I weekenden slog det mig, hvor heldigt det er at overskud går på omgang. En gang i mellem ryger vi alle i gulvet og uanset hvor på av-for satan- skalaen vi befinder os, er det en kæmpe hjælp, at vide der er nogen bag ryggen som har overblik og ekstra kræfter der kan lånes, når vi selv knap nok har overskud til at trække vejret. Når man er den der er helt nede i knæ og har panden mod gulvet, har man virkelig brug for hjælp og et bevis på at det nok skal blive bedre igen.
Udbyttet går faktisk begge veje. Forstået på den måde, at det er lige så meget den der har det godt/den hjælpende hånd, der får noget ud af det. For det første er det meget stort og værdifuldt at finde ud af, at du er så vigtigt for et andet menneske, at vedkommen rent faktisk vender sig mod dig, når han/hun har det svært. For det andet stilles du overfor et spejl (som i Harry Potter), et som hjælper dig til at se hvor langt du selv er kommet, men også til at se hvad du selv skal passe på, hvis du vil blive ved med at have det godt. Det er egentligt rart at vide, at vi ikke alle sammen behøver at begå alle fejlene for at blive klogere på livet – hvis man altså ikke er en af dem der kun lærer by doing…
Lige for tiden er det faktisk mig der er ovenpå. Jeg har overskud til at lægge mærke til at fuglene synger i vilden sky mens de som små fede fjerkugler hvirvler gennem luften. Tingene falder på plads og lykkes helt godt, jeg kan trække vejret frit igen og det er sgu dejligt. Det er ikke sket af sig selv eller fra den ene dag til den anden. Men det er sket og det er det vigtigste.
Det værste ved andres smerte er at den er deres, og intet kan man stille op for at lette den. Det er nærmest uudholdeligt når den rammer en man holder af. Jeg har selv været den, der har haft loftrummet fyldt, og kun jeg kunne rydde op i det. Et rum fyldt med ting, der til tider gjorde så ondt, at jeg kun kunne holde ud at være der en time af gangen. Hvor end jeg gerne ville, kunne jeg ikke udlicitere arbejdet. Det var mine kasser, som kun jeg kunne åbne, sortere og forholde mig til. Ingen andre end mig vidste hvad der måtte kasseres, pakkes om eller findes nye pladser til.
Men nu står jeg på den anden side med et ordnet loftrum. Jeg er nu klar over at den slags oprydning er altafgørende for om man finder ro og plads til nye kasser i livet. Den kan ikke forceres, der kan ikke sættes tid på det. Men tro mig, det en lettelse at få bekræftet sin mistanke om, at der var en grund til døren bandt og ikke kunne åbnes helt. Jeg ved du har kasser stående, som ikke kan ignoreres og det er fandens svært for mig, at jeg ikke kan hjælpe dig med at deponere dem.
Men jeg står på overskuds siden og vil meget gerne hjælpe dig, for jeg ved du hænger i neglene. Jeg vil gerne give bare lidt af det jeg fik, da det var vinter her og frosten havde bidt sig fast i mig. Jeg kan ikke tvinge dig til at give slip, men jeg kan love dig at jeg vil gribe dig når du slipper. Jeg kan ikke fjerne din smerte, men jeg kan fjerne dit fokus for en stund, så du kan samle nye kræfter til det næste slag der skal slås. Jeg kan ikke tage tævene for dig, men jeg vil stå ved din side klar med is og plaster – Hvis du giver mig lov…. And you will let me, for selvom du føler du tager imod uden at kunne give igen. Så giver du mig det vigtigste af alt:
Visheden om at vi aldrig står alene…!
God aften 🙂