Det sidste års hårde arbejde med mig selv, har fået mig til at indse fejlen var ikke hans. Jeg havde selv kørt det hele ud på et sidespor. Vi har egentlig ikke haft meget kontakt med hinanden, kun lige det nødvendige pga børnene. Jeg har også haft andre partner, helt andre typer end ham, ville prøve at gå den sikre vej. Men det fungere ikke for mig. Der skal ikke mange forandringer til, før det hele vælter. Så nej jeg synes ikke “lige børn leger bedst”. Gennem min lange personlig udvikling, har jeg lært at være mere afslappet, sorgløs og mere social. Mine børn betyder alt for mig, men mit liv skal ikke kun foregår på deres primisser. Jeg begynder nu at kunne se hvor meget min x-mand i grunden har bidraget til mit liv. Hvad han har lært mig. Han har faktisk lært mig meget af det, jeg ikke har lært i min barndom. Han har lært mig at give slip, at være fri, ikke lade mig påvirke af min generthed. Noget ingen andre har formået at gøre. Han har sagt til mig mange gange jeg var dejlig og pæn. Ord jeg bare lod flyve gennem mig uden at tage dem til mig. Og hvad fik han som tak for det? – fyresedlen af mig…..
Vi er nu begyndt at få kontakt igen. Vi kommuniker godt sammen og snakke om alt. Vi hjælper hinanden hvor vi kan. Jeg ved han vil altid være der for mig, hvis jeg skulle få brug for det. Lige som jeg altid vil være der for ham. Det forhold vi en gang havde var opbygget på et venskab, et venskab fyldt med modsætninger, som har været fundamenter for vores udvikling, og de stærke bånd det er endt med. Det startede som et “lille” venskab, og er nu endt med det bedst og “største” venskab, man kan ønske sig med en x…..
Det er for mig et bevis på at “lige børn ikke altid leger bedst” det er kun et ordsprog og har ikke noget med realiteten at gøre. Jeg ser livet som en lang udvikling, derfor er det også vigtig i et forhold. Der skal en vis form for modsætning til, for at man kan udvikle sig i et forhold. Ellers vil man køre træt i det, og med tiden vil forholdet gå i opløsning.
Hvad er din mening omkring “lige børn leger bedst”? Er forskelligeheder godt for et forhold eller en hæmsko?
God aften 🙂