Endnu en weekend er overstået. En weekenden der har været fyldt med rigtig mange tanker og minus søvn. Vist på tide at få dem lidt ud. Arrhh bare rolig ikke dem alle, nogen af dem hører ikke hjemme her 😉
Uanset hvor mange kurser og samtaler jeg har haft om at give slip på alverdens ting, accept af alverdens forhold og tilstande. Om at finde mig selv og roen. Lære at sige fra, at følge egne ønske og drømmer, er der stadig et lille sted i mit hjerte der er bange for at miste. Hvorfor kommer det så op nu igen? Tja det ved jeg egentlig godt, jeg ved bare ikke hvordan jeg skal gribe det an. Om en lille måned er mit første mål nået. Det har været hårdt, men samtidig giver det en rigtig fed følelse.
Der er mange ting i livet vi ikke kan planlægge os frem til, og andre ting skal planlægges for at fungere optimalt. Aller mest holder jeg af ikke at planlægge for meget. Planlægning, skaber forventninger – forventninger medfører skuffelser og smerte. Derfor er jeg ikke meget for at tegne en planche over mit liv. Jeg vil heller overraskes, af det der lure rundt om hjørnet, springer ud som en trold fra en æske, når jeg mindst venter det. Her kommer mit første dilemma så op, for nu er det at jeg er nød til at planlægge lidt igen…
Om et halvt år (senest) vil jeg igen står ved et vejkryds, hvilken vej skal jeg vælge? Et halvt år er lang tid, ja men bliver nød til at forholde mig til det allerede nu. Jeg ved jo krydset vil være der, så hvorfor ikke bare foreberede sig? Men hvordan gør man det, når angsten dukke frem fra mørket lige så tanken strejfer mig? De sidste to år har jeg mistet meget. Mennesker jeg elskede, steder jeg holdt af, venner der betød meget og ting jeg havde bygget op. Jeg har dog altid kommet til accepten af, at der var en mening med det hele. Men for fanden, det gør ondt at miste. Ihvertfald for mig, måske er det bare fordi jeg er et menneske.
Angsten for at miste. Den der dybe angst som bare fylder alting ud, når først den er flyttet ind. Alle siger den berømte sætning til mig “så giv dog slip”. Shit hvor har jeg hørt det mange gange, og alligevel har jeg svært ved at slippe. Jeg har egentlig ikke lyst til at slippe, det er jo det eneste jeg har at holde fast i. Hvis jeg slipper, vil jeg hænge og dingle ud over bjergkanten, uden noget som helst at holde fast i. Det er lige det jeg har gjort indtil nu, holdt fast i et eller andet – tvivl, sorg, den falske tryghed, bare et eller andet. Men nu er jeg ved at nå første bjergtoppe, hvordan kommer jeg så ned på den anden side bedst, uden at holde fast i fortiden? Jeg ved det egentlig godt selv, men tør jeg at give helt slip? Får jeg noget at holde fast i undervejs? Bare et eller andet, der kan få mig til at, føle jeg stadig har en forbindelse til den jord jeg bevæger mig på. Den hvor liv og død er uadskillelige og hvor kærlighed og adskillelse går side om side….
Jeg har altid troet, at når man skulle ned fra tvivlens og frygtens luftgynge, skulle man bare hoppe ud i mørket. Nej det skal jeg ikke, kan jo hænge ude i universet. Jeg skal have noget at holde fast i – tilliden er svaret. Noget jeg fandt frem til gennem den søvnløse og tankefyldt weekend. Når jeg tager springet og afgrunden under mig, åbner op for det uforudsigelige, skal jeg bare klamre mig til tilliden. For at slippe angsten skal jeg holde fast i tilliden. Jeg har set mig, samle mig selv sammen igen og igen, som et puslespil, hver gang jeg mistede og bristede. Og det kan jeg have tillid til, at jeg vil gøre igen.
Jeg elsker, at jeg endelig er kommet frem til, at det egentlig er ok at være alene – sove alene. Jeg har fundet ud at det egentlig er dejligt at hygge om aftenen alene. Jeg elsker, at jeg har fundet fred med, at jeg egentlig ikke er det store familiemenneske. Her tænker jeg ikke på mine børn. De er ikke min familie, men en del af mig. De får mig til at huske at være ung og midt i livet. Jeg elsker det hele, for der står ikke så meget andet på min planche, (kun at jeg ønsker at se mig selv smile) eller gør jeg? Elsker jeg det kun fordi det er ok lige nu, men inderste inde har jeg ønsker og drømme som alle andre, de må bare ikke ud at flyve – ikke lige nu ihvertfald.
Tanken har strejfet mig her i weekenden. En trold er hoppet ud af æsken på værst tænkelige måde… Hvad bilder han sig ind, at komme sådan midt i det hele. Jeg ventede det ikke, men må erkende han går direkt under huden på mig. Kan ikke forklare hvorfor – det frustrer mig vildt meget. Jeg aner ikke hvad hans hensigter er med dette bekendtskab, nok også bedst sådan. Eller er det bare mig der ikke vil se sandheden? Altså jeg nyder kontakten fuldt ud og ønsker ikke at stoppe den på nogen måde. Men at tænke tanken videre derfra, tør jeg heller ikke. Eller jo det har jeg da gjort en enkelt eller to gange, men hvad nu hvis? Så er den tanke ligesom lukket ned igen. Hvis en spurgte mig, om der på skulle tegnes en ny planche, altså påføres en mand – så ville jeg nok svare nej tak. For jeg har det jo fint uden, men ham her gør et eller andet uforklarligt ved mig. Noget som sætter mig på en meget usikker og gyngende grund.
WTF, mit første mål er næsten nået, det næste venter på den anden side af krydset, jeg skal bare vælge hvilken vej jeg vil gå. Jeg hopper snart ud i verden, med armene over hovedet og bygger op på ny, så må jeg se hvad der følger med…….
Pas på jer selv derude, god aften 🙂