Jeg har lært om stress og at vi alle skal være bedre til at spørge til vores medmennesker. Hvordan de har det, som “Du ser lidt trist ud, er du okay?” Jeg kan godt lide det der medmenneskelighed. Samt er jeg en stor fan af ærlighed. Men lige så snart det kommer til en bekymring om sine medmenneskers sexliv, eget sexliv, så er den sociale accepterede norm helt anderledes. Men hvorfor er det sådan? Jeg mener at onani er med til at øge ens livskvalitet – så hvorfor ikke spørge ind til det, eller fortælle om sine egne oplevelser?
Jeg synes det er synd og meget forkert, at onani er pakket ind i skam og et omklamret tabuemne. Faktum er jo at vi alle har eller gør det – ihvertfald dem med en seksualdrift. Så hvorfor er det så svært at tale om? Jeg kan forstille mig at det har noget at gøre med at det er en privatsag. Nu skal man så heller plapre løs om det til alle og en hver, kun dem man er mest tryg ved og stoler på. Eller måske kan det have noget at gøre med, det er der man er allermest sig selv, allermest sårbar, følelsen af at være “klam” og “beskidt” kan godt være meget overvældende. Men men men er det ikke den samme følelse der kommer efter sex? Så er det egentlig ikke bare hensigten med det? Derfor forstår jeg ikke rigtig hvor barrikade kommer fra. Selv aberne gør det, som vi så bekendt er slægtet med.
Onani handler vel i høj grad bare om at udforske sig selv og blive klogere på, hvem man er som seksuelt individ. Ja selvfølgelig også for at få sine lyster stillet. Det har taget mig lang tid at lære at onanere, og endnu længere tid om at være stolt af det, og helt indtil nu, at lære at snakke om det. Jeg har onaneret lige så længe jeg kan huske, har bare varieret meget i hvordan – det variere stadig meget. Alle er født med en seksualdrift, den skal afprøves og udvikles gennem barndomme (selvfølgelig på en naturlig måde). Så hvorfor ikke snakke åben og ærligt om det med de nærmeste, også vores børn. Havde jeg fået lidt støtte, viden omkring det, i stedet for skam og tabu omkring det, havde min udforskning af mig selv været anderledes. Noget der havde kunne gavnet mig, i forhold til min første omgang lagengymnastik. Jeg havde ikke rigtig stukket lappen derned før, fundet ud af hvad der egentlig foregik dernede og hvad der var godt. Om det så var fordi jeg var berøringsangst eller ikke seksuelt gearet til det, er lidt lige meget. Pointen er at det skabte problemer i sengen med min daværende kæreste. Simpelthen fordi jeg ikke kunne fortælle ham hvad jeg ville have (turde nok heller ikke). Mere eller mindre fordi jeg rent faktisk ikke selv vidste det og sådan snakkede man da ikke om. Det blev en meget akavet og decideret dårlig oplevelse. Lidt ligesom et par fisk der ligger på land og spræller for livet 😉
Jeg er nu blevet voksen, eller er godt undervejs. Onanien er i konstant udvikling, og klør fem får frit spil (nogen gange med legetøj). Det ene er at det driver mig seksuelt, men noget helt andet er, at jeg ikke længere er bleg for at fortælle min kommende partner, hvad der fungere for mig og hvad der absolut ikke fungere. Noget jeg kun ved fordi jeg selv har/er gået på opdagelse i min egen undervogn. Jeg kan kun konstatere at onani har højnet min selvbevidsthed og ikke mindst kvaliteten af mit sexliv.
Jeg har en flok venner/veninder, som jeg åbent kan tale med omkring de ting. Noget jeg ikke ville kunne undvære igen. Det har faktisk ikke altid været sådan. Pludselig blev det nævnt og besluttet at det ikke skulle være noget tabuemne mere hos os. Det er virkeligt rart, og noget jeg helt sikkert vil giver videre til mine børn. Nej nej ikke sådan at de skal se det eller høre om detaljerne. Men her os kalder vi en spade for en spade. Vi er alle udstyret med diverse kønsdele, og de har navne. Hvorfor så ikke bare bruge de navne til at forklare hvad der er hvad, når vi f.eks. hjælper med vaske vores børn. Når de begynder at udforske, så fortælle dem det er helt naturligt at udforske sig selv, dog ikke i offentlighed osv. Give/støtte dem i en større selvbevidsthed og ikke dække den naturlige seksualdrift med skam og som tabu.
Noget helt andet jeg har studset over er, hvorfor tillægge vi et “r” midt i et ord o(r)nani når vi udtaler det? Er det et forsøg på at distancere os fra det? eller er det noget vi finder fra de gamle “rødder” noget dyrisk (orne) ? Eller er det bare endnu en ting, der gør det danske sprog vanskeligt? Hvorfor ikke bare sige det, som det staves ONANI………?
God aften 🙂