Når kæresten kommer mellem relationer!

Ja, hvad er jeres erfaringer omkring det? Har du været den, der blev nedprioriteret, fordi din ven/veninde fik en kæreste, eller har du selv oplevet, at din ven/veninder har taget afstand til dig, mens du har haft en kæreste? Hvordan formår man på bedst mulig vis ikke at lade en kæreste ødelægge ens venskab? Jeg har ikke selv prøvet at blive nedprioriteret, men har åbenbart været den der giver en anden den følelse….

Som i nok alle allerede ved er jeg en person der har det bedst når jeg kan gøre andre tilfreds og glade. Andres velbefindende og glæde betyder alt for mig. Derfor bliver jeg også hårdt ramt, hvis jeg pludselig bliver ignoreret og skubbet væk af en jeg holder af. For at gøre det kort: Jeg har en ven (troede jeg), eller retter sagt, det er en fælles ven med kæresten. I hans selskab har jeg altid kunne være afslappet og være mig selv. Vi grinte og havde det sjovt sammen. Jeg ved han havde det på samme måde, fordi det sagde han. Nu føler jeg bare han tager afstand til mig – kun mig, ikke min kæreste. Jeg har prøvet ikke at glemme ham, har forsøgt at lave aftale sammen med ham, taget hensyn og har nævnt min kæreste så lidt som muligt. Hvis det en sjældent gang blev nævnt noget om min kæreste, klappede han enten fuldstændig i, svarede kortfatte eller skiftede emne. Problemet er så nu, at han har trukket sig helt tilbage. Ser ham aldrig mere, han ignorer mine beskeder, kan se han læser dem, men svare ikke. Det gør sgu ondt, specielt fordi jeg faktiske holdt af ham og havde betroet mig til ham. Konfrontation virker heller ikke, nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre og hvordan jeg skal forholde mig til det.

Jeg ved ikke en gang hvad der er gået galt – om jeg har sagt eller gjort noget forkert. Jeg har prøvet at være der for ham, støttet ham så godt jeg kunne, når han havde brug for det. Vi har aldrig rigtigt haft fysisk kontakt, kun i form af knus når der blev sagt farvel. Vi har heller aldrig flirtet, så misforståelser kan der ikke være noget af.

Det eneste jeg ved, af omvej, er at han efter sigende skulle have det svært ved at se kæresten og mig have det godt sammen. Så er det alle mine tandhjul i kraniet bliver sat i gang. For min kæreste er stadig venner med ham og har kontakt med ham. Så nu føler jeg da bare endnu mere at, jeg er den der har gjort noget forkert og ødelægger det hele. Jeg ved godt man altid skal huske se indad først. Jeg har tænkt, vendt og drejet alt,  og mener ikke selv jeg har taget nogen valg eller gjort noget forkert, som kunne være skyld i denne reaktion.

Men det ændre ikke på at jeg føler mig som en lus mellem to negle. Det sidste jeg ønsker er at ødelægge noget godt for andre, men skal jeg gå på kompromis med mig selv her? Eller er det rent faktisk mig der opføre sig som en jaloux og egoistisk styk kvindemenneske? Hvis jeg gør det jeg har mest lyst, nemlig at give vennen plads – trække mig så jeg ikke påvirker de to herre´s venskab, så vil det gå ud over mit forhold. Er jeg derimod “ligeglad” og vælger at prioritere mit forhold, bliver jeg til en dum, egoistisk Miss Piggy, der er skyld i at et godt venskab bliver sat på højkant, samt en risiko for at forholdet taget toget videre og efterlader mig alene på perronen.

Jeg ved godt at vennen har det svært til tider. Det frustrer mig bare mere og gør endnu mere ondt på mig. For kort tid siden kunne jeg godt bruges, som en hjælpende hånd og nu bliver jeg bare skubbet helt ned i graven, uden en ordentlig forklaring og grund. Jeg mener hvis man er gode venner, som står hinanden nært (hvilket jeg følte vi gjorde), så har man vel også empati for hinanden og acceptere hinandens lykke og evt forhold. Eller er det mig der er kommet med det forkerte tog ind?

Hvis der er nogen, der har råd eller erfaringer omkring lignende dilemmaer, så vil jeg gerne høre hvad i har gjort for at takle det. Jeg har virkelig ikke lyst til at ødelægge noget for nogen inkl mig selv. Jeg ved, at med tiden kommer jeg også til at acceptere, at det ikke var det venskab som jeg troede, med eller uden en grund…

God weekend derude