Der er ingen tvivl om at jeg ikke passer ind i det glitrende facebook-, instagram- , og blog-univers, hvor jeg udgiver indlæg og billeder om nyeste indkøb, madplaner, perfekte familieliv eller hvordan jeg skal indrette min bolig efter de nyeste tendenser. Jeg har prøvet, men skoen passer bare ikke. Jeg tænker tit tanker, som jeg føler er forbudte og tabubelagte.
Til tider sker der ting i mit liv, som giver mig lyst til at bøje hovedet bagover og rette et stramt blik mod himlen og forsøge at komme i kontakt med herren. Jeg vil gerne spørge ham om hvad fuck han egentlig har gang i. Når Herren så ikke vil svare mig, så må jeg jo rette mig mod bloggen og jer læser, et sted skal jeg jo projicere min elendighed hen.
Trods mine 38 år på bagen, bliver jeg stadig overrasket over hvordan livet kan tage røven på en. Når man er helt nede på bunden, der hvor man tror det er umuligt at komme op igen, ja så smiler lykken til en. Og lige som man tror det hele er fryd og gammen, kommer der en tackling med 380 km/t fra sidelinjen og smadre hele glansbilledet – fuldstændig uforberedt. Nå ja og så er det lige de tider hvor det hele bare køre som smurt. Det der projekt kaldet livet, er bare en rutschebanetur, men hvorfor skal det lige være den vildeste af slagsen? Eller er der en større mening med livet? Det tror jeg ikke – Jeg har aldrig troet på at vi er skakbrikker i et stort spil, hvor hinsides rykker rundt på os som det passer dem.
Gennem mit hidtil lange liv har jeg oplevet det hele – både lykke, sorg, glæde og smerte. Jeg har opbygget mig en erfaring, som fortælle mig, at det ene hurtigt afløser det andet. Jeg har oplevet ting der har ramt hårdere end jeg egentlig vil erkende og forestillet mig var muligt. Til gengæld er jeg også lykkeligere end jeg nogensinde havde troet var muligt for sådan en som mig. Det alene burde jeg egentlig være taknemmelig for.
Jeg kender en der er meget snæversynet og ikke mestre evnen til at tage ansvar. I mine øjne er det egenskaber jeg i høj grad ikke ønsker at besidde. Men igen, så er det redskaber jeg faktisk selv mangler. Jeg er ikke god til at tage ansvar og handle på problemer når de opstår. Jeg har meget svært ved at knytte mig til andre og forsøge derfor altid at skræmme dem væk i tide, så jeg ikke bliver forladt. Ja det er en ond cirkel at sidde i, det ved jeg. Men jeg ved også at det ikke er “min skyld”. Mit problem er bare, at jeg føler mig tryggere i utrygheden, fordi det er en følelse jeg kender og kan håndtere.
Kærlighed og nærvær gør decideret ondt på mig. Gang på gang aftaler jeg med mig selv, nu skal tornene trækkes tilbage, men alligevel tester jeg stadig de mennesker der vil mig det godt, fordi jeg ikke tror jeg fortjener dem. Jeg sårer dem, tvinger dem til at gå, fordi jeg ikke ved hvordan man giver slip og nyder. Det her handler slet ikke om mine børn. Dem er jeg forbundet med for altid og kærligheden til dem har ingen grænser. Det her går kun galt i relation med andre mennesker.
Misforstå mig nu ikke. Selvfølgelig har jeg da haft tidspunkter hvor jeg har følt mig elsket, værdsat og oplevet suset i maven. Elsket en person uden forbehold og set fremtiden der, som jeg ikke havde turde at drømme om.
Min største frygt i verden, er ikke at være tilstrækkelig og blive forladt. Jeg reagere så stærkt på det, at jeg ikke kan holde ud at være i min egen krop. Jeg kan ikke holde mig selv ud og så det kan andre selvfølgelig heller ikke når tingene er sådan. De torne fortiden har frembragt kan ikke fjernes. De vil altid være der, jeg skal bare lære ikke at bruge dem mod andre.
En kaktus er et levende væsen, der sagtens kan gro og overleve i en ørken. Den kan leve i mange måneder uden næring (vand). Den tilpasse sig et liv med kun meget lidt nedbør. Men når alt kommer til alt, så har selv en kaktus brug for noget for at overleve. Den venter trofast i ørkenen håber på at regnen snart kommer.
Kaktussen her (mig) blev vænnet til et ørken-liv uden nedbør. Jeg har overlevet
- tørken igennem folkeskolen og ungdomsårene
- tørken i mangeårige forhold
- sandstorme i et lille lokalt samfund
- mennesker som mangler ord og viden omkring hvordan man plejer en kaktus
Det betyder en udvikling af ekstra torne, som gør at andre blomster ikke synes at kaktussen er rar, fordi den nogle gange gør brug af sine torne for at klare sig i et barskt miljø. En stedmoderblomst og en kaktus, lever og trives i to vidt forskellige miljøer. Stedmoderblomsten er ikke særlig god til at forstå de præmisser en kaktus udgår fra. Og at tornene ikke er der for at skade andre, men for at beskytte kaktussen i den barske ørken. En kaktus kender til en barsk hverdag uden den næring, som en stedmoderblomst tager som en selvfølge.
Kaktussen fik muligheden for at skifte sin ørken ud med en anden – En ørken, hvor regnen kommer hyppigere. Kaktussen prøver stadig på at tilpasse sig den nye ørken. For første gang i mange år har den endelig blomstret. Ja en kaktus kan også blomstre, vidste i det? Nu er den rigtig jord endelig kommet under mine rødder, nu skal jeg bare lære at vedligeholde og gøde den korrekt.
Mønsterbryder, mælkebøttebarn – Nææ en Kaktus er anderledes og passer bedst på mig.