De sidste par dage har jeg været meget i tænke boksen. Noget jeg gør når jeg er meget frustreret, når der er mange ting der går mig på. Det skal desværre ikke så meget til at vælte det hele, dog mest i mit hoved. I den forbindelse vil skuffelse helt automatisk kommer frem. Men hvad er skuffelse egentligt?
Jeg har tænkt meget over det, prøvet at finde ud af hvornår følelsen fremtræder. Jeg er nu nået frem til den konklusion, at skuffelse er noget vi helt selv er herre over. Nej nej stop nu det pjat vil du nok sige nu. Men prøv lige at tænk lidt over det.
Jeg går og nusser med de sidste ting, flytter lidt på tallerken på det færdig dækket bord. Nipper de sidste visne blomster, af mine afblomstret orkideer. Min mavefornemmelse siger mig det ikke vil blive til noget. Alligevel har jeg lavet maden, som han bedst kan lide det. Gjort mig selv pæn med opsat hår og diskret makeup. Så kommer sms´en “Jeg er desværre nød til at aflyse”. Jeg mærker med samme jeg bliver ked af det, en form for vrede, men mest af alt føler jeg mig dum. Jeg ville ønske jeg ikke havde brugt så meget tid og energi på at skabe den perfekte aften. Især når min mavefornemmelse havde hvisket til mig at det ikke ville blive sådan.
Ja det er ham der bryder en aftale, men er det ikke mig selv der er herre over hvordan jeg vil reagere- hvilket følelser det skal bringe frem i mig? Jo det er det rent faktisk. Vi kan jo kun blive skuffet, hvis vi har sat vores forventninger til den anden for højt. Men hvor går grænsen så? Tja den går vel der hvor vores kompetencer rækker til, eller det de har lyst til at levere. Se det sådan, ingen bliver skuffet over det 2 årige barn ikke kan cykle uden støttehjul. Det er lidt det sammen med alle de mennesker der er en del af vores liv. Vi kan ikke forvente mere end det de magter eller lyster. Vi har nu en gang kun de kompetencer vi har. Forventer vi mere, er det vi bliver skuffet. Men hvis det 2 årige barn kommer hjem og kan cykle støttehjul, vil vi blive stolte og glade. Set på den måde, er vi selv herre over om vores omgivelser skuffer os eller gør os glade.
Han kan komme med en enkelt rose i munden, en flot rød rose. Men hvad hjælper det hvis jeg havde forventet 20 røde roser? Den enkel rose i vasen, vil bære skuffelsen over at det ikke var de 20 jeg havde forventet, og give et tomrum for mig. Og hvad så hvis en rose ikke er nok, hvis der skal 20 til for at vi er lykkelige? Ja så er vi så heldige at vi er frie til selv at vælger vores relationer, ikke mindst til at vælge dem fra…..
Kan de mennesker vi møder ikke leve op eller vil ikke leve op til vores forventninger, er vi frie til at sige farvel, eller jeg mener det er vores pligt at sige farvel så. De brudte forventninger er ikke kun en negativitet for os der er skuffet, men i høj grad også den anden part.
Jeg mener nemlig at enten havde han ikke kompetencerne til at møde mine forventninger ellers ville han ikke. Det er sådan set lige meget om det er det ene eller det andet. Pointen er at mine forventninger var for høje og han kunne ikke nå dem. Det giver negative følser i mit liv, men ikke nok med det så pådrager jeg samtidigt et andet menneske en følelse af utilstrækkelighed og mindreværd. Alene fordi jeg havde sat nogle forventninger til ham, som han ikke kunne eller ville leve op til. Det er bestemt ikke rimeligt. Det giver mig nu to valgmuligheder
1. Jeg sidder tilbage med følelsen af skuffelse- jeg er ked af det. Smider maden væk, æder desserten mens jeg glor tv alene resten af aftenen.
2. Jeg har en masse mad, huset er rent, jeg ser fantastisk ud. Jeg kunne glæde nogle af mine venner med en uventet invitation til en dejlig middag og aften.
Ja valget er ikke svært, det bliver selvfølgelig nummer to. Det gælder jo om at nyde de små ting i livet.
God aften 🙂