Vi har alle en baggage med os. Skåret ud i pap – så kan man sige det sådan. Vi har alle en kuffert med os. Den kuffert er opbevarings rum for alle vores indtryk, oplevelser osv ja kort sagt alt hvad vi kommer igennem i løbet af livet. På et tidspunkt er den kuffert fuld. I hvert fald hvis man ikke selv i stand til, at få den løbende ryddet op eller tømt. Gør man ikke det, ender det med at man bryder sammen.
Det er den forklaring jeg bruger, når jeg skal fortælle andre om depression og hvorfor det rammer. Det har ikke noget at gøre med om man er svagere end andre. Depression kan opstår af mange forskellige ting og findes i mange sværhedsgrader. Vi er alle forskellige – heldigvis da 😉 og er alle skruet forskelligt sammen i hovedet. Bryder mig faktisk om at skrive det på den måde, men det er bare realiteten – depressionen sidder i hovedet -det er hjernens funktioner der styrere det, den bevidst og ubevidst del er her i spil.
Livet er fyldt med udfordringer for alle. Det er ligesom at befinde sig på en vej – nogen gange går det bare ligeud, alt køre som det skal – andre gange kommer der en bakke, måske et bjerg (udfordring). Så gælder det om at finde den bedste vej/løsningen til at kommer over denne forhindring.
Lige nu befinder jeg mig i en bjergkæde – det er den ene forhindring/udfordring efter den anden. Det hele virker meget uoverskueligt. Lige når jeg er kommet op på det første bjerg og kan se lyset, kommer det næste bjerg, som et lyn fra en klar himmel. Jeg kan min fremtidsdrøm, men en stemme i mit hoved sige “du når den aldrig”. Det er meget frustrerende og smertefuldt. Hvert et stridt jeg tager, virker fortabt og uden nogen retning. Men jeg er en fighter, vil ikke give op, nej jeg kæmper videre. Lige meget hvilken vej jeg tager, vil der altid være et bjerg/bakke, som jeg ville ønske jeg kunne fjerne. Men hvad er et liv uden udfordringer? Der vil altid være udfordringer – nogle hårdere end andre. Nogen gange vil jeg tabe – men jeg giver ikke op. Livet er ikke et kampløb, hvor det gælder ikke om at komme først i mål, men om hvordan jeg kommer i mål…..!
Jeg plejer alle andre, tænker konstant på at tilgodese deres behov, ønsker og følelser. Jeg prøver at løse deres problemer, tilfredsstille deres behov- gøre dem glade. Men hvorfor er det så svært at hjælpe sig selv? Jeg har tilsidesat mig selv- mit liv til foredel for andre. Selvom jeg er fyldt op har jeg stadig overskud til at hjælpe andre!!!! Jeg er professionel, i hvert fald i at glemme/overse mig selv- mine behov, drømme og ønsker.
Hvornår lærer jeg at andres lykke ikke er min lykke- deres lykke, gør ikke mig lykkelig….!