Hej.
Nu kommer der ikke en smører om hvor mange måneder der er siden sidst. Vi går til benet i stedet for. Hold kæft hvor har jeg stille mange spørgsmål den sidste tid (måneder), du ved bare sådan for mig selv, ikke højt. Hvad fanden er meningen med livet? Er det bare det her jeg skal? Stå op, lave madpakker, aflevere ungerne, knokle, hente ungerne, handle, lave mad, kæmpe, prøve, fejle, undskylde, æde, sove for så at starte det hele forfra igen? Er det bare det jeg har ventet på og sukket efter?
Hvad så hvis det ikke er det, hvad skal jeg så? Flytte af helvedes til? Begynde at dyrke grøntsager, lave speltbrød dagligt, kun spise økologisk mad og dyrke yoga og fitness? Læse videre? Starte forfra og hvordan gør man egentlig det? Det er svært at overskue det med at skifte bane, når man ikke engang har overskud til at lave mad eller bare til at sige til sin partner at man elsker ham. Det er også den skide trold der bliver ved med at hamre rundt i kraniet og montere den ene styrersnor efter den anden, for at ende med at have den fulde kontrol over mig.
Jeg har beskrevet mig selv med et glimt i øjet og en kop selvironi som værende en evig pleaser og pessimist by heart, der har det med at tippe vægtskålen med jævne mellemrum, men helt ærligt der er sgu noget om snakken. Jeg har en tendens til at tro og forvente det værste – Altid at tvivle. I perioder nedgøre jeg endda min egen kunnen. Venter evig og altid på svigtet, fejlen og mangler. Ja ja det bunder i en lav selvtillid, grundet den ridset facade livet har givet mig. Nu er det er bare blevet til form for selvforsvar, et skjold, så jeg ikke skal deale med et nederlag og svigt. I virkeligheden er det sgu ikke særlig effektivt. For det dræner en total for alt energi og overskud.
Jeg må indrømme, at jeg først var skuffet og næsten vred over, at min krop tog sagen i egen hånd. Jeg syntes, at den svigtede mig, den skide egenrådige krop. Nu kan jeg godt se at det egentlig er mig der har svigtet den. So guys, hvis jeres krop kalder, så lyt dog !! Ellers har den en meget særpræget menu til dig. Der er heldigvis også noget godt ved at rende rundt som en plukket høne og skrabe bunden. Du finder hurtigt ud hvad der betyder noget for dig og hvem der er der for dig, selvom du er et råddent blad i vinden.
Psykologer og Psykiatrien kom aldrig med nok for mig. Du må æde piller og lære at leve med det der. Jeg har stået det igennem længe nu og jeg er her stadig. Men nu sker der noget – det lysner ude i det fjerne på en helt anden måde end før.
For knap to uger siden havde jeg besøg af en terapeut, Christian fra Fyn. Han fik mig til at indse, at det er mig selv der er herre over min egen lykke og “Det gode liv” og ikke mit tungsind eller andre (uden piller og ingen gennemgang af fortiden).
Nothing new there, tænker du. Nej men det kræver de rigtige redskaber for at kunne mestre det – Redskaber ingen andre har give mig indtil nu. Dog kan den tilgang for mit vedkommen have den effekt, at jeg tager aaaalt for meget på mine skuldre, for til sidst at ligne Quasimodo, rundrygget og øm i hele kroppen af alt den ekstra vægt. Det er en balancegang der er svær at mestre, men med Christians redskaber har jeg fundet vejen frem. Ja der vil stadig komme vindpust, nogle kraftigere end andre, som vil får blæst ja-hatten af, men det klare jeg også – Det er det man kalder “at leve livet”.
Christian har ændret mit tankemønster en anelse, så jeg kan lærer at tro på det gode, tro på mig selv – holde fast i mig selv og ikke lade min egen onde trold overstyre. Det er en langsommelig proces og der er lang vej igen. Det er hårdt at holde fast i sig selv, når man har alt for mange erfaringer med at skulle tilpasse sig, for ikke at være forkert. Det er ekstremt vanskeligt. Det nemmeste er at give efter og please. Så føler jeg mig i hvert fald ikke forkert og til besvær. Men pessimisten i mig er allerede blevet en smule mindre og har endda mærket at optimisten stadig findes i mig.
Nu vandre jeg rundt i min by, kilometer efter kilometer. Ned i skoven, rundt om søen, gennem villakvarterer og rundt om mosen. Alt imens jeg arbejder med mit sind, tanker og reaktionmønster for at klipper den ene snor efter den anden til trolden. Nogle gange mærker jeg et lille stik af lykke, der gør at jeg næsten græder….!
Jeg ved ikke hvor jeg er om et år, eller om et halvt. Jeg ved ikke om skal have flere besøg af Christian, men jeg ved, at det nok skal lysne. Der findes allerede sprækker af lys og lykke i mit lille hamsterhjul. De vokser sig større og lyser kraftigere, når jeg kigger efter dem og prøver at griber fat i dem. Kan jeg ikke fange dem alle, ved jeg Christian kan guide mig det sidste stykke vej. Han kan noget som ingen psykologer eller psykiater jeg har stiftet kendskab kan. Men indtil videre kæmper jeg selv….. 4-5-6-7 🙂
God aften
P.s er du nysgerrig på hvem ham Christian er så ligger der her en kort beskrivelse af hans tilgang og links til hans hjemmesider herunder:
Christian har en tilgang der tager udgangspunkt i at hjælpe mennesker med at udvikle gode mentale redskaber, så de selv kan håndtere deres hverdag med børn, familie og arbejde/skole mm. Målet er at give hjælp til selvhjælp, som kan overflødiggøre støtte udefra. Christian har startet og udviklet dette, fordi det offentlige system oftest ikke kan hjælpe børn, voksne og familie der mistrives. Hans team arbejder alle med samme tilgang, lige meget om man er ramt af stress, angst, depression, PTSD eller noget helt andet.
https://www.facebook.com/MedAnsvar/