Allerede i en tidlig alder har jeg fået lært at mænd er noget man ikke kan stole på, og at utroskab er uundgåeligt. Jeg har faktisk ikke haft mange forhold, eller været typen der har gjort brug af engangsknald, det har jeg altid været for genert til.
De forhold jeg har haft, har til gengæld også været langvarigt forhold. Jeg har været glad og forelsket, som alle andre ville være. I hvert fald i mine teenager år. Men da jeg blev lidt ældre (18-19 år) var det som om det hele vendte sig. Min helt store kærlighed og mig, var lige gået fra hinanden efter tre års sammenhold. Han betød virkelig meget for mig og vi har gået meget igennem sammen, trods vores unge alder. Hvorfor det gik i stykker husker jeg faktisk ikke, men det var mig der gjorde det forbi. Det sidste han sagde til mig var, “Jeg elsker dig stadig meget” Et par dage efter bruddet, så jeg ham sammen med min veninde. Fuck det gjorde ondt.
Jeg fandt selv en anden. men det var bestemt ikke lykken. Jeg blev konstant fyldt med “hvorfor bruger du ikke sminke, så du kan se bedre ud, hvorfor sætte du ikke dit hår pænt op hver dag, det ville pynte?” osv. Det forhold holdt selvfølgelig ikke, ikke pga de ting jeg fik at vide. Men fordi jeg opdagede han kneppede sin x-kæreste 10 min før han kom hjem til mig, det svin……
Den næste jeg fandt, var faktisk en god mand. Han var der altid for mig, men det var for meget for mig. Alt det der kæreste/hygge aften kunne jeg slet ikke arbejde med. Jeg holdt af ham, men kunne slet ikke udtrykke/vise mine følelser for ham. Jeg havde det bedst med at vi omgås hinanden som venner, og kun når det seksuelle skulle udføres, det blev til noget med følelser. Da vi så flyttede sammen, mistede jeg fuldstændig interessen for ham. Jeg begyndte at gå mere i byen, brugte det meste af min tid hos hesten, venner osv. Det blev han meget sur over. En da da vi havde været på mc´donalds, skæntes vi undervejs hjem i bilen. Det var mig der kørte, fordi han havde drukket for meget. Pludselig blev han så gal at han trak håndbremsen, mens jeg kørt omkring 90-100 km/t. Vejen var våd og vi fløj af helved til, ned i graven og et par gange rundt på taget. Mens jeg fangede min hund, som var blevet slynget ud af bagruden, ringede kæresten efter sin far. Da Faderen kom, fik jeg hele skylden, jeg blev svinet til fik at vide jeg var em dum luder, der kun ville have hans penge. Ikke en stoppede ham heller ikke kæresten. Det forhold endte efter den episode. Men stadig noget der nåede at sætte sine spor hos mig.
Nå men på hesten igen. Nu fandt jeg så min nuværende x-mand. Han var sød, så godt ud, ja bare perfekt. Vi flyttede hurtigt sammen, det gik faktisk også godt. Vi var begge af samme type, gad ikke det der med at sidde og holde i hånd konstant, nusse hinanden hver dag osv. Vi holdt af hinanden, sexlivet fungerede godt, der var knus og kys et par gange i løbet af dagen. Jeg gjorde alt for ham, var helt væk i ham. Lavede mad til ham klokken lort om natten, når han kom hjem fra arbejde. Det meste af min vennekreds forsvandt, men jeg tænkte kan de ikke acceptere mit forhold, kan jeg ikke bruge dem til noget. Der gik dog ikke lang tid før det vendte igen. Det bliver jo hverdag for alle igen.Han var ekstrem meget jaloux, jeg måtte faktisk ingenting, men han måtte alt. Så kom rygterne, han var sammen med andre piger…. Jeg konfronterede ham med det, han nægtede selvfølgelig. Jeg troede på ham, fordi han sad og græd, vi havde også fået det første barn sammen. Så kæmper man nok lidt mere. Der kom flere og flere rygter. Han blev bare væk som det passede ham. Fik en fyraftens øl om fredagen og jeg skulle være heldig hvis jeg så eller hørte fra ham inden det blev søndag. Fandt så ud af at de piger han havde været sammen, var nogen jeg kendte. Jeg konfronterede dem med det, de indrømmede det var rigtigt, men han havde sagt til dem at vi var gået fra hinanden.
Fandt så efterfølgende ud af at han havde haft en fast forhold med en anden i et halvt år, samtidig med mig. Nu var det slut jeg kunne ikke mere. Jeg kunne ikke holde til det, ikke nok med utroskab, så kunne han ikke en gang være mand nok til at stå ved det. Han skubbede bare skylden på mig, det var mig der var utro sagde han. Jeg kunne ikke finde ud af noget og gjorde ikke noget godt nok for ham….. Nej gjorde jeg da heller ikke, jeg stod da kun selv med huset, børnene, indkøb, rengøring osv ikke en gang en enkelte ble har han skiftet på sine børn. Alt imens han bare festede og kneppede andre.
Min vennekreds var faktisk væk pga ham, trods det kan jeg ikke give slip på ham, 12 år og to fælles børn, kan man da ikke bare slippe for evigt. Vi havde jo også vores gode tider……
Vi er ikke længere et par, men han har stadig en speciel plads i mit hjerte, det vil han altid have. Jeg ved ikke hvorfor, men kan ikke slippe ham helt. Selvom jeg ved og ikke ønsker at leve med ham. Vi har et godt forhold til hinanden nu, snakker godt sammen, men jeg ved vi er usund for hinanden, så vi bliver aldrig mere end venner.
Nu sidder jeg tilbage med to dejlige børn, en lille vennekreds og familien. Evnen til at være en kæreste har jeg mistet. Jeg ved ikke længere hvordan jeg skal vise mine følelser, og hvordan jeg skal modtage dem. Det frustrer mig sgu meget. Jeg har det bedst hvis mændene fungere/opføre sig som en ven for mig. Lige så snart det bliver til mere end venskab, kommer der automatiske nogle forventninger med, om det så bliver sagt eller ej. Forventningen om at være kærlige, holde hånd, kys, kram og ses ofte- alt det der normalt indebære at være i et forhold. Men også noget jeg ikke kan- hvorfor kan jeg ikke det. Jeg vil så gerne, jeg vil også have et normalt liv. Jeg drømmer også om en mand der gør mig lykkelig, og jeg gør ham lykkelig- men jeg kan ikke…. Hvorfor er mine følser og tilliden så langt væk, eller er det bare mig der er total unormal? Hvordan kan et par dårlige oplevelser får mig til at forsvinde, få en personlighed der slet ikke beskriver mig for den jeg virkelig er? Lære jeg nogensinde at leve med en mand jeg elsker, i stedet for konstant at give op?
Der er så meget jeg ikke forstår, men kæmper en kamp hver dag for at finde forståelsen, finde mig selv og acceptere mig selv for den jeg er. Jeg ved jeg vil kommer ud på den på anden siden….. Men noget skræmmer mig alligevel lidt, for hvad venter mig der? En ukendt verden eller ?????