Det er nu en månedes tid siden jeg er flyttet. Det har været og er stadig forbundet med mange følelser, og ikke dem alle der er lige rare. Min søn og mig sad og snakket lidt, pludselig sagde han “Hvis andre nu bare kendte mig som du gør, så ville de måske holde lige så meget af mig”. Åhh den bemærkning gik lige i hjertet, for jo det er lige netop det vi mennesker ønsker allerinderst inde. At blive elsket, lige nøjagtigt som den vi er.
Det gav selvfølgelig anledning til en samtale om facader, om at turde vise hvem man er, også de knap så tiltalende sider uden frygt for at blive afvist eller udstødt af fællesskabet. Det er et tilbagevendende tema for de fleste af os. Jeg oplever det selv, at det til tider kan være svært. I det store hele er der ikke så meget facade tilbage mere, men i ny og næ stikker frygten sit hoved frem. “Er du nu ikke for meget, når du poster det her på fjæs?”, “Burde du ikke holde dig lidt tilbage på bloggen?” Frygten har et stort, grimt og skræmmende ansigt og ordforråd. En magt der op til flere gange har fået mig til at trykke delete, et kort øjeblik efter jeg har lagt noget op offentligt.
Hold kæft hvor har jeg mange gange ønsket at være en anden. Være lidt mere kækkere, lidt mere modig, lidt mere fanden i voldsk….. Ironisk nok så er de mennesker jeg holder mest af netop dem, der står frem som de er, dem der står ved de ikke har styr på alt. At de også er skræmte og bange, dem der tør løfte sløret og virkelig vise hvem de er bag facaden. Men når det kommer til mig selv er det en helt anden historie.
Jeg har før fået at vide at jeg er en følelses-tom, kold skid… Forkert ordvalg, for hvem fanden kan være det? Følelser er sgu da ikke udstyret med en tænd-sluk knap (ville ellers være rart). Man kan lukke af for følelserne når man ikke kan rumme dem, fordi tankerne omkring dem er forvirrende, men følelses-tom kan man ikke være.
I forholdt til andre mennesker, lider jeg af skizofreni. Forstået på den måde, den ene side af mig elsker selskab, men den anden har et voldsomt behov for at være alene. Det er relativt let at løse når man er selv, men skaber problemer hvis jeg er i slevskab med andre og så får et voldsomt behov for at være Lone Wolf. Jeg bliver en dum og tarvelig kælling. Bliver rastløs, pirrelig og ikke mentalt tilstede. Hvis mine tanker var tekstet, ville jeg kunne se frem til, at tilbringe resten af mit liv som katte-mutter i yderst velfortjent ensomhed. Samtidigt har mit over-jeg travlt med at skælde mig ud (overjeget er ikke specielt venligt eller forstående) fordi jeg ikke bare kan hygge mig, men absolut skal ødelægge alting med min selvdestruktiv sociale deforme personlighed.
Det er ikke selskabet der er noget galt med. Det er mig den er gal med. Hvis jeg så endelig til sidst undskylder og tager flugten hjem, ender jeg altid med at tage fornemmelsen med mig. Det er sgu svært at koncentrere sig om noget som helst eller sove, når mentalkanalen kører et indslag med titlen “Du fortjener at rådne op i ensomhed, din utaknemmelig kost”
Hvis man gradbøjer elendighed, så er det slemt når behovet for lebensraum opstår når jeg er sammen med nogen der ikke rigtig kender mig. Hvis jeg befinder mig hos dem, er det relativt nemt at trykke på escape. Men det er mere kompliceret hvis de er hos mig. Trangen til ro og rum kan ramme som et lyn fra det ene sekund til det andet. Og det har ikke det fjerneste med personerne at gøre, bare ikke nemt at forklare dem der ikke kender mig så godt.
Det der er aller værst at tackle, er den situation jeg står i lige nu. Jeg befinder mig stadig i pleaser-rollen i forholdt til andre mennesker. Jeg hopper og danser for at møde andres behov og glemmer helt mig selv. Jeg gør det i håbet om at blive værdsat, accepteret og elsket. Når jeg så mærker andres accept og kærlighed, tror jeg det er fordi jeg har pleaset dem. Jeg vil i grunden bare elskes, som den jeg er….
Men nu bliver jeg rent faktisk værdsat, accepteret og elsket hver eneste dag, uden jeg skal please. Det frembringer bare så mange følelser og tanker, noget jeg har svært ved at rumme. Jeg nyder det fuldt ud, men giver det alligevel ikke helt frit løb, fortiden er for tæt på endnu. Frygten kommer stadig forbi i sin inkassovogn og prøver at suger alt indhold ud af mig.
På den måde kan man fremtrylle issues, hvis man synes, at man har det for nemt. Tænk, hvis jeg en dag får et virkeligt problem. Mand, det skal bare ikke være nemt, vel?
God aften 🙂