Jeg er blevet spurgt om jeg slet ikke er bange for at fortælle alt om mig selv, og så i offentligheden? Frygter du ikke for omverdens reaktion, nu når de ved at du er sårbar og kan være nedtrykt, ensom og bange? Frygter du ikke omverden bare stempler dig til at være gak i låget, og ikke blive accepteret?
Nej det gør jeg faktisk ikke. For jeg har indset jeg ikke er perfekt, stoppet med at prøve på at være perfekt. Men jeg er bange for at andre tro eller ser mig som perfekt. For så vil de hurtig blive skuffet og finde ud at det er jeg ikke.
Mit liv er ikke et glansbilled, hvordan kan det også være det med min bagage? Det må da være tydeligt for enhver, at jeg ikke er perfekt. Men jeg stille mig selv tit spørgsmålet “hvornår er man perfekt”, tja jeg vil vove den påstand at ingen er perfekt, for hvornår er man perfekt? Det kommer vel an på hvordan man definere perfekt.
Jeg frygter ikke andres reaktion så meget mere. Jeg har prøvet at blive stemplet flere gange. Jeg er bare så naiv, at jeg tror det er fordi de ikke har kendskab til mig og min bagage. Det er altid let at dømme udfra første øjekast, uden at skulle sætte sig ind i noget som helst. Men mit ydre er langt fra mit fuldkommen jeg. Inderst inde ved jeg at jeg vil accepteret som den jeg er af de personer der virkelig vil mig noget, om jeg så har dårlige dage eller gode dage. Dem der ikke kan acceptere mig, vil blive mast sammen som en mælkekarton og smidt ud med skraldet. Ja det er hård kost, men det er en nødvendighed. Disse mennesker vil bare være en evig byrde for mig. Lige meget hvad jeg gør, vil jeg ikke kunne tilfredsstille alle. Men dem der virkelig holde af mig, vil mig noget i livet, dem vil jeg kunne tilfredsstille, selv med meget små ting. Og de mennesker er guld og skal få lov til at følge mig vej….
Jeg frygter ikke alderen, selvom den efterhånden kommer snigende ind på mig. Jeg frygter ikke de blikke, der falder hårdt, når jeg træder forkert, eller de hvæsende kommentar, skjulte hentydninger og ond tale der sker bag lukket døre. Jeg frygter ikke mørket eller døden for den sags skyld.
Jeg tror på at det der gør ondt i dag- gør godt i morgen. Jeg har lidt mange nedelag og mødt meget modstand, så frygter ikke længere modstand. Jeg bukker mig i smerte for ord, men retter mig op igen efter stormen. Ligesom det bløde, bøjelig birketræ i haven, der føjer sig for stormen, men retter sig op igen når vinden har lagt sig. Jeg frygter ikke afskeden, for jeg ved alt det gode komme igen. Og det jeg siger farvel til har haft sin tid og sit liv.
Det jeg frygter er tiden. Tiden der vil gå og en dag efterlade mig åndeløs tilbage. Åndeløs over alt det jeg ikke nåede at se, opleve og udrette. Jeg frygter at jeg skulle gå hen og lukke mine øjne, inden jeg når at have elsket nok, rørt nok og mærket nok. Alt det eventyrlige jeg ikke når at pakke ud.
Jeg frygter også ligegyldigheden. Du ved den der “vender ryggen til”, de lukkede øjne og overklassens polerede afstand til det der kaldes ansvar, som egentlig burde være en stor del af et hvert menneskets liv. En ligegyldighed omkring andres liv, den manglende empati for andre. Jeg siger ikke at alle skulle kunne lide alle. Men at lukke øjne for dem der har det hårdt, mangler en hjælpende hånd er umenneskelig. Vi har alle et ansvar, også få naboen, eller dem der bliver svigtet. Jeg frygter at den form for egoisme vil brede sig for vidt, tanker som “det er ikke mit liv, det er ikke mig eller mine børn det går udover” så vi lukker bare øjnene.
Men det jeg frygter mest er tiden. Jeg har så meget jeg gerne vil nå, men vi er her kun på lånt tid. Ingen ved hvornår det er slut, heldigvis. Jeg har allerede brugt alt for meget tid på at føre et liv efter andres behov. Nu er det sgu på tide jeg leve livet som jeg ønsker det- får det ud af livet jeg så meget higer efter!
God søndag aften 🙂