Jeg kan huske fra min sidste skoleophold, at folkene fra Jyske bank uddelte vandflasker på skolen. Der var trykt forskellige graffiti-udsagn på dem, for at få fat i de unge. Jeg bed mærke i denne “Livet er en tegning, du tegner – men du har ikke noget viskelæder”. Det er blevet sagt mere elegant, men essensen er sådan set god nok: At vi har kun denne ene chance – tiden kan kun bruges en gang. Ironisk nok, tror jeg at denne erkendelse, er den der handlingslammer mange af os. Vi vil så gerne træffe de rigtige valg, og helst første gang. Men i jagten på den “rigtige fremtid”, bruger vi for meget tid på at snakke om den, forstå det hele, og så ender det med at vi sidder fast i processen og fortidens fede ler blandet marskjord.
De store sår på sjælden skal naturligvis hele, og brug gerne de midler der findes. Men hvis vi søger hjælp, hver eneste gang vi bliver stillet overfor noget der er svært, ender vi så ikke med at beskære vores egne vinger? Jeg mener diagnoser kan hurtigt forvandler sig til at skjold, som vi gemmer os bag ved og holder op, når nogen forventer noget af os. Ja nogen har måske været udsat for noget som har påvirket deres selvværd og selvtillid. Måske var de den oversete i søskendeflokken fordi en f.eks. led af ADHD eller epilepsi, været udsat for grov mobning eller noget helt tredje. Noget der er smertefuldt og svært, men det tilhøre fortiden. Jeg siger ikke man skal tage sin forpinte psyke og smider den over skulderen og så bare drage ud i verdenen og opsøge nederlagene. Men vi har alle haft en barndom, ingen er blevet voksen uden at få nogen over snuden undervejs.
Hvis jeg nu vil ud af et forhold, fordi min kæreste ikke er sød ved mig, så gør det ondt. Det er ikke fordi jeg lider af passiv-aggressiv-seperationsangst. Sådan er det bare, når man er forelsket på en ensrettet vej. Hvis vi hver gang noget bliver svært opsøger en psykolog, risikere vi så ikke at skabe en falsk følelse af handlingen? Det er jo ikke fordi man er syg, det er bare endnu en side af livet. Selvom tandlægen forklare hele indgrebet inden man skal have en visdomtand hevet ud, gør det stadig ondt..!
Der findes også selvhjælps-litteratur, her er min tolerancetærskel så lav. Ja jeg er enig i at man kan blive klogere på sig selv af dem, men mener samtidigt at man skal stoppe, inden man får lagt sit liv i hænderne på en 59 årig forfatter i flagrende gevandter fremstillet af naturmateriale. Men hvad så med alle dem der ikke kan finde rundt i livet, skal de så bare famle rundt i blinde, helt uden GPS og kompas? Nææ, men næste gang du står i Bog og Idé, så sig til dig selv “Jeg skal lære at sige fra”. Det er faktisk essensen i 8 ud af 10 bøger – wupti du har nu lige sparet 700 kr.
På sammen måde som en sang kan sidde sig fast i hjernebarken, kan selvhjælps-udsagn også gå i loop oppe i kraniet. Det sidste par dage har jeg ikke kunne slippe af med “Huske at nyde processen/livet“. Selvom Oprah nærmest har patenteret udsagnet, er jeg nød til at erkende, at der er noget om det.
Lige nu står jeg et sted i mit liv, hvor jeg skal afviklet noget, der i længere tid har været svært for mig at give slip på. Trods det, at det kun sugede alt energien ud af mig, i et omfang jeg ikke kunne forsvare. Jeg har trukket det så længe nu, at det burde blive dømt for nøl 😛 Men nu er der pludselig dukke noget op i mig, som gør at jeg har ekstremt meget lyst til at flytte mig. Jeg er faktisk designet sådan, at når der er noget jeg gerne vil have, så skulle det have været igår – ikke i morgen eller senere, bare hit med det nu 😉
Selvom jeg er meget utålmodig, slog det alligevel mig i dag (nej det gjorde ikke ondt). Det her er nok det nemmeste sted i forløbet at befinde sig. Jeg har stadig trygheden i “det gamle” og kan omkostningsfrit fantasere om hvor fantastisk “det nye” bliver, helt uden at virkeligheden belaster fantasien. Om små 14 dage bliver det nye en realitet. Den første tid vil jeg nok gå rundt med rædselkvalme af frygt for ikke at slå til…! Så det er nok i virkeligheden lige nu jeg skal læne mig tilbage, nyde det, fantasere og bare glæde mig 🙂
Jeg tror at man vil gå glip af meget, hvis man hver gang det bliver lidt svært, venter på at styrken kommer gennem andre. Man komme let til at forvente guddommelig indgriben, bare fordi det skete sidst en hang på korset. Jeg tror at man får meget mere med sig herfra, hvis man selv hiver sømmene ud af hænderne og kravler ned fra korset. Skulle man så falde og slå sig på vejen, ja så er det her Freud, Giddens og vennerne kan komme til undsætning.
Tænk hvis vi som barn havde givet op efter et eller to forsøg, og havde erklæret os ude af stand til at lære at gå. Nogle ting i livet må vi bare selv gøre/lære, og nogle gange på den hårde måde. Der er ikke nogen der kan garantere at det vil ende godt, men med handling skabes forvandling. Risikere vi ikke bare at gå glip af livet, hvis vi har for travlt med at sidde og analysere det hele?
Helt ærligt så er det da bedre at rulle i mål med skrammer, som at står der skinnende fordi man aldrig rigtig har nået at passere “starten”.
God aften 🙂