Alle mennesker har et ønske om at være lykkelig – Hvorfor er det så, så svært at opleve den? Jeg har en mistanke om at det bunder i vores eget mindset – du ved enhver er sin egen lykkes smed. Så er det ikke vores eget mindset der forhindre lykken i at tage en permanent bolig i os?
Hvis man nu føler sig splittet og trækket i alle retninger, hvad gør man så? Når man har mærket så meget, at man er blevet helt følelsesløs. Eller bare ikke har turde at åbne låget på den kassen, hvor der står “ønsker for livet” af frygt for hvad man kan finde. Hvor går man hen, når ingen andre end en selv har svaret og ansvaret, for hvad der skal ske med det der satans liv? Når man er tvunget til at rejse sig fra sædet i bussen og overtage rattet, for at få den ruten der følger ens drømme. Hvad vil der så ske med chaufføren? Og hvad med de andre passagerer, er de så nød til at stige af, fordi de ikke kan eller vil køre samme rute? Vil de finde en anden rute? Hvad nu hvis man rammer andre undervejs og som bliver såret?
Et stykke hen ad vejen er disse bekymringer og risici helt reelle. Det er præcis lige så uundgåeligt, som det er at beskytte sig selv mod livets lussinger – Helt umuligt.
Jeg har altid ment at lykke var noget man fik ude fra. Det var noget der afhang af andre omkring mig. Nå ja og så lige en lille smule held. Lykken blev bestemt af andres stemninger og de beslutninger der blev taget. Jeg lærte hurtigt at lykke ihvertfald ikke var noget der varede evigt og heller ikke noget jeg selv var herre over. Lykken forsvandt hurtigere end den kom – Den forventning har holdt godt fast i mig i mange år.
Jeg ønskede mig lykke, lige som alle andre. Men turde ikke at eje den. Vidste jo at når jeg fik den, ville jeg bare hurtig miste den igen og det gjorde ondt. Derfor bekræftede jeg igen, igen og igen indeni mig selv, at jeg ikke måtte stole på lykken – jeg måtte ikke glæde mig for meget, føle forventnings glæde mm.
Er det ikke sådan med vores mindset, at det er noget vi selv skaber, og vi selv efterlever den? Det er kun os selv der har ejeskabet over vores mindset og kan selv skabe vores egen virkelighed der. For så at bruge livet på at lede efter de beviser der bekræfter at vores mindset taler sandt, i stedet for bare at ændre det – indstille den så den passer til virkeligheden.
Nu når man er sin egen lykkes smed, hvornår er det egentlig så ok at prioritere sin egen lykke uden at være egoistisk, Uanset hvilken form den har? Hvor går grænsen? Jeg tror ikke der findes noget endegyldigt svar på de spørgsmål. Bare det at skrive det, føles svært og ucharmerende. Grænsen for hvad vi hver især vil/kan og går på kompromis med, er tilsynladende meget varierende. Min angst ligger i, hvad der vil ske med kvaliteten af den korte værdifulde tid der er til rådighed for os. Det er en evig stærk drivkraft til altid at forsøge, at få boblen i hjertet til at være i vater.
Dengang jeg skulle skilles fra børnenes far og jeg var fyldt af sorg indeni over at splitte deres liv i atomer. Men så var der en der sagde til mig “Det vil ikke altid føles godt, at tage en rigtig beslutning“. Ordene var faktisk en stor trøst for mig. Det er egentlig også en af de største sandheder et andet menneske har fortalt mig. Det har efterfølgende ofte været mit tanke-anker….Jeg har besluttet at ændre mit mindset fra det der begrænser mig, til det der vil tjene mig. Det var vist på tide at få et service tjek. Boy oh boy der er rigeligt med mangler og uhensigtsmæssigheder at få udbedret. Det er faktisk ret omfattende, bla. mit mindset om hvad kærlighed er, er ret tvistet. Mit sind om at jeg fortjente nydelse, trænger også til et eftersyn. For slet ikke at nævne min selv-kærlighed som er lig med egoisme, skal vist have sin driver opdateret.
Hvad med dig? Kan du eje lykken? Eller mangler du også at komme på liften og få givet dit mindset et service eftersyn?
Jeg håber det her gav lidt mening for dig, og lidt stof til eftertanke.
God aften 🙂
Tja mon man kan få det helt store service. Eller kunne man sættes til en computer og nul stilles på ny?
Jeg tror at lykken kommer hos dem der kan lide sig selv, vi andre prøver at finde vores fejl og mangler.
Jeg kunne godt ønske en reset, ikke med de personer jeg kender eller kendte. Ikke på de fejl jeg har lavet i livet. Men på de ting der gør at jeg har svært ved mig selv. At hjælpe Andre er Altid lettere end at hjælpe sig selv, og typisk tegn på at det er en måde at glemme sig selv. Hvis man havde en opskrift på at elske sig selv kunne jeg godt ønske den.. Super godt indlæg Eva og Alt lykke til jer alle
Jeg kan sagtens følge dig og ved godt hvor du vil hen med det. Nej nulstilles totalt ville jeg nu heller ikke. De fejl, oplevelser på godt og ondt og de mennesker jeg har mødt undervejs, er alt ammen noget der har påvirket mig og gjort mig til den jeg er. Jeg mener at alt hvad vi oplever og møder undervejs i livet er der en grund til, for at give os “lærestreg” hvis vi gør noget uhensigtsmæssigt. De mennesker vi møder er for at vise hvem vi harmonere med og ikke gør, men også for at understrege nogle værdier, styrker og egenskaber et andet menneske besidder som vi måske skulle tage ved lære af.
Ja det er altid let at hjælpe andre og dermed at skubbe sig selv i baggrunden. Det er svært og udfordrende at se indad, erkende sig selv også man er med evt fejl og mangler. Kan man ikke det, er der kun en der kan gøre noget ved det, nemlig en selv. Der findes faktisk former for “opskrifter” på hvordan man lære at elske sig selv, ved bare ikke om det er brugbart.
Mange tak Dorthe. Også alt lykke og held til jer