I nutidens samfund er det sidste man vil være til besvær. Det er nok den følelse langt de fleste sidder med – syg eller ej. Jeg har det altid i baghovedet. Jeg vil ikke være til besvær for andre eller samfundet. At bede om hjælp, er en by i Rusland for mig. Alligevel måtte jeg æde mine egne ord, bekymringer og tanker. Jeg havde ikke andre muligheder. Jeg var nød til at bede om hjælp- men det var som at råbe under vand…..
Mit netværk var mere eller mindre allerede væk. Venner og familie forstod mig ikke, havde svært ved at acceptere og forstå hvorfor jeg meldte fra til stort set. Fik gentagende gange at vide “kom nu, det bliver godt når du først er der” og den værste var “så tag dig dog sammen”. Ja der er ikke noget jeg heller vil, men kan simpelthen ikke. Hvis det hele bare var så let som sagt.
Hvis jeg så en enkelt gang tog afsted, trods kroppens reaktion, så trak jeg automatisk væk fra fællesskabet. Sad i min egen lille boble. Var fraværende og følte mig enormt ensom, trods jeg var omgivet af mange mennesker. Tankerne fløj rundt og jeg registerede ikke hvad der blev talt om eller foregik omkring mig. Maven rumlede på en meget ubehageligt måde, sveden rendte af mig (føltes sådan), og så kom kvalmen. Jeg måtte bare væk og det kunne kun gå for langsomt.
Alle sagde altid til mig “du ser godt ud, dejligt at se dig”. Hvordan kan de sige sådan noget, når jeg bare havde det af røven til? Kunne de slet ikke se det? Nej det kan ikke ses- depression er usynlig. Ingen kan se hvordan du har det inden i- det er ligesom ikke et brækket ben. Det kan ses, så kan folk bedre forstå og forholde sig til det. Symptomerne ved depression er en slags fantom-symptomer. Det er kroppens måde at sige fra på. Det kaos der er indeni, der prøver på at bryder ud….
Når folk spurgte ind til mig, gjorde det så fucking ondt- en ubeskrivelig smerte. Øjne fyldtes med vand. Nej nej nej sagde stemmen i hovedet. Følelserne sidder helt ude på tøjet, men ingen skal se mig sårbar. Jeg er jo en stærk person. Emnet skiftes hurtigt, jeg kiggede væk eller skulle akut på toilet. Jeg ville egentlig gerne ud med det, ville så gerne græde, holdes om, bare en smule omsorg. Jeg tillod bare ikke mig selv, at få de behov dækket eller at vise min sårbarhed/følelser. Hvorfor er jeg så selvdestruktiv?
Kan egentligt godt forstå de fleste venner, mand/kæreste og til dels familien er væk. Jeg åbnede aldrig op og lod dem aldrig komme ind til mig- lod dem ikke hjælpe mig. Jeg kan bare ikke, ved ikke hvordan man gør det…..
Mit råd til alle der kæmper med depression, vær åben omkring det, sæt ord på og tag for guds skyld imod alt hjælp. Det vil kun gøre det lettere.