Jeg har ikke skrevet nogle dage nu, da jeg ikke har haft overskud til det. Dagens indlæg skal handle om en af de ting der sker inden i mig i en dårlig periode, nemlig lysten til at flygte. Den lyst er meget dominerende i de perioder, og den konstante kaos/uro i kroppen.
Jeg ønsker ikke bare at depressionen skal forsvinde, men ønsker rent faktisk at flygte fra den. Flygte fra det liv jeg har. Alt er sort og gråt, der er ikke noget godt og alt går galt. Sådan føles det i hvert fald. Så er det tanken kommer. Tanken om bare at skride fra det hele. Flytte langt væk fra det hele, til en anden landsdel eller måske endda til udlandet. Væk fra alle problemer, bekymringer og spekulationer. Et sted øde sted hvor jeg ikke kunne gøre andre mennesker ondt og de ikke kunne gøre mig ondt.
Jeg ved godt nu at det vil ikke hjælpe. Sygdommen sidder i mig og det vil den gøre lige meget hvor jeg befinder mig. Jeg vil ikke blive lykkelig af at flygte. Det nåede jeg at mærke nogle gange på egen krop, inden jeg kunne indse det.
Jeg smed mit ægteskabe i graven, og flyttede fra det hele. Nu et år efter, er det ikke blevet bedre. Ved godt at ting tager tid, men når det faktisk ikke har ændret sig, var det nok ikke ægteskabets skyld at jeg blev syg (som jeg troede). Der imod er det sygdommen der har “ødelagt” mit ægteskab- eller jeg har ladet den ødelægge det. Jeg er helt sikkert modnet og vokset efter bruddet- men kan ikke lade vær med at tænke “Hvis jeg nu havde givet det lidt mere tid- havde det så ikke blevet bedre alligevel????” Det er et spørgsmål jeg aldrig vil få svar på.
Jeg flyttede i en lejlighed, hvilket var godt i starten. Stoppede mit behandlings forløb, da det hele bare kørte på skinner. Jeg var sluppet ud af hullet- troede jeg. Men som månederne gik, følte jeg mig mere og mere utilpas Jeg fik flere og flere tilbagefald igen. Jeg skubbede skylden på de begrænsninger en lejlighed giver, når man er nu van til at have sit eget på landet.
Jeg flyttede i et hus med egen have og mere ro. Det hele så godt ud og jeg var super glad. Men nu er alt på plads og tilbagefaldene kommer igen. Jeg har nu fået øjne op for at mit indre kaos kommer til udtryk gennem det ydre. Når jeg har meget indre kaos skal jeg helst male, om møblere, dekorer, gøre haven anderledes eller i værste tilfælde flytte. Men intet hjælper. Jeg kan ikke flygte fra det eller gemmen det ved at lave om på det ydre. Det er det indre der skal ” om møblers”.
Jeg har været nød til at erkende jeg er ikke helt over det endnu. Jeg er derfor startet i terapi igen. Alle laver fejl- træffer nogle forkerte valg. Det beviser bare man er menneskelig. Man skal bare huske at lære af sine fejl. Nu jeg har lært af mine og accepteret dem. Ikke nok med det, så har jeg også endelig fået et rigtigt godt og åben forhold med børnenes far, som også består af gensidig forståelse for hinandens problemer. En betydningsfuld, meget vigtig og uundværlig ven….!