Jeg ved det godt at du sikkert synes jeg er bindegal…. Det er jeg måske også lidt. Men når jeg kigger på mine efterhånden store børn og tænker “ikke flere af den slags” så gør det helt ondt indeni. Faktisk har jeg haft det sådan i mange år, sådan helt præcist de sidste 4 år.
Jeg tog for 6 år siden, midt i depressionen og under pres, traf jeg det værste valg man kan tager (situationen taget i betragtning). Jeg sagde ja til at få en flok vejarbejder til at smadre broerne mellem mine indre øer. Ved sgu ikke lige hvorfor, hvad eller hvordan jeg kunne finde på det – en mega kortslutningen i overetagens styrercenter må bære skylden.
Efter et elektriker besøg for at skifte de defekte dele og en hjernevrider til at indjustrede styrecenteret igen, fik jeg et rationel og klart syn på det hele. Ja det er sgu både godt og ondt. Godt fordi jeg overlevede, kom videre og kunne nu leve livet for fuld udblæsning. Skidt, fordi nu kunne jeg selv se de fejl, mangler og dårlige ikke gennemtænkte valg jeg havde truffet!!!
Tilbage igen. Jeg har som sagt gået rundt og været en skruk høne de sidste par år. At jeg så er flyttet til en by, hvor tilsynladende 3/4 del af hønsegården, er enten ny-udknækket mor eller så har de ædt en pak gær, for de er helt opsvulmet. Det er sgu belastende når man har æggestokke der sidder helt ude på tøjet og klapper højere en kirkeklokker kan ringe.
Helt ærligt, det kunne da være mega dejligt med en lille efternøler eller to 😛 Jaa jubii har jo en mand og et af hans største ønsker er at få den oplevelse af at blive far. Jamen så er det da bare af med tøjet, om på rygge og lade kølemanden få adgang til fileten. Men men men så let det sgu bare ikke, når broerne fra øerne til rugehuset er blevet smadret. Hvad fanden gør man så?
Tja muligheder er ikke så store mere, når lægerne ikke har kompetencer indenfor brobygning. For så vil der aldrig komme en brugbar forbindelse til rugehuset. Godt nok er kølemanden en rigtig god skytte, meeen hvad hjælper det at skyde klatten over på en af øerne, når lortet ikke selv kan finde vejen tilbage igen? Så er der vel kun vej videre og det er fertilitetsbehandling? Ja ja tanken har været der, men hvad indebære det? Og kan man i det hele taget tillade sig at gå den vej, når det er pga en beslutning man selv har taget, dengang hjerne kun blev brugt til at holde en i live?
Ved sgu ikke lige….. Skal man bare sige fuck det, tager springet, jeg betaler min skat, så har samme ret som andre. Men så kommer alt det andet, hvad indebære de behandlinger? Og hvad hvis det ikke lykkes, venter fyresedlen så på mig derhjemme? Han kan jo ikke gøre for det, men SKAL betale prisen for det. Mennesker er fra naturens side skabt for at formere sig, videreføre sine gener som alle andre dyr. Det er vel også derfor vi går rundt og bliver skrukke, uden selv at have kontrol over det?
Nåå ja så er der også lige en mindre detalje, eller jeg ville ønske det kun var en MINDRE detalje. Det der papir hvor der står fødsel- og dåbsattest, er da helt hen i vejret. Det årstal der står på passer jo ikke nogensteder hen. Jeg er da ikke allerede være 36 år, helt ærligt har du set mig? Hvis du havde ville du give mig ret, jeg er da ikke en dag over 26 år, host host 😛
Ej helt ærligt, hvornår er man for gammel til yngle videre på sine gener? Nu til dags er det meget normalt man først får børn sidst i 30´erne. Mange har travlt med uddannelse, få løbet hornene af og skabt en karriere. Så skal manden først findes derefter, og det ved vi alle ikke er nogen let opgave 😛 Ja alderen har rykket sig og der er fordele og ulemper ved begge dele. Men lige som der er en form for grænse for hvor ung man burde være, er der vel også en grænse i den modsatte ende (ikke den biologiske grænse).
Fremtiden er jo aldrig endelig opgjort – alting kan ændre sig. Om der kommer flere små krapyler i hjemmet her… Tja hvis jeg kunne ville det ikke være utænkeligt eller er det bedst at erkende hønen her har nået den alder, hvor den kun er god som suppehøne?
God aften 🙂